Erik Skram hjelper Amalie Müller med artikkelen om Bjørnsons Over Ævne

Amalie har fått Eriks brev med forsøket på å redigere hennes artikkel om Bjørnsons Over Ævne I. Hun er slett ikke fornærmet over hans kritikk. Hun har vært sammen med Christiania Krohg og Frits Thaulow i selskapslivet i det siste. Hun skriver: «Kl. er 2 nat min elskede; jeg er netop kommen hjem fra en selskabelig sammenkomst hos kunstnerne i et stort offentligt lokale. Der var nokså morsomt, men ikke at ligne med igår hos «Fram»,den unge liberale studenterforening, hvor kunstnerne havde møde og holdt diskussion som Fritz indledede med et tyndt, spredt, åndfuldt ja, à la Numa Roumestan foredrag, der greb tilslut, fordi det, skjøndt lidt reklamemæssigt, dog var ganske treffende. Så kom Chr. Krogh, som var brilliant, og så en del andre, og så kom der punscheboller og lange smale borde, og da var der en moro, og en stemning og en given tilbedste af fortællinger og andet, som var virkelig kunst helt igjennem. Husk endelig på at jeg engang mundtligt fortæller dig om dette; det er noget rent mærkeligt dette lille «Fram»,- om du havde været med, du vilde være grebet af den evne til at samle sig, præstere, skabe liv og glæde - siden jeg var barn har jeg ikke havt en sådan aften. Men jeg sad hele tiden og tænkte: Ak om Erik havde været med! Da jeg så kom hjem, fandt jeg dit brev fra mandag, nu kommer brevene igjen om aftenen - og blev naturligvis henrykt ved at se det. - Ja stryg du bare af mit skriveri, hvad du vil. Jeg ønsker inderlig at jeg havde været hos dig nu for at få se hvad du mente med dette at gjennemarbeide min artikkel. Du kan tro, jeg skal lade dig lære mig alt hvad du kan lære mig på dette område. Aldrig skal du have havt en lærvilligere, lydigere og mere beskeden elev. Det er kun når du udtaler noget, som viser at vi tænker modsat, at vi mangler muligheden for en virkelig forståelse,- det er da, at jeg steiler. Det gjør mig så rasende ondt, det stikker og slider i mig, og smerte er jeg så forhadt på,- jeg kan ikke fordrage at føle nogenslags pine,- jeg blier straks utålmodig og vil slå eller tie den fra mig. Siden jeg har havt anledning til at vise dig mit ilske i vore disputter, tror jeg det vil overraske dig at se hvor uhyre medgjørlig jeg vil være, når du klandrer mit arbeide, vil vise mig feilene der og hjælpe mig til at gjøre det bedre. For jeg elsker ikke mit arbeide,- det vil sige, jeg elsker at arbeide, men alt hvad jeg får færdigt, vilde jeg med glæde på ny styrte mig over, og rive istykker for at gjøre det om og få det rigtigere, når der blot var en, som pegte på feilene og sa'e: så og så skal det være. Det er mine meninger, ja det vil sige mine livsens grundmeninger jeg elsker, dem jeg ikke kan røre ved, uden at hele min åndelige habitus falder overende. - Men hvorfor kan det ikke komme i det første hæfte, i det for januar?»