Ludvig Alver skriver i dagboken om forholdet han har til familien Fliflet på Hamar, og til familien. Han er så fortvilet.

I dag skriver Ludvig Alver i dagboken:

"Søndag fik jeg et kort brev fra Fliflet; overskriften var; Hr. Adjunkt Alver; han beder mig sende ham 40 Kr. til afsendelse af pianofortet og min stole – det pianoforte, som jeg fik af dem, medens jeg boede hos dem, den gang da fru Fliflet medsendte sit rimbrev, og så min kurvstol, som jeg lod stå igjen der, da jeg reiste – når jeg tænker på, hvorledes, jeg måtte være sindet mod Fliflet, hvis jeg skulde sende ham et brev med overskrift: Hr. overretssagfører Fliflet, så går det ganske rundt for mig.

Det er mig umulig at begribe, hva der er skyld i dette. Hvilken smerte har det ikke været for mig at tænke på, at vort hele forhold skulde med engang ophøre, at alt det oplevede mellem os skulde være som strøget! Jeg ser i min almanak at de 22. er det Fliflets brylupsdag! I fjor kjørte vi sammen en tur, hun, han og jeg, ”rundt Sangen”. (*?*) Skulde de i år tænke på mig med kulde, eller med harme? Jeg ved ikke af, jeg har gjort dem det mindste ondt; mit forhold til dem forekommer mig aldeles uegennyttig; menneskelig talt, rent. Selv i tanken; og i denne bevidtshed har jeg dog en trøst, også når jeg gransker mig selv, finder jeg støtte i det at jeg nu er adjunkt, har fast ansættelse; hvis jeg endnu skulde have faret om uden fast beskæftigelse, uden blivende sted, vilde det have været meget, meget værre for mig, jeg falder tilbage på denne tanke; du er dog nu adjunkt som på et fast støttepunkt, når tankerne smærter, når eridnringen fra fordums tider anklager. Usle sind! Dårlige hjerte! Dog sagde du nys at at dit forhold til dem havde været uegennyttig. Har du nogen tro? Er det tro i dette? Dit embede fortrøster du dig til og tviler på! Har du nogensinde tvilet på Gud? Den gang, da han forsøgte dig, da du intet andet end han havde, følte du det da trygt at falde tilbage på ham, når tankerne smærtede og erindringen anklagede? Hvor let går det således ikke for mennesket at forvexle Gud med et embede, en stilling, venskab eller lignende.

Men jeg føler, hvilken kval det vilde være at sætte en streg over alt det, som jeg har oplevet i forholdet til Fliflets på Hamar. Hva må det da ikke være for den, der bliver svegen af sin elskede? Hvilken kval for Hilda at skulle rive ud af sit hjærte alle ord, alle forhåbninger, al tillid og tro?

Martin, Martin! Min tobakskasse mindede mig i aften om den jul, jeg kom hjem til Bergen fra Svanøen, da du var så opofrende, så snild mod mig; du vilde give mig så meget; du kjøbte for din penge, som du havde erhvervet ved at læse med mindre gutter, et album og en tobaksdåse til mig; jeg skulde have alt, jeg husker det så godt.

I vor familie var tidlig den barnlige kjærighed og fortrolighed udbrændt; så har det siden nu og da blusset op, gløden har dog været der? Sæledes med dig, således med Amalie, således med mig selv. Og hva er det, som har pustet til den i dybet ulmende glød? Det er den gode Helligånd; den gang havde du syndet, og havde gjennegået angerens lutrende resning allerede i dine tidlige barneår; du var et kristent barn; deraf den overstrømmende kjærlighed i et brev, som jeg nylig fik fra Amalie, forteller hun at hun havde læst et af dine breve fra dit første studenterår, og deri beder du hende, at hun ikke må grue for den kommende mørke vinter, men tage fat med freidig mod. Martin! Du er salig hos Gud! Kan du, så svæv ned over os! Hvisk Amalie ind i hendes sjæl, når hun sidder nedsunken i kummer, at hun ikke må grue, men tage fat med freidig mod, bed for hende, at hun måtte få klarhed og styrke. Du ser mig i min ensomhed, din ånd farer med min ånd gjennem de svundne tider, mine vildfarelser ligger åpben for dig, det trænges nok, at du også husker til mig; gru ikke, for den mørke vinter, gru ikke for ensomhedens nat! Bed også for mig, at barnetroens stjerne må lyse i natten, at min sjæl må give sig på vandring efter Gud! (*Disse siste setningene har Amalie eller noen andre undersreket i margen av dagboken*).

Det lød ligesom indneni mig i aften: du må finde Gud! Det er din eneste, egentlige opgave. Du må finde Gud! Gud, Gud må du finde! Har du nogensinde alvorligt søgt ham? Har du fundet ham? De bønhørelser, du har fornemmet, det svar han har sænket i dit hjerte, er det det samme som hvile i ham, samfund med ham? Det er så aldeles sikkert og vist: Gud må du finde. Hvilken udsigt åbnes ikke ved dette! Hvilken klarhed!

At vandre en klar høstaften i måneskin henad den hårde landevei, har altid været mig så tilfredsstillende; og i aften var alt så stille, og jeg var så alene; månen forsølvede de bladløse træer, markerne lå ensomme, øde, ikke et menneske var at se eller høre. Hvilken underlig drømmende tilstand man da kan henfalle i! Det er ligesom man var i en anden verden; scenen er så høitidelig, pudset og tilstelt som til et festlig møde; skridtene bliver sagtere og sagtere; det er som turde jeg ikke forstyrre ensomheden. Jeg er den eneste levende, ialfald den eneste, som rører sig på den store scene. Livets larm er borte, verden er fjern, det er, som havde du sat stevne med en ånd; thi anelsen om nogen, der er for dig, med dig, opstår i din sjæl; du du kan ikke være ensom. Blikket farer over de nøgne marker, op til de tindrende stjerner; sukket åndes ud gjennem luften; tankerne bølger gjennem dit indre. Hvor hen, hvor hen! Du kan ikke være ensom! Du må finde Gud!

Jeg husker en aften i sommer henne i Skien; jeg havde fået vide, at jeg ikke vilde få gage for mer end halvparten af juli måned; jeg var adj Withers vicar, og denne vilde ikke betale gage for den sidste halvdel af måneden; dette var et stort tab for mig; jeg havde så sikkert gjort regning på at få gage forden hele måned, og tanken herom holdt mig vågen om natten; nu  var det ikke nok med, at tanken om denne ubetydelighed kunde berøve mig min nattesøvn; men da jeg kom til erkjendelse af min egenkjærlighed og måtte sige til mig selv, at jeg bliver søvnløs ved tanken om et tab af 20 spa (*?*), medens tanken på om min sjæl skal blive salig eller fordømt, ikke er i stand til at holde mig anspændt i synderlig lang tid hverken ved nat eller dag, stillede jeg mig pludseligg på et tredje standpunkt og betragtede denne min erkjendelse og var nærved at blive stolt derover, da tanken atter indog endelig et fjerde standpunkt, og jeg betragtede mig selv som den, der var stolt af den erkjendelse, at jeg var en usling, og dette bestemte jeg mig til at nedskrive i min dagbog, hvliket jeg herved gjør. Selvbevidsthedens selvbevidsthed!!! Jeg er kanske sent vaagned til selvbevidsthed; men så er den til gjengjeld bleven fordoblet, ja tredoblet! –