Dato
15 mars 1883

Amalie Müller skriver til Erik Skram om hvordan alle menn går og sikler etter henne for tiden. Nå er det John Paulsen som er så motbydelig forelsket, han har gjort seg til venns med broren hennes for å få bedre innpass, kan hun fortelle. Hun hater det. I forbindelse med det store kunstnerkarnevalet som hun er engasjert i har den unge Paulsen vært helt gal av sjalusi fordi hun danset to danser med en annen og ingen med ham. Hun ville bare slipppe ham, skriver hun. Og Eriks antydninger om at det det kan være nødvendig for menn å ha seksuell kontakt med horer for å bevare sin helse og sunnhet, vil hun ikke høre noe om. Det er motbydelig.

Transkripsjon av brevet

Kr.ania 15-3-83.

Idag er det mig, som kommer at volde dig sorg, for noget langt brev får du ikke. Jeg er træt og forkavet og jeg har kun en timestid til min rådighed. Så har jeg også stødt min høire hånd igåraftes på karnevalet, hvor vi var med til et optog og tableauer i vore assyriske hofdragter fra mandag af, således at det gjør ondt at skrive langt. Ja, om karnevalet skulde jeg vel fortalt dig, men det bli’r for meget hvis jeg først begynder. Jeg har vist været ganske forfærdelig deilig, for jeg hører fra alle kanter om det. Gutterne kommer og siger det fra skolen hvor lærere og kamerater har sagt at jeg var den deiligste, pigen kommer med det fra andre folks piger, min broer siger at alle siger det; ikke at tale om hvad jeg selv hører. Det morer mig ikke det ringeste. Det hverken morer eller kjeder mig. Jeg hører på det, på samme måde som jeg vilde høre at man sa’e de havde sét mig i theatret eller på gaden, og at jeg gik med en sort kåbe o.s. v. Kunstnerforeningen har lovet mig en takadresse når alting er over, men det varer endnu hele ugen ud desværre, og hver aften med undtagelse af én, skal vi vise os i vore strålende dragter i tableau og optog e.c.t. Vore dragter, og særlig min og fru Lammers’s, der var éns, var nu virkelig pragtfulde, og aldeles i stilen studeret ud efter ninivitiske basreliefer.Bildet er fjernet. Vi havde været så stilfærdige fru L. og jeg, og sagt at vi kunde tage de stoffer og farver, der blev tilovers når alle de andre, der sloges om det smukkeste, havde fået sit. Og tænk så gik vi hen og blev ubetinget de skjønnest klædte. Men vor skrædderske gjorde sig nu også særlig flid, for hun havde, som hun sa’e, slået sin elsk på mig, og så fik fru Lammers også godt af det. Det var forresten meget vellykket det hele. Vore kunstnere har ære af hele arrangementet, og ikke mindst, af de to hallers udsmykning med Semiramis’s palads i baggrunden, og alle de aldeles ægte basreliefer på væggene. Man er i sandhed flinkere her oppe hos os, end jeg havde tænkt eller vidst. Der er en kraft og en hensynsløshed ligeoverfor hindringer og vanskeligheder og pekuniære umuligheder, som viser nationens store livsfriskhed, det er næsten morsomt at være norsk, tiltrods for at det er den mindste og fattigste nation i verden, omtrent. Og så er man så brav, så beskeden, så lidt fordærvet. Ja, de er patent de norske; indvendig er det de mest dannede, det vil sige, de finest og hæderligst tænkende mennesker, de der ta’er på folk, på kvinder i altfald, med de værdigste forudsætninger, jeg har stødt på; udvendig er mange af dem lidt slampede, men ikke alle; de virkelig fine, dem der er både udvendig og indvendig fine, er finere end alle på jorden, ligeså fine som de fineste englændere. Jeg synes der er lidt forskjel på danske og norske her, men det er vel en tilfældighed. Når jeg tænker på dem af det literaire venstre jeg kjender personlig og af omtale, så er de alle simple, Georg Brandes med, – jeg tænker på Schandorf, Dr.mann, Borchsenius som jeg kjender gjennem andre, han har jo giftet sig med et bæst, som drikker f.eks. Bildet er fjernet. Men så er det jo rigtignok sandt: så er jo du dansk, du deilige, og det opveier jo meget. – Fru Lammers og jeg har lovet at lade os photografere i vore