I dag skriver Ludvig Alver, som er Amalie Skrams yngre bror, som for tiden har lærerjobb på Hamar, i dagboken:" (*På den følgende siden har søsteren Amalie Skram som senere kommer til å skrive romanen Julehelg på bakgrunn av dagboken), eller en annen leser, gjort tre store streker i margen*)
"Mit digt over Hærem blev dog optaget i Fædelandet mot rettelsen, ”så hastig” ist. ”vanvittig”.
Søndag var der fest i arbeidersamfundet. Jeg holdt talen til arbeiderne. Flere takkede mig for talen. Men Nygård sagde kun ganske tørt: var det Deres ”maiden-speech”, Alver?
Jeg blev forvirret. Hva mente han? Han kunde ikke mene min første tale i arbeidersamfundet, det vidste han jo, at det var. Han mente tydeligvis: var det der Deres første offentlige tale? Dette for gjennem mit hoved, sådan havde den taget sig ud for ham; det var mig, som han udtalte foragt i dette ord, som han vilde betegne min talekunst som oratorisk øvelse.
Jeg blev forvirred og svarede kort: ”nei, det var det ikke”, men idet jeg i det samme drog mig bort, for der ligesom et udtryk af skuffelse over hans ansigt. Hva mente han?
Imidlertid gjenlød det i mine øren: ”var det Deres maiden-speech, Alver?” Maiden-speech, maiden-speech, andet hørte jeg ikke den hele aften siden; det fulgte mig hjem, bragte mig i natten til at gå op og ned på gulvet hjemme hos mig selv og sænde vrede mod min stakkels (*dette ordet er overstrøket*) kjære elskværdige rektor: det var dog en mageløs uforskammethed og overlægenhed! Maiden-speech!
Og da jeg endelig lagde mit hoved på puden, var det så stort og tungt, så stort som et lidet bjerg og så tungt som bly; jeg måtte gjentagne gange tage til hovedet for at overbevise mig om, at det var et alminnelig, menneskelig.
Jeg havde halvveis bestemt mig til at være fornærmet på rektoren og søgte at være dygtigt alvorlig, da jeg mandag morgen kom på skolen, men det varede dog ikke længe, førend hans åbne, ligefremme væsen bortdunstede min vræde; den sidste rest af den forsvant forleden dag, da han kom til mig for at gå en tur; han fortalte mig da, at han havde fået de no. af Fædrelandet der det havde stået noget om Hærem, fra fru Aubert i Kristiania, og denne havde bedet ham også sende dem til mig, da jeg havde stået i venskabsforhold til Hærem. På den samme tur fortalte jeg Nygård om Amalie og hendes stilling. Jeg fortalte ham, at hun vilde komme hid for at bo sammen med mig, og han sagde, at han og hans kone skulde gjøre altl hva de kunde, for at gjøre det hyggelig for hende. Hvor jeg blev glad i ham med det samme! –
I dag har det atter været en sådan et velsignet, deiligt søndagsveir. Jeg stod tidlig op i morges; solen var lige ved at stå op; tilfældigvis stødte jeg på Alheds hvide skjærf, da jeg skulde tage mine søndagsklæde ud af skabet; jeg måtte atter lægge det om min hals; nei, så blødt og varmt det var! Hvad vilde hun tænke om hun vidste, hvilken brug jeg gjør af hendes skjærf.
Jeg læste i går om Runeberg, at han en aften i den tid, da han stod på ærens tinde, kom udenfor det ringe og uanselige hus i Borgå, som han i tidligere fattigdoms tid havde beboet. Det lyste fra vinduet i hans gamle arbeidsværelse; han blev stående og så op; da hørte han en af sine egne sange; det var en arbeider, som i den tidlige aften sang den over sit arbeide. Rørt brast Runebeg i gråd. Jeg har en liden anelse om, hva han måtte føle i et sådant øjeblik. Det var en dag oppe på Hamar. Jeg gikk forbi køkkenet ude på gangen; kjøkkendøren stod åpen, og Alhed, som syslede der inde, sang under arbeidet min Wergeland-sang.
En spadsertur en søndags morgen i solskin og under fuglesang! Det er dog stor lykke! Solskin, fuglesang og klokkeklang bliver alltid lige kjært for menneskehjertet, evig det samme og evig lige skjønt og deilig, som Guds nåde og kjærlighed. –
(*De to siste avsnittene har Amalie Skram eller en annen satt en strek ved i margen i dagboken*)
(*I starten på det følgende avsnittet ser det ut til å være Hilda Bugge, forloveden som Ludvig endelig har brudt med i Kristiania, han skriver om – ikke Alhed.*)
Det var sidste gang, jeg så hende! Således har jeg endt av af mine tidligere optegnelser; ja, således som hun stod der udenfor døren, således står hun fremdeles for mit indre syn; aldrig bliver det annerledes; jeg ønsker det ikke engang; jeg kan ikke betragte mig som løst fra mit løfte til hende; hun er min, bliver vi end aldrig forenede, så længe hun står ensom i verden, vil hun stå sådan i min bevidsthed med krav – om ikke kaldende og vinkende, så krævende og bebreidende.
