I dag skriver Ludvig Alver i dagboken:
"I morgen dskal jeg hjem! Hjem til julen! I fjor nede i Skien havde jeg ingen længsel efter at komme hjem, ingen smærte over at måtte være hjemløs. Jeg var fuldstendig oprevet. Mit liv lå herjet nede i elendighed. Og gjør det ikke det endnu? Og dog, medens jeg har gået her og pakket ind, har jeg af og til følt ligesom glæde over at skulle reise.
Jeg husker så grant den jul, da jeg skulde med Støre på Munkedamsveien. Det var julaften 1874. vi havde boet sammen den høst. Et par dage før jul var han færdig med sin examen; han skulde reise til Danmark for at besøge sin kjæreste; med dampskibet tog han til København, så skulde han kjøre over Sjælland og Fyen; jeg så ham i tankerne fare jublende i en slede over Fyen; this det var den gang ikke sydbanen kommen i stand. Pigen havde forsovet sig; han skjændte som en tyrk. Det var et hastigt farvel og – just derfor kanske – gikk den anelse gjennem min sjæl at det var sidste gang , vi så hinanden.
– Jeg har fået telegram fra Fliflet, indbydelse til at komme og besøge dem i julen. En tanke for gjennem mig, flyv du, glædelig, sværm dog engang! Hvorfor ialverden skal dog du alene aldrig reise ud og ”ture jul”, således som de har gjort eller gjør alle sammen. En eneste gang, en jul i et velsignet, lykkelig hjem! Men jeg kunde ikke. Dem der oppe ser jeg ikke igjen, før jeg er bleven mand, og inde i Kristiania sidde moder og venter, og så min fader, min stakkels fader!"
Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.