Amalies roman Sjur Gabriel utkommer hos Salomonsen i København. Handlingen i romanen foregår i løpet av 7-8 år av ekteparet Oline og Sjur Gabriels liv. Da har Sjur Gabriel gått fra å være en seig, gudfryktig og arbeidsom fisker og småbonde utenfor Bergen til å bli en som har gitt opp seg selv, familien sin, gården og alt annet.
Romanen begynner slik:
" I Hellen en halv Mil nordenfor Bergen, regnet efter gammeldags Længdemaal, levede for omtrent 60 Aar siden en Bondemand ved Navn Sjur Gabriel.Gaarden han ejed var saa ussel at se til, at den mest ligned en Udmark, og Huset han bodde i ikke større end en Pladshytte.Han hadde foruden Kone og fem Børn ogsaa fire Kjør, syv Smaler og en Gris at forsørge.Gaarden hed Hellemyren, og det Navn var der Mening i. Stenknauser og Myrmark var det altsammen med de svarte, nakne Fjællene og den mørkegrønne Sjø til Indhegning.Som Bierhverv drev han paa med at fiske. Ofte laa han ude om Nætterne i den lille, tjærede Færingsbaad med en af de største Gutter, der var i ni, ti Aars Alderen, mest i Regnvejr, for da gav Fisken bedst Bid. Saa rodde han ud paa Morgenen den halve Mil ind til Byen, hvor han solgte Fangsten for et par Orts Penger. Fisken var billig den Tid. Paler og Stortosk stod i en Pris fra fire til ti Skilling Stykket.Konen Oline laa paa Barselseng omtrent en Gang om Aaret. Efter lidt over tolv Aars Ægteskab havde hun født ni Børn til Verden. De fire sidste var døde, og saaledes gik det til, at hendes yngste, Smaa-Adna, som hun kaldtes, var fem og et halvt Aar gammel.I denne Tid, da hun altsaa intet Barn havde ved Brystet, fulgte hun undertiden med, naar Manden fiskede. Hun var saa heldig med at faa Bid, og dertil saa dygtig til at ro som nogen Kar, uagtet hendes Krop var liden og spinkel som en femtenaars Jentes."
Oline er fra starten av romanen periodedranker, og hun blir med mannen sin på bytur for å selge fisk -- og skaffe brennevin. Sjura Gabriel har ikke annet valg enn å ta henne med til Bergen, for han trenger henne til å ro.
Men Oline er også et lidende menneske med livsprosjekter som har gått i grus, og med tanker om hvorfor hennes skjebne er blitt som den er blitt.Ved slutten av romanen er hun blitt avstumpet så nesten alt menneskelig ved henne har forsvunnet, hun er nesten blitt som et dyr. Hennes ulykke er, ifølge henne selv, at hun skulle ha vært gift med en annen, en ungdomskjæreste som var som en prins, og som kunne ha tatt henne hvor som helst. Kanskje til paradis.
Det er disse to skikkelsene som gjennom sitt ulykkelige samliv skal bli utgangspunktet for det ulykkelige Hellemyrsfolket. Det er en slekt som har svært mange likhetstrekk med Amalies egen slekt.
Amalie er svært opptatt av tanken om arvesynden; at fedrenes (og mødrenes) synder nedarves på barna.
Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal. s 477
og
Skram, A. (1924). Samlede verker : 3 : Hellemyrsfolket I-III (3. utg. ed. Vol. 3). Kristiania: Gyldendalske Bokhandel