Amalie Müller har fått brev fra en anonym dansk dame som kan opplyse om at Erik Skram er ansett om modellen til en kvinneforfører i et stykke som Edvard Brandes har skrevet

Kristiania 25de januar 83.

Jeg har aldrig sagt at « –ie» var Irgens Hansen eller Mathilde Schjøtt. Du tager ganske feil. En gang har du spurgt mig om mærket «ea» i Dgbldt. Jeg har overensstemmende med sandheden svaret at det var Hansens mærke, når han skrev om theatret. Så meget jeg endog kunde ønske at du ikke kom til at læse hvad jeg havde skrevet, fordi jeg generer mig for dig, så vilde jeg dog aldrig sige en positiv løgn i den anledning. Når du skjænder en anden gang, skal du være aldeles vis på, at du har ret dertil min søde gut. Jeg har været syg et par dage. Nu er det over; det begyndte søndag på hvilken dag jeg var udbuden på 4 forskjellige steder. Jeg måtte dog tilbringe den i min seng. Jeg var stærkt forkjølet da jeg om aftenen gik tilkøis, og så fik jeg et brev fra en dansk dame strax om morgenen, der gav mig slig feber, at jeg blev absolut syg. Der stod nemlig dette, – ja det er jo bedst du får det skjøndt jeg er bange du bliver både sint og bedrøvet, men det har pint mig så meget, der stod altså: «Jeg har hørt fra en norsk bekjendt, at de skal interesere [sic] dem meget for E. Skram. Nu vil jeg bare sige dem, at det er ham der er forbilledet for Repholdt i «Et Besøg»; [og – krysset ut] Han skal for ikke lang tid siden hae havt en aldeles lignende historie med en ung pige.» Nu er det bare det jeg synes, at når der peges så bestemt hen på en «lignende historie», så må der ligge en «historie» af en eller anden art til grund derfor. Sig mig, hvad er det for en historie? Den har du ikke fortalt mig om. Det forekommer mig ubegribeligt at en slig påstand som at du er Repholdt og har havt en sådan historie virkelig kan blive ved at være i omløb, når der slet intet er deri. Jeg kan ikke forstå hvorfor der ikke strax danner sig en slags opinion, der med en gang gjør sagen klar, og vender det derhen, at man taler om det lumpne af E.B. at benytte en vens ydre og tildels personlighed til en sådan skildring, når det er i den grad ubeføiet o.s. v. Bare det at sligt virkelig kan siges og bliver troet om Dig, gjør mig forfærdelig ondt; ikke for det dumme sladders skyld, men fordi du anses for et troværdigt og brugbart materiale til at gjøre en sådan figurant af, fordi du ikke står således i det almindelige omdømme, at det vækker latter at du nævnes. Sæt f.eks. det var bleven sagt om en der hos eder svarede til hvad Sars er hos os, eller bare om en som Wullum, eller endog om Drachmann, – hvor vilde man ikke strax le snakket ihjel. Hvorfor le’s det ikke ihjel, når det gjælder dig? Og hvorfor har i det hele E.B. vovet at stille dig op på denne måde. Hvis det ikke angik dig, så vilde jeg sige til mig selv: Jeg kan tænke mig to grunde, enten har den, der er Repholdt betroet oplevelsen til B. og givet ham lov til at bruge den, fordi han altså er af den art, at han er ligeglad med sig selv og alting, eller så, har B. været indiscrét i den grad, at han har tilføiet vedkommende den blodigst mulige fornærmelse. Og hvorfor har Brandes, tror du, gjort det? Hvorfor har han tegnet ham slig, at ingen, der kjender dig, kan læse det uden at du står der lyslevende? Jeg har grublet meget over dette, og alleslags tanker er i bølgegang gået gjennem mit sind. Du ved du blev vred dengang jeg talte om Donjuanneriet, og du har ved flere leiligheder søgt at vise mig, at du netop ikke er en Don Juan. Det er jeg også vis på, du ikke er. Men jeg har spurgt mig selv om det alligevel ikke er muligt at en sådan begivenhed som den med Repholdt kunde være forekommet i et menneskes liv, der var alt andet end en Don Juan. En der er bleven skuffet i sin kjærlighed til den kvinde han elskede, kunde vist falde på alleslags underlige ting bagefter, især hvis der kommer en periode, da han giver sig over, har mistet sin tro til livet og dets værd, sin respekt for kjærlighedens [sic] og dens væsen. Og måske var det ikke sikkert at han derfor var absolut fordærvet, skjøndt det måtte han vel være. Men hvis det nu var hændt bare én eneste gang, og aldrig mere, hvis han altid siden fortrød det, og græmmede sig over det, og følte byrde og kvide ved det? Hvis du var her nu, vilde jeg kaste mig til dit bryst, og ikke slippe dig, før du sa’e at du havde tilgivet mig. Og vær overbærende og god, når jeg nu beder dig om forladelse, fordi jeg ikke er stærkere end at jeg siger: gjør mig vis på, at det ikke er dig, som er Repholdt. Du ved ikke hvorledes jeg har pint og slidt dette ud af mig selv. Det vil såre og opirre dig, og smerte dig, at du skal nødes til at forsvare dig ligeoverfor mig. Jeg kan tænke mig at det vil virke således på dig at du skriver tilbage: Når du ikke endnu kjender mig bedre end at du trænger en sådan forsikring fra mig, så får det være forbi mellem os to. Men forsøg dog som sagt at være overbærende og snil. Det går mere og mere op for mig hvor ulykkeligt vi er stillet, at vi ikke kan være sammen bestandig siden vi elsker hinanden. Men det er noget sludder at du ikke skulde vilde ha’e mig dernede, sålænge du er ved bladet. Var det ikke fordi det af andre grunde er umuligt, så skulde jeg nok tvinge dig til at gifte dig med mig. Men så måtte jeg jo rigtignok først være sikker på at jeg vilde, at jeg vovede det, og at jeg kunde komme over alt det fæle jeg skrev om sidst, hvad jeg slet ikke er vis på, jeg kan. – Det var rigtig godt du skrev alligevel på søndag, endskjøndt du ikke havde lyst. Hør her Erik, – du må aldrig bryde den aftale, men bestandig skrive på den fastsatte dag. Du ser jeg gjør det; nu f.eks. sidder jeg her istedetfor at få min sædvanlige smule middagssøvn, fordi jeg skal ud kl. 5 og ikke for alt i verden vil opsætte at skrive til imorgen, fordi følgen deraf vilde være at du ikke fik brevet på lørdag. –

