Gustav Vigeland og skriver i notatboken sin om hvordan livet er en serie overganger. Han savner kjæresten i Kristiania og innleder et lidenskapelig forhold til en finsk kvinne.

Gustav Vigeland har kommet seg til Firenze fra Berlin. Han skriver i sin notisbok:

«Overgangstid, ja. Det kalder vi hver Dag i vort liv. Der er altid en Del av os som pines, som vi søger at læge. Og er det Sted lægt faar vi Øie på et Andet Saar – det er egentlig denne Tro paa Overgangstiden, som holder Liv i En – og som betinger al Udvikling. Hele Livet er en Samling av Overgange, mangfoldige smaa og en eneste stor som rækker fra Vuggen til Graven.»

Han savner sin Laura, som er tilbake i Kristiania, og som han også kaller Bibbi. Han skriver til henne om hvordan han skulle hatt henne der hos seg: Han skulle ha båret henne rundt og vist henne mange vakre steder som hun aldri har hatt anelse om. Det er Bibbi han vil ha, bare henne. Og hun må love å være trofast mot ham.

Han er lei for at han ikke kan sende henne penger med det samme, men han har kjøpt hals- og armbånd av lyserøde koraller til henne, og med de bestillingene han har fått i de siste, forespeiler han henne lysere dager når han kommer hjem.

I Firenze innleder han imidlertid et forhold til den finske kunstneren Elin Danielson, som er åtte år eldre enn ham. Det skal komme til å bli svært lidenskapelig mellom dem.