Dato
august 1883

Erik skriver til Amalie: Jeg husker godt, hvor glad Du blev, da jeg sagde Dig, at jeg blev til Tirsdag. Men min sødeste Ven, jeg véd også, at jeg i samme Nu havde en underlig bitter Følelse af, hvor lidt sådan et Par Dage betød, hvis det virkelig var sandt, at vi da skulde skilles. Amalie det er næsten ikke til at begribe, at vi har kunnet være lykkelige med denne gabende Afgrund foran os, som vi hver Dag nærmede os et Stykke til. Jeg glemte den, vilde ikke tænke på den, troede ikke på den. Men den lurede der dog. Det var i Grunden hæsligt. Du sødeste Stump, Kærlighed er noget mærkeligt noget - tænk, hvor sorgløs nydende Du sad den ene Dag i vor Vogn og sov så sødt, det var da vi tog fra Grindahejm, dengang var det vist jeg fandt på Opstillingen med de to Sæder, jeg syntes alt var så smukt og yndigt som det kunde være, og Dagen forud, da Du havde sovet med dit Ben over mit, - elskede Ven, det vil dog blive bedre, når vi begge har sovet sødt om Natten, ikke? Det er åbenbart den egenlige Moralitet i Livet: Nattesøvn. Ja det er din Tanke, det véd jeg godt, jeg har den bare også. Du jeg glemmer aldrig for Resten, hvor sød Du var, da Du pludselig vågnede, og vi holdt uden for en Landhandlers Hus, og Du troede det var en Station og vilde ud og ind i Huset og så endnu søvndrukken opdagede din Fejltagelse. Du blev vred fordi jeg narrede Dig, og jeg troede først, at Du narrede mig en Smule.

Personer
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Erik Skram til Amalie. 5. og 6. september 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883. Oslo, Gyldendal.