Jeg havde lovet hende at jeg ikke skulle reise til Hamar uden ring. Hva hun egentlig mente med at tage dette løfte af mig, ved jeg ikke; men at men at jeg opfyldte hendes begjæring stemte godt overens med mit hele standpunkt i denne sag. Jeg havde ikke kastet broen (*?*) af jeg heller; jeg havde ikke fuldstændigt brudt med det forbigagne, og nattens stemning fulgte mig opover til Hamar. Da Mjøsdampskibet kom til Helgøen, kom Magda og Nella Agersborg om bord. (*De to siste setningene har Amalie eller en annen annen streket ved i margen*) da jeg så dem, banket mit hjærte voldsomt. De vidste, jeg skulde komme den dag, og så havde de fulgt en veninde, der skulde reise til Kristiania nedover om formiddagen og havde ventet på det opgående dampskibet for at tage imod mig. Hun skulde komme ombord til mig just den dag, jeg havde forladt Hilda!
Jeg havde fortalt Hilda om mit møde med hende på trappen hin søndagseftermiddag; jeg fortalte hende dette og intet videre, fordi hint møde var for mig det vigtigste, det første, det eneste, som optog de senere i sig. Det var en aften i hin deilige sommer – o, hvor står ikke nu disse roture på Mjøsen om aftenen efter en solhed dag skjønne for min erindring. Når solen nærmede sig sin nedgang, gikk jeg ned mod stranden, hvor apothekets to hvide både lå; enten kom Alhed eller også nogen af hendes søstre og så roede vi en liden tur, lod båden glide ganske sagte langs de vakre kyster --- af og til hændte det, at der var musikk ude på vandet – og når så Alhed og Magda og børnene var i båden, og vi tause lyttede i den svale fulgte jeg Nella og Magda hjem; da jeg ved porten tog afsked (*her ser det ut til at Amalie eller en annen har rettet ordstillingen til: ”da jeg havde taget afsked”*), vendte Magda sig i porten halvt til siden; jeg mødte hendes blikk, hun kastede håret svagt tilside og der var et ligesom trodsigt udtryk i hendes øine. I øieblikket gikk der over hendes skikkelse en freidighed og skjøn kjækhed, som gjorde et meget behagelig indtryk.
En af hine sommeraftener – det var et par dage efter festmiddagen for de hjemvændende storthingsmænd, hvormed min sang havde gjort så meget lykke, roede Alhed og jeg ud til Storhamar til Thomsen, bestyreren af mælkecondenceringsfabriken. Magda var der ude, og jeg følte et vist behag ved tanken om, at jeg skulde træffe hende der, og at hun skulde følge med os tilbage. I den deilige aften gikk vi op til ruinerne, og her oplevde jeg er overordentlig skjøn scene, som fremdeles stråler i sin skjønhed for mig. (*De tre siste setningene har Amalie Skram eller en annen understreket i margen*)
Thomsen havde en stor uskelædersbold (*?* viskelædersbold?*) og han fandt på – det kjære menneske – at vi skulde kaste bold; vi stod tilfældigvis i en trekant vi 3, han, Magda og jeg; han kastede bolden til mig, jeg kastede den til Magda, vi fjernede os et stykke længere bort fra hinanden, og legen var i fuld gang; det var en sådan stund, som giver en uforklarlig sød hvile, de vakre nieser rundt omkring os, den blå himmel over os, Alhed sad på en klippesten og så på; bolden gikk så sikkerlig (*?* rigtig?*), vi tog den hver gang, og hver gang jeg kastede den til hende, eller hun til mig, fæstede vi vore øine på hinandens, vi hvilte ligesom i hinandens blikke. Sådan kunde jeg have stået længe; den stille fred og skjønheden i denne situation lagde sig så mildt om mit sind; (*de siste tre setningene har Amalie eller en annen satt en strek ved i margen*) jeg fik uvilkårlig tårer i mine øine af taknemlig glæde – så kom en tyk gestalt pusende forbi nede på veien – det var sorenskriver Schive; legen standsede, og på tilbageveien måtte jeg slæbe på det tykke menneske, bag hvis brede ryg Magda ganske forsvant i agterenden af båden.- (*De siste par setningene understerket i margen*).
St hans natten var jeg ude for at se den opgående midsommersol fra domkirkens ruiner. Jeg lagde mig ikke til sengs om aftenen, jeg blundede kun en kort stund på sofaen, dyppede så mit hoved i vand og gikk ud. Kl. var kun 2 ½, jeg standsede en stund udenfor Thomsens have; der hang sådanne deilge syriner, jeg plukkede nogle af blomsterne og kom til at tænke på Thorbjørn i Synnøve Solbakken, hvor lykkelig han måtte være hin nat, han plantede blomster i Synnøves have. Hvilken umådelig forskæl mellem han og mig. Senere hen på dagen hørte jeg at Magda den nat havde været hos Thomsen -, at hun også havde været vågen om natten, og var gået til vinduet for at betragte den opgående sol. (*De siste par setningene er markert med strek i margen*). Bevidstheden om at hun havde været med og glædet sig i sommermorgenens herlighed, forhøiede siden min glæde .-
*
Fredrikshald
Hamar
Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.