Amalie Skrams fortelling Karens Jul blir trykt i danske Politiken

Amalie Skrams fortelling «Karens jul» utkommer i julenummeret av den danske avisen Politikken. Fortellingen utspiller seg i havneområdet i Kristiania, og er en dyster og bitende beretning om en fattig, ugift mor og barnet hennes, og deres forferdelige skjebe som ofre for fattigdom, dumskap og hjelpeløshet.

Hovedpersonen Karen blir funnet i et ferjemannshus i Kristiania av en politimann. Hun har nettopp født et barn, og har søkt tilflukt for kulden i huset fordi Madam Olsen, hennes arbeidsgiver og beskytter, har reist bort og ligger syk på landet.

Karen overtaler politimannen til å la henne få bo i huset i tre dager til, selv om han helst mener at hun burde melde seg til fattigvesenet. Etter at de tre dagene har gått, finner politimannen Karen og barnet ihjelfrosset.

Den første arbeidsdagen etter julefeiren blir skuret revet for at «det ikke skal være tilholdssted for «alskens løsgjengere.»

Fortellingen kommer til å vekke forargelse for sin dystre grovhet. Men det er nettopp dette Amalie vil: Å skrive grovt og på en slik måte at sannheten om elendigheten kommer frem.

Fortellingen begynner slik:

"Paa en af Dampskibskajerne i Kristiania laa der for en Del Aar siden et graamalet Træhus med fladt Tag, uden Skorsten, omtrent 4 Alen langt og lidt kortere paa den anden Led. I begge Tværvæggene var der et lidet Vindue, det ene lige overfor det andet. Døren vendte mod Søsiden og kunde lukkes baade indvendig og udvendig med Jernkroge, der blev hægtet fast i Kramper af samme Metal.Hytten var oprindelig bleven opført til Færgemændene, for at de skulde have Tag over Hodet i Regnvejr og i Vinterkulden, naar de sad og drev og vented paa, at nogen skulde komme og forlange Baad. Senere, da Smaadamperne mere og mere slugte Trafiken, var Færgemændene trukket andet Steds hen. Saa blev Huset kun benyttet lejlighedsvis af hvem det kunde falde sig. De sidste, som havde gjort Brug af det, var nogle Stenarbejdere, naar de holdt sine Maaltider to ad Gangen, da de en Sommer reparerte paa Kajstykket i Nærheden.Siden var der ingen, som tog Notits af den gamle, lille Rønne. Den blev staaende, hvor den stod, fordi Havnevæsenet ikke fik det Indfald at ta den bort, og fordi ingen indgik med Klage over, at den stod i Vejen for nogen eller noget.Saa var det en Vinternat i December Maaned hen under Jul. Det drev saa smaatt med Sne, men den smelted, mens den faldt, og gjorde den klæbrige Mølje paa Kajens Brostene alt vaadere og federe. Paa Gaslygterne og Dampkranerne laa Sneen som et graalighvidt, fintfrynset Overtræk, og kom man tæt ned til Skibene, kunde man skimte gjennem Mørket, at den hang i Riggen som Guirlander mellem Masterne. I den mørkegraa, disige Luft, fik Gasflammerne i Lygterne en skidden, brandgul Glans, mens Skibslanternerne lyste med et grumset-rødt Skin. Af og til skar den knaldende Lyd fra Skibsklokkerne med et brutalt Gnelder gjennem den fugtige Atmosfære, naar Vagten om Bord slog Glas til Afløsning. (...)"