Dato
15 mars 1883

Amalie skriver til Erik om hvordan alle menn går og sikler etter henne. Nå er det John Paulsen som er så motbydelig forelsket, han har gjort seg til venns med broren hennes for å få bedre innpass. Hun hater det. Det har vært et stort kunstnerkarneval, og da var den unge Paulsen helt gal av sjalusi fordi hun danset to danser med en annen og ingen med ham. Hun ville bare slipppe ham. Og Eriks antydninger om at det det kan være nødvendig for menn å ha seksuell kontakt med horer for å bevare sin helse og sunnhet, vil hun ikke høre noe om. Det er motbydelig. Hun skriver: «Idag er det mig, som kommer at volde dig sorg, for noget langt brev får du ikke. Jeg er træt og forkavet og jeg har kun en timestid til min rådighed. Så har jeg også stødt min høire hånd igåraftes på karnevalet, hvor vi var med til et optog og tableauer i vore assyriske hofdragter fra mandag af, således at det gjør ondt at skrive langt. Ja, om karnevalet skulde jeg vel fortalt dig, men det bli'r for meget hvis jeg først begynder. Jeg har vist været ganske forfærdelig deilig, for jeg hører fra alle kanter om det. Gutterne kommer og siger det fra skolen hvor lærere og kamerater har sagt at jeg var den deiligste, pigen kommer med det fra andre folks piger, min broer siger at alle siger det; ikke at tale om hvad jeg selv hører. Det morer mig ikke det ringeste. Det hverken morer eller kjeder mig. Jeg hører på det, på samme måde som jeg vilde høre at man sa'e de havde sét mig i theatret eller på gaden, og at jeg gik med en sort kåbe o.s.v. Kunstnerforeningen har lovet mig en takadresse når alting er over, men det varer endnu hele ugen ud desværre, og hver aften med undtagelse af én, skal vi vise os i vore strålende dragter i tableau og optog e.c.t. Vore dragter, og særlig min og fru Lammers's, der var éns, var nu virkelig pragtfulde, og aldeles i stilen studeret ud efter ninivitiske basreliefer. Vi havde været så stilfærdige fru L. og jeg, og sagt at vi kunde tage de stoffer og farver, der blev tilovers når alle de andre, der sloges om det smukkeste, havde fået sit. Og tænk så gik vi hen og blev ubetinget de skjønnest klædte. Men vor skrædderske gjorde sig nu også særlig flid, for hun havde, som hun sa'e, slået sin elsk på mig, og så fik fru Lammers også godt af det. Det var forresten meget vellykket det hele. Vore kunstnere har ære af hele arrangementet, og ikke mindst, af de to hallers udsmykning med Semiramis’s palads i baggrunden, og alle de aldeles ægte basreliefer på væggene. Man er i sandhed flinkere her oppe hos os, end jeg havde tænkt eller vidst. ()Fru Lammers og jeg har lovet at lade os photografere i vore asyriske [sic] hofdragter, så skal du få et, og så skal du få se, hvor sød og nydelig Mally er. «

Korrekturlest?
Nei
Kilde

Amalie og Erik Skram Bind 1, 1, s 366