Hvis der ikke kommer noget særdeles iveien, så er det min mening at besøge gamle fru Knudtzon i april. Jeg har igjen havt brev fra dem, hvori de beder mig komme, og de siger at i april vilde det være så herligt. I maj skal de til Marienbad, og senere ligger de på landet. Nu har jeg virkelig lyst til at gjøre det en gang. Men jeg er bange for at vi ikke fik se stort til hinanden. Jeg kan ikke tænke mig hvorledes det skulde gå for sig. Hjem til dig i dit logi kom jeg nu ikke under nogen omstændigheder. Selv om det ikke var forbundet med den mindste resiko [sic], gjorde jeg det ikke. Jeg vilde nemlig ikke. Der har hun jo været som er i Tyskland, og der kom ikke jeg. Men bare at være i samme by som dig, var morsomt. Og tænk at træffe dig på gaden! Men du er vel aldrig på gaden, du, som sidder på kontoret. Det var morsomt at du kunde sige så meget godt om mine leiefolk. Jeg tror ikke du har ret i det om Kiellands stil. Ingen har sagt det. Men vi er begge fra Vestlandet og bruger begge udtryk, der er eiendommelige for dette strøg. Der er også et eget fællesskab i sprogtonen mellem Bergensere og Stavangere; det kan være dette du har følt; skjøndt jeg kan jo ikke være så aldeles sikker på det, jeg. Vist er det, at jeg var meget langt fra at tænke på Kielland, eller hans manér, da jeg skrev det. Det med fattigvæsenet har du ret i. Jeg kunde ha’e nævnt det. Men sagen er at jeg har fortalt det netop sådan som det gik til. Den arme kone, der kom til mig og tiggede efter at hun havde udstået sin straf, og som jeg et par gange gik til, berettede mig hele tildragelsen. Familien kom ganske rigtig på Arbeidsanstalten, men først den næste dag. Alle de fattige i Bergen havde en ubegribelig afsky for at komme der, og vilde hellere lide det værste, end søge did. Og sålænge ikke politiet fandt dem kunde de godt blive siddende i prangen. Så blev det jo også snart mørkt, [da de kastedes ud – krysset ut] og så var der en sprinkeldør der lukkede for smuget. Man har også sagt, at ingen kan kastes ud uden der er politi tilstede. Men det var ikke tilfældet her. Folkene lod sig kaste, fordi de var så angst for politiet. Manden havde jo været i straf. De foretrak at gå godvilligt. Hvorledes vilde du være kommen til at dømme om mig hvis du uden at kjende mig havde læst min fortælling, og skulde sluttet efter den? Sig mig det, – jeg er så nysgjerrig. Forkjert vilde det blevet, siger du. Det som du beder mig sige til Garborg, skal jeg nok. Jeg tror det vil glæde ham, og jeg går altid på lur efter at kunne glæde ham. Da jeg takkede ham for anmeldelsen, sa’e han, at han siden han havde skrevet den, hver dag havde gået og spekuleret på at gå op og takke mig, for den, såsom det var samtalen med mig om «Folkefienden», der havde givet ham hans syn på bogen, og ladet ham skrive sådan. Det var fornøieligt, for jeg ved at hvad han siger, det kan han altid stå ved. Og jeg husker vi begyndte med uenighed. Han aldeles begeistret, og jeg netop det modsatte. Jeg forstår ikke det om at kaste broen af bag dig, og at det vel måtte være mig en trøst; men jeg beder dig bare, at du ingen galskaber gjør, for noget galt må det vel være du pønser på, når det skal gå løs på broer og sligt. Jeg synes så udmærket godt om Lies fortælling. Tusind gange bedre end om min. Jeg synes næsten det omtrent er det bedste Lie har gjort. Den prægtige Tobias! Som man tror på ham, og som en får respekt for den iltre kone. Og hvor vi forstår at der bliver prægtige sønner, som kan gå i slagterkompagni med sin far. Og så er den morsom og opmuntrende midt i sin tragik. Jeg får slutte her. Kl. er bleven mange. Skriv nu ikke hårde ord til mig i dit næste brev. Jeg falder dig om halsen og kysser dig mange, mange gange, så at hvis du vil tale vredt til mig, så får du ikke komme til. Kan du huske hvorledes jeg kunde kysse dig, husk på det, så ved du du er min egen Erik og at jeg er din Amalie.