Edvard Munch skriver til sin venn Emmanuel Goldstein, poeten fra København, som han levde sammen med i St. Cloud i tiden da Edvards far døde. Han trøster Goldstein, som ikke finner noen gjenklang for diktene sine hos publikum.
Det skal han bare være glad for, mener Munch. Det betyr at han er langt forut for sin tid. Men han skal vite at her i Kristiania, hvor Edvard befinner seg nå, er det mange som forstår ham, unge folk som venter på nye nytt fra hans hånd. Han som er økonomisk uavhengig burde satse på å sende ut noe nytt.
Munch fortsetter: «Jeg er nu atter oppe i det rare Kristiania - med sine rare bohemekvinder - der lokker en, og får selv en gammel prøvet gentelman som mig til at drømme om evig kjærlighed.
Det er aligevel en rar nybyggerby by dette Kristiania - alting i gjær - al{ }t søgende sin form. Jæger udgir Kristianiabohemen renset for styghederne - det blir vist en god spekulation.
Nu begynner jeg at bli lidt kje af alle disse mennesker der skriver sit liv.
Man går i stadi angest for at blive drad op i syvende etage og der blive forestillet for et liv på 2000 sider
- Her findes snart ikke en { }mand der ikke har skrevet op alt sit livs roman. Har du ophørt at tænke på vor plan {om}- { }at udgi et lidet literært - kunstnerisk skrift -
Her er mange der kunde gi bidrag - Mulig du vilde sætte noen penger i foretagendet -»
Kristiania
Edvard Munchs tekster. Digitalt arkiv Munchmuseet