Dato
25 januar 1883

Amalie skriver til Erik om den fortvilende sjalusien hun opplever. Hun har lagt seg syk og er fullstendig lamslått. Hun har nemlig fått et anonymt frev fra en dansk dame som skrive at Erik er en stor Don Juan som er modell for den sleske Don Juanen i Edvard Brandes stykke Et besøg. Han har for eksempel nettop hatt et forhold til en ung pike. Hun skriver: «Jeg har været syg et par dage. Nu er det over; det begyndte søndag på hvilken dag jeg var udbuden på 4 forskjellige steder. Jeg måtte dog tilbringe den i min seng. Jeg var stærkt forkjølet da jeg om aftenen gik tilkøis, og så fik jeg et brev fra en dansk dame strax om morgenen, der gav mig slig feber, at jeg blev absolut syg. Der stod nemlig dette, - ja det er jo bedst du får det skjøndt jeg er bange du bliver både sint og bedrøvet, men det har pint mig så meget, der stod altså: "Jeg har hørt fra en norsk bekjendt, at de skal interesere [sic] dem meget for E. Skram. Nu vil jeg bare sige dem, at det er ham der er forbilledet for Repholdt i "Et Besøg"; [og - krysset ut] Han skal for ikke lang tid siden hae havt en aldeles lignende historie med en ung pige." Nu er det bare det jeg synes, at når der peges så bestemt hen på en "lignende historie", så må der ligge en "historie" af en eller anden art til grund derfor. Sig mig, hvad er det for en historie? Den har du ikke fortalt mig om. Det forekommer mig ubegribeligt at en slig påstand som at du er Repholdt og har havt en sådan historie virkelig kan blive ved at være i omløb, når der slet intet er deri. Jeg kan ikke forstå hvorfor der ikke strax danner sig en slags opinion, der med en gang gjør sagen klar, og vender det derhen, at man taler om det lumpne af E.B. at benytte en vens ydre og tildels personlighed til en sådan skildring, når det er i den grad ubeføiet o.s.v. Bare det at sligt virkelig kan siges og bliver troet om Dig, gjør mig forfærdelig ondt; ikke for det dumme sladders skyld, men fordi du anses for et troværdigt og brugbart materiale til at gjøre en sådan figurant af, fordi du ikke står således i det almindelige omdømme, at det vækker latter at du nævnes. Sæt f.eks. det var bleven sagt om en der hos eder svarede til hvad Sars er hos os, eller bare om en som Wullum, eller endog om Drachmann, - hvor vilde man ikke strax le snakket ihjel. Hvorfor le's det ikke ihjel, når det gjælder dig? Og hvorfor har i det hele E.B. vovet at stille dig op på denne måde. Hvis det ikke angik dig, så vilde jeg sige til mig selv: Jeg kan tænke mig to grunde, enten har den, der er Repholdt betroet oplevelsen til B. og givet ham lov til at bruge den, fordi han altså er af den art, at han er ligeglad med sig selv og alting, eller så, har B. været indiscrét i den grad, at han har tilføiet vedkommende den blodigst mulige fornærmelse. Og hvorfor har Brandes, tror du, gjort det? Hvorfor har han tegnet ham slig, at ingen, der kjender dig, kan læse det uden at du står der lyslevende? Jeg har grublet meget over dette, og alleslags tanker er i bølgegang gået gjennem mit sind. Du ved du blev vred dengang jeg talte om Donjuanneriet, og du har ved flere leiligheder søgt at vise mig, at du netop ikke er en Don Juan. Det er jeg også vis på, du ikke er. Men jeg har spurgt mig selv om det alligevel ikke er muligt at en sådan begivenhed som den med Repholdt kunde være forekommet i et menneskes liv, der var alt andet end en Don Juan. En der er bleven skuffet i sin kjærlighed til den kvinde han elskede, kunde vist falde på alleslags underlige ting bagefter, især hvis der kommer en periode, da han giver sig over, har mistet sin tro til livet og dets værd, sin respekt for kjærlighedens [sic] og dens væsen. Og måske var det ikke sikkert at han derfor var absolut fordærvet, skjøndt det måtte han vel være. Men hvis det nu var hændt bare én eneste gang, og aldrig mere, hvis han altid siden fortrød det, og græmmede sig over det, og følte byrde og kvide ved det? Hvis du var her nu, vilde jeg kaste mig til dit bryst, og ikke slippe dig, før du sa'e at du havde tilgivet mig. Og vær overbærende og god, når jeg nu beder dig om forladelse, fordi jeg ikke er stærkere end at jeg siger: gjør mig vis på, at det ikke er dig, som er Repholdt. Du ved ikke hvorledes jeg har pint og slidt dette ud af mig selv. Det vil såre og opirre dig, og smerte dig, at du skal nødes til at forsvare dig ligeoverfor mig. Jeg kan tænke mig at det vil virke således på dig at du skriver tilbage: Når du ikke endnu kjender mig bedre end at du trænger en sådan forsikring fra mig, så får det være forbi mellem os to. Men forsøg dog som sagt at være overbærende og snil. Det går mere og mere op for mig hvor ulykkeligt vi er stillet, at vi ikke kan være sammen bestandig siden vi elsker hinanden. Men det er noget sludder at du ikke skulde vilde ha'e mig dernede, sålænge du er ved bladet. Var det ikke fordi det af andre grunde er umuligt, så skulde jeg nok tvinge dig til at gifte dig med mig. Men så måtte jeg jo rigtignok først være sikker på at jeg vilde, at jeg vovede det, og at jeg kunde komme over alt det fæle jeg skrev om sidst, hvad jeg slet ikke er vis på, jeg kan.»

Sted
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883. Oslo, Gyldendal.