Dato
5 februar 1878

I dag skriver Ludvig dette i dagboken:

"Sviblerne blomstrer i fuld flor! Ja, det vidste jeg nok; de var fra Alhed! Den vakreste, en rød, har jeg givet til fru Nygård, fordi hun var så venlig mod mig i høst da jeg kom hid og hjalp mig med inkjøb af husgeråd og faldede og mærkede mine bordduge og servietter. Nei, den var så deilig, o, om Alhed havde fået den, eller moder.

I går fik jeg brev fra Amalie, hun kommer hid, når hun bliver frisk; hun beder mig leie et lidet tarvelig logi på 3 a 4 værelser for os fra påske flyttetid. I fjor ned ei Skien, da jeg fik hendes brev, hvori hun fortalte mig om den sørgelige ende, samværet med moder havde taget og tillige talte om sin egne ulykkelige forhold at kjærligheden aldrig havde holdt indtog i hendes hjerte og virket forædlende og opløftende på hende, da hun så inderlig ønskede at jeg måtte komme til Bergen  og fortalte, at hun bad Gud indtrængede om at så måtte ske, at vi måtte komme til at bo sammen

- Jeg husker, jeg fik hendes brev just en formiddag i fritimen, medens jeg var hjemme, og blev så i en sådan exalteret stemning – allerede den gang da jeg intet vidste om alt dette frygtelige, følte jeg ligesom kald til at blive hendes beskytter og ven; i  hvilken grad hun trængte til, at nogen tog sig af hende, anede jeg ikke. Mit eget liv var jo oprevet, lagt øde, jeg havde intet offer at bringe, det var så ligetil; kunde jeg være noget for hende, så skulde det dog blive et indhold i mit liv. Men hvorfor blive så exalteret, når jeg intet offer havde at bringe?

– Jeg husker at ligesom en begeistrings fornemmelse gikk gennem mit hoved og ned ad rygraden sådan som jeg føler det ved festlige leililgheder (sancta simplicitas! Men sådan følte og føler jeg virkelig): Blev hun den gang lagt på mit hjærte? Mit Bleakhouse! Så var dine tårer spildte, dine tanker vildfarende hun 26 Sept, hin aften, da pigen havde lagt i ovnen i soveværelset og sat døren åben, så det dit blikk uhindret kunde vandre gjennem det lange rum. Det blev dog ikke nogen Kjerkegårds ungkarsleilighed. Det blev dog Bleakhouse! Og de ord, som kommer til at stå på denne bogs sidste side, hvorefter jeg så nysgjerrig spurgte de 2d December 1876 nede i Skien, de ord kommer nok til at blivne nedskrevne i ”surmuleriet”.

Hvilken elendig dagbog jeg dog fører: intet af de ting, som interesserer tiden, berøres her, ikke engang noget af denne lille bys forholde og begivenheder bliver nogensinde omtalt. Hvilket menneske vilde vel kunne holde ud at læse mine dagbogsoptægnelser?"

(*Siste halvdel av denne siste setningen har Amalie eller en annen understreket*).

Korrekturlest?
Nei
Kilde

Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.

https://amalieskraminfo.wordpress.com/ludvig-alvers-dagbok/