asyriske [sic] hofdragter, så skal du få et, og så skal du få se, hvor sød og nydelig Mally er. – Ja, J.P. er en fusker, det er sikkert. Nu er jeg desuden bleven så dødsens træt af ham, at jeg næsten ikke kan tåle ham. Jeg kan nemlig mærke at han er forelsket i mig, og det gjør ham så modbydelig. Han forsøger at skjule det, for han forstår jo situationen tilbunds, men det vil ikke længer lykkes ham. Det kjedeligste er, at de, der ser ham, når jeg er tilstede, også kan se det. På karnevalet rent prostituerte han sig ved at gå og dilte efter mig, og være skinsyg. Han var formelig uartig, fordi jeg dansede to danser med én person; og ingen med ham. Jeg vilde være fri ham den aften, og gjorde alt for at blive det, hvad han tydeligt så. Så har den ækling forstået at insinuere sig så godt hos min bro’er, og derved har han fået sikrere fodfæste. Og jeg som skulde leve med dig, og elske dig, og være din, så at alverden vidste det, – jeg går her, og bliver beundret og begjæret af alle de andre. Det er ikke til at udholde og det er ikke min skyld; jo mere alvorlig og fraværende jeg er, jo mere, tror jeg, synes man om mig. Men lad mig ikke tale om dette til dig, – det kan jo ikke være hyggeligt at høre på. Men den, der elskede mig, og som jeg også elskede, skulde kunne ta’e mig helt ind til sig, så at jeg blev skjærmet, ikke mod virkelig påtrængenhed, for den kan jeg selv holde borte, men mod alle de øine og øines udtryk, som luften er fuld af. Og desuden, jeg er ikke skikket til at gå og tage min lykke i smulevis, i skjul og mørke, det er så utåleligt. – Og det med «une affaire de santé», kan jeg ikke udholde. Jeg vilde ikke møde dig bagefter, – aldrig i livet; jeg kunde det ikke, fordi jeg vilde lide ved det, og fordi det er min natur imod at kunne det. Jeg siger dig det ligeså ærligt som du skrev til mig, at den tid vistnok kunde komme, at dette vilde spille en rolle. Det var det jeg frygtede, og derfor vilde jeg at du skulde vide besked. Vilde du virkelig sørge, hvis jeg blev «borte» for dig, virkelig alvorlig sørge? Sig mig det. Vilde aldrig den dag komme, at du tænkte det igrunden var en byrde, du var bleven kvit? Er du vis på det? Jeg går bestandig med din brystnål nu; jeg kan ikke være den foruden nogen dag; og så er den så pæn. – – Det tror jeg slet ikke at en norsk vilde blive tålt ved et dansk tidsskrift som sekretær. Og hvor skulde han vide bedre besked om personalia, om skik og brug om sproget o.s. v. end en dansk i samme kasus? Nei du, – det blev ganske vist hip som hap, det. Man skammer sig over at Svendsen er nødt til at ta’e en post dernede hos eder.Bildet er fjernet. Det er det eneste snak jeg har hørt i den anledning. Svensen [sic] selv er bedrøvet over det; han ved på forhånd at han ikke vil trives blandt de danske, og at han får det ondt med alle de intriguer og sligt. Og så skal jeg betro dig, at han slet ikke er skikket for den slags arbeide. Det er ikke der hans evner ligger. Nu skal du få se; skjøndt han er jo så dygtig, at han nok måske kan lære det. Hans frue er en ækel, liden jødetingest, som altid i selskab hænger sig fast i mig, og tvinger mig til at tale engelsk med hende, som hun forresten ikke kan; hun kan overhovedet ikke et sprog i verden; noget modersmål har hun nemlig ikke. Hun sminker sig, og har en løs paryk, og piner sine stygge fødder ind i bitte små parisersko, så hun gier indtrykket af at gå på stylter; og så får hun krampe, strax hun ikke får sin villie og er fæl mod sin mand, og er idethele meget simpel. Nu ved du det. – Jeg er meget sørgmodig, men jeg elsker dig, og jeg vil mødes med dig endnu en gang, for at være din. Den salighed vil jeg ta’e med, men så siger jeg dig måske farvel for altid.

Din Amalie.

Avsender
Mottaker
Sendt fra sted
Sendt til sted
Kilde

Garton, J. (Ed.) (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883 (Vol. 1). Oslo: Gyldendal.

https://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1883jan-jun