I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:
"I går aftes gikk jeg en tur – en lang tur – sammen med overlærer Sylow (*?*) og rektor Nygård, og da fik jeg høre, hvilket fint gemyt min kjære rektor har, hvilken forstand på Guds ord. Nei, hvor det var godt at høre. Vi kom til at tale om tro og viden, om den moderne ånd, naturvidenskaben ligeoverfor åbenbaringen.
Vor samtale var nærmest foranlediget ved en pudsig tildragelse fra den foregående dag. Rektor Nygård, pastor Welhaven og jeg udgør den komite, som skal sørge for de foredrag for hvermand’s istandbringelse, som arbeidersamfundet foranstalter. Welhaven – en broder af digteren – havde fået høre at nogle ved jernbanen ansatte ingeniører gjerne vilde holde sådanne foredrag, og derom underretter ham mig, der som komiteens formand tilskriver en af ingeniørene, Fasting, takker ham for hans tillid og beder ham annoncere sine foredrag.
Fasting optrådte så og holdt et foredrag om naturvidenskaben, så lapset og umodent og gutteagtigt, at det var rent til at væmmes ved, hans optræden var heller ikke synderlig smuk; i store skaftestøvler med benklæderne nede i støvlerne, i en slit arbeidsfrak og ikke meget skinnende linned, med begge hænderne i bukselommerne udslyngede han nogle umodne bemærkninger om naturvidenskaben og dens forhold til troen (sic) om den moderne ånd og det åndstyrrani, som hersker i vort land, citerte Bjørnson etc. alt sammen i et godt kvarter. Publicum var åbenbart overrasket, da han standsede, ingen reiste sig, de troede ligesom ikke, at han kunde være færdig. Det var rent fiasko.
Men det var min tur i går aftes. Da talen kom på naturvidenskaben og dens forhold til troen, gjorde Nygård opmærksom på frelserens ord: om nogen holder mine befalinger, han skal erfare, om lærdommen er af Gud; det er ikke min viden Gud fordrer; men han fordrer hjærtets omslutning om budet og kaldet, viljen, det gjælder, at vi gjør denne prøve, denne prøve på stykkets rigtighed, som består deri, at vi hengiver os i Guds vilje, siger ja til hans fordring, opgiver os selv, forsager verden; men til at gjøre denne prøve kommer det kun sent med os, der står kød og blod imod; vi har ikke tid som det heder i lignelsen om kongesønnens bryllup. ”At gjøre denne prøve!” Ja, det er just ordet. Sandelig, sandelig! Ingen, som har bekvemmet sig til at gjøre denne prøve, er bleven skuffet. Og dette er den eneste måde, hvorpå viljen kan prøves; menneskene går af veien for denne prøve, de vilde ikke forsøge og så beskyder de sig under denne unnskyldning at de dog ikke kan vide, om det er så sikkert altsammen dette med Gud, synd og Jesus.
I dag har været en deilig søndag. Jeg bad Gud igåraftes, at han måtte hjælpe mig til at stå tidligt op om morgenen; det er en stor uorden at ligge så længe at jeg kommer for sent i kirken. Jeg vil betragte det som en forpligtelse at stå tidlig op; ligesom jeg anser det som en forpligtelse at komme på skolen kl 8, fordi jeg er adjunkt, således vil jeg anse mig forpligtet til al orden, renhed og sømmelighed, forpligtet for Gud,
”Når til mig den onde frister
falsk og fuld af løgn sig lister,
for at føre mig i fald;
hjælp. O hjælp mig frelser kjære,
sverd at bruge, skjold at bære,
så jeg ikke segne skal.”
Således sang vi i kirken i dag. Ja, la det ske! Amen!
Da jeg i morges kom ind i min dagligstue, var endnu ikke solen ståen op over fæstningen, der var gyldent rødt der oppe, jeg så op i den klare, milde luft og det gikk mig som det før er gået mig ved lignende leiligheder, jeg tænkte på Alhed. Ja, Gud, du har givet mig hende som en genius, en renhedens og uskyldighedens fylgie (*?*) gjennem mit liv!
