Amalie Skram er i elendig form på grunn av dårlige anmeldelser

Amalie har med Småen til Esrom, der hun forsøker å skrive. Hun er sliten og nervøs og lettskremt. En dårlig anmeldelse av boken Kærlighed i Syd og Nord, som inneholder Knut Tandberg, Bøn og Anfægtelse og Fru Ines, behandles grundig og ikke uten anerkjennelse av anmeldeleren Vedel, som sammenlikner henne med George Sand og fru Gyllebourg.

I samme anmeldelse behandles de siste bøkene til hennes venner Kielland og Schandorph. Anmelderen er ikke enig i at Amalies skrivemåte er mannlig, slik det ofte er blitt hevdet, men mener tvert i mot at den er svært kvinnelig, om enn kraftfull. Han beskriver den på denne måten:

"Læser man i Fru S.’s sidste Novellesamling de to Fortællinger: „Bøn og Anfægtelse" og „Knut Tandberg", da mærkes det lige straks, at dette er ikke Opspind, ikke Underholdningsleg. Stemmen, her taler til én, har en saa vederhæftig Klang, den Haand, der lægger sig om vor, et saa bydende Tag, at man maa høre og følge. Hvor det dog er velgørende midt blandt alle de Overflade-Talenter, som den københavnske Luft frembringer, at møde et Forfatterskab, der tager saa tungt paa Tingene, tager sig Livet saa nær! Fortællingens Tone gaar os saa lige paa Livet; Scener og Begivenheder træde saa tydelig imod os, Stemmerne og Samtalen lyder os i Øret. Bogens Ord omfatte ikke, hvad der skal skildres, med Beskrivelser, - som en Slangekrop kvælende snor sig om Byttet; ikke heller springe de frem og fra, for fra alle Kanter at komme deres Bytte til Livs; nej! de fremkalde Indtrykket af en Metalplade, der staar rolig og lader Virkelighedens Billeder og Stemmer ætse sig ind, og som derefter trofast og uudslettelig bevarer dem saa sikkert og tydelig. Fru Skrams Fortællen har den Vished, som overbeviser. Og her er ikke Tale om Ufølsomhed, tvært imod! Livets Alvor har trykket Forf. Pennen i Haanden, og man mærker Haanden hvile tungt og fast paa Papiret, om end den kun sjælden dirrer af Bevægelse. Man gætter sig til et friskt og tungt Sind, som har levet Livet ærligt og stærkt igennem, ofte oprørt fra Grunden, omtumlet paa alle Have trods nogen helbefaren, og som nu bøjer sig over Menneskeskæbner med dens Interesse ogForstaaelse, der selv har prøvet.»

Anmelderen avslutter slik: «Jeg begyndte med at sige, at Amalie Skram set fra én Side er i Slægt med George Sand og Fru Gyllembourg. Men hvad man ikke finder i hendes Digtning, er hines Forherligelse af fin Sjælskultur og moralsk Skønhed - og saa deres aandfulde Idérigdom. Fru Skrams Forfatterskab lyser ikke af nye Ideer».

Denne anmeldelsen setter Amalie helt ut. Hun mener det hun skriver er verdiløst. Hun bestemmer seg for å oppgi forfatterskapet sitt. Erik er i Stockholm.

Hun skriver til ham:

«Hans udtalelser og værdsættelse af mit arme forfatterskab, bragte en så overvældende masse tanker og betragtninger til mig, at jeg blev årvågen og straks skjønte at min dejlige nattesøvn var gåt fløjten. Det blev kun altfor sandt. Kl. ½12 tog jeg et antifebrinsk, kl. ½2 et til, uden spor af anden virkning end en frygtelig susen og dundren for ørene og en fæl stramming i huden oppe over hjærnen. Der lå jeg og havde det meget ondt. Det havde allerede længe lynet småt men uden torden og jeg brød mig ikke stort om det, men kl. ½3 blev det et aldeles forfærdeligt uvejr. Jeg kunde ikke holde ud de græsselige lyn der gjorde mit lampelys til intet, men måtte stå op og meget mod min vilje vække Kristine som sov sødelig. Det blev værre og værre; slag i slag kom lynene og det tordnede ganske bra, skjøndt langtfra som i Jægerspris den gang. Kl. ½5 var imidlertid alle i huset på benene, gamle Bech gik ude på landevejen med opslåt paraplui, og hele kropersonalet og jeg sad forsamlet i skjænkestuen taus og stille. Kl. 6 var det forbi; vi fik kaffe og jeg gik tilkøjs, men uden at få et sekunds blund. Kl. 9 baded jeg småen, der havde sovet uforstyrret natten igjennem gik atter i seng, fordi jeg umulig kunde holde mig oppe, men fik naturligvis atter igjen ikke spor af søvn. Så stod jeg op kl. 1 og nu sidder jeg og skriver. Det dundrer og suser lige godt for mine ører og oppe i issen gjør det ondt. Men så har jeg heller ikke sovet et sekund i hele nat, så underligt er det ikke.»