Medens vandet kogte på min maskine, spillede jeg på mors pianoforte: nu rinder solen op i østenlide (*?*), ja solen stod op og sendte sin morgenhilsen ind til mig jeg læste atter gebursdagsbrevet fra Alhed. Hun siger deri: ”Gud skjænke Dem alt, som jeg og mine små med rørt hjærte nedbeder (*?*) over Dem den 26te og ellers”.
William Nygård kom med byens avis, som jeg holder sammen med rektotren og han fandt mig skrivende, ved mit bord – forrige gang, han kom med avisen, lå jeg i sengen --.
Siden tog jeg det skjærf, som jeg fik af Alhed på min første fødselsdag og lagde det om min hals; det var så hvidt; så blødt, hun havde strikket det om aftenerne der på Hamar, medens Fliflet og deres nye logerende Vetlesen læste høit for hende af Alladin, hun havde strikket det med mange vennlige tanker til geburtsdagsbarnet. Det faldt så mykt, så varmt om min hals (*denne siste setningen har Amalie eller en annen understerket*) der jeg stod i min overskjorte, og jeg følte denne kvindelige blødhed – blødagitghed -? – i mit sind, som jeg før har fornemmet, især i samværet med hende. Forunderligt! Mine følelser mod hende må nærmest sammenlignes med de følelser, en venninde eller et barn, ja et barn mod sin moder.
– Deiligt, velsignet var det i kirken da orgelet intonerte og stemte sindet til andagt. Af præstens hele tale lærte jeg intet, hvormeget mer nytte havde jeg af Nygårds ytring i går aftes – om det end ikke var nyt for mig det, han sagde, det tjente dog særdeles til klargjørelse og bestyrkelse.
Jeg gikk en lang tur over fæstningen og Ideslætten (*?*) og Tistedalen (*?*), hvor fri og frank og glad – hvor lig hine ture med Alhed rundt (*?*) ”Sangen”. Jeg kom ned til byen i den gade, hvor damer og herrer gikk op og ned ventende på regimentsmusikken skulde spille op; det har jeg gjort engang; det gjør jeg aldrig mer; det er noget af det gyseligste, jeg ved; derfor bøiede jeg ind i en baggade, gikk til klubben og spidste tidlig middag.
I dag havde jeg ikke lyst til at sove middagssøvn; jeg var så frisk og glad! Jeg har været som et tre, der er blevet bøiet dybt ned i svagheds og usseldoms stand, merket og slidt af nød og synd; men om Gud, der ikke vil sønderligde (*?*) det knækkede rør (*?*) vilde lade sin nådes sol skinne på mig, så vilde jeg renses, så vilde jeg foldes ud. Herren være takket, en sådan følelse, som om mit livsens træ omsmuldres (*?* af de vårlige, milde vinde, og dets blade åbens og udfoldes.
Herre, jeg vil prøve, jeg vil prøve på stykkets rigtighed. ”står jeg for dig som hine fem med ys i lampen min
O lad mig ei til hvile gå,
Før jeg hvorom kan vished få,
Før du kan få det svar af mig:
du ved, jeg elsker dig.”
Herre, det er jo dig selv, som afgjør det, det er dig, som visker svaret i mig. I dag, lad mig ikke lægge mig aften, før du har fået dette svar af mig. ”Den som holder mine befalinger, han er den, som mig elsker.” Herre var det din vilje, at jeg skulde ægte Hilda, at vi skulde have været forenede i ægteskabet. Var det det, du vilde, giv mig klarhed, jeg vil din vilje, jeg er overbevist om, at det er min lykke. ”Wenn der Urfreund (*?*) etwas von mir verlangt, so glässt (*?*) mir Himmel und Erde”.
Fredrikshald
Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.