Amalie Müller er forvirret over motstridende følelser for Erik Skram i København

Kr.ania 5-10-82.

Du vilde svare på mit sidste brev skrev du. Der er ikke kommet noget endnu, så har du kanske opgivet det, og er ment på ikke mere at skrive. Det er naturligvis det bedste, men hvor det gjør ondt. Hvor jeg er forfærdelig ulykkelig over at ha’e truffet dig og fået at merke at jeg dog, trods alt, er den samme lov undergivet som de andre. Men det var uret af dig at du skrev til mig dengang fra Gjøvik; havde du ikke gjort det, så var det hele døet bort indeni mig, og jeg vilde nu siddet her som et glad og roligt menneske, som den jeg var, og har været så længe. For jeg skal sige dig, – du følte ingen kjærlighed til mig dengang, – det var bare din forfængelighed som drev dig mod mig, fordi det havde vakt din interesse og nysgjerrighed at se mig sidde der og vånde mig som en såret. Men du skulde nok være kommen til at elske mig, hvis vi havde kunnet være sammen, – det er jeg vis på. Dog, nu er det setlet alt det der mellem os, og derfor ikke til at tale om. Men nu skal du vide, at jeg har lidt græsseligt ved denne historie. Tiltrods for min pessimisme har den gået mig gjennem sjælen, så at jeg er vågnet om nætterne og ikke har kunnet huske hvad det var, som gjorde ondt. Du taler om smerte som du ikke «kunde ha’e blottet». Og tror du kanske, at jeg har blottet min. Nu er jeg ligeså kjæk og flink til at lide, uden at klage, som nogen mand. Og jeg kan tage maske på, og være munter og ligegyldig, som du ser jeg har været i mine breve. Men nu er det værre at leve end nogensinde før. Du siger du er langsom; men nu har jeg lært, at det er mig, som er langsom. Så meget i dit første brev har jeg først nu forstået rigtig, – ja nok forstået, – men ikke følt det som en sandhed for mig. F.e.x. det deilige du skrev om at to ærlige mennesker kunne elske hinanden rene. Ja, det ved jeg nu, men det er ikke os to, som skal gjøre det. Og nu ved jeg også at jeg aldrig, aldrig skal komme til at elske mig således ren, for der er ikke mere end én på jorden i hvert menneskeliv som passer for et menneske. Og så passer du alligevel ikke. Jeg ved at du nu er bleven færdig med mig, har fået forstand på, at jeg ikke var den du troede e.c.t. Derfor skriver jeg således iaften, fordi det letter mig i min forpinthed. Men jeg vil ikke ha’e det anderledes. Det må være som det nu er. Men skriv bare én næste gang at du ikke er vred på mig, ikke tænker uvenlige tanker om mig, ikke betragter mig som et væsen der er hjærteløst og ondt. –

Dit ene billede er kommen bort for mig; det er det peneste, der hvor du ser så yndig og fornydelig ud, og nu må du give mig et istedet. Hører du! Vær nu ikke barnagtig og sig nei. Jeg må, må ha’e det billede. Men tag nu ikke feil og send det gale. Du ved der er to fra Hansen; det ene en liden, bitte smule mindre en face end det andet. Det er det mindst enface jeg har mistet. Og det er det jeg holdt mest af og altid så længst på. Er det ikke komisk at jeg skulde miste det første gang jeg af vanvare slap det op af min skuffe. Nu skal du høre. Jeg fik bogen fra Drachmann den nye, og hans portrait med nogle venlige ord, samme dag som vi skulde ha’e en liden sen middag på 12 stykker. Så tog jeg dit billede frem og holdt det ved siden af Drachmanns for at glæde mig over, hvor meget sødere og penere og kjækkere dit ansigt var end hans. I det samme kom der nogen og kaldte på mig fra kjøkkenet; jeg lagde begge portraitter fra mig inde i hans bog, tænkte at gjemme dit bort igjen, men glemte det hele. Så efter kaffen skulde jeg læse «Puppe o.s. v.» høit, ingen kjendte den endnu, og så faldt både du og Drachmann ud. Nini tog dem begge op. Jeg sa’e ganske rolig at jeg havde fået begge portraitter. De gik rundt gamle fru Thaulow og do. Sars beundrede mest dit, men da gjæsterne var gået, var dit portrait ikke til at finde. Jeg har søgt ustanseligt siden, men forgjæves. Nu må du endelig være sød og sende mig det strax, for jeg kan ikke leve uden det.

Begge dine bøger har jeg læst. Det er utroligt at den første er en debut. Den står jo i ét og alt især fra formens side, på høiden med det bedste der er kommen ud. Og at kalde den bog uanstændig, – det er jo en ren latterlighed. Den er jo så ren og uskyldig! Men Marie har du vist idealiseret; jeg tænker at hun har været et rigtigt bæst, jeg, – ikke så slem som Soffi dog, eller iallefald på en anden måde, men hun har vist ikke været bra. Og sig mig så en ting: hvorfor er du ikke gift med Julie?, – er det hende du «har elsket og lidt» for? Nei, – det er jo umuligt, at hun skulde sagt nei til dig, men hvorfor er du så ikke gift med hende? Julie er en af de bedst gjorte og korrektest holdte kvindeskikkelser jeg har sét på prent, og så er hun så helt igjennem skjøn; det er en nydelse at kjende hende. Og så som dialogen falder der; bare den replik: «men de kyssede mig jo» er uforlignelig, og så lig dig. Og samtalen mellem Julie og Krog, da de taler om Soffi, hvor er den brilliant gjort. Og så er bogen helt igjennem spændende. Men du må da gå hen og skrive noget nyt. Jeg tror du er splinter gal, som ikke gjør det. En mand som dig, der har skrevet to af de bedste bøger som Danmarks nye skole eier, gi’e sig til at tie stille, og være aldeles ufrugtbar. Der er ikke mening skabt i at være redaktør, når man er digter, og det en førsterangs. Ja, for det kan ingen nægte der forstår sig på bøger. Og det nægter heller ingen. Men det er bare de fineste kjendere, som ved hvor høit dine to bøger rangerer, – det var Poulsen og jeg enig i. Han talte forleden en hel del om dig. Jeg sad ganske stille med nedslagne øine, og nød hvad han sa’e, for det var så godt, og han var venlig nok til at fortælle og blive ved, uden at jeg spurgte et éneste spørgsmål. Jeg kunde gjerne være falden ham om halsen for det. Krog havde slet ikke tænkt på Julie, hvis hun ikke havde tvunget ham dertil. Langtifra! Således var det også med dig, – for du gik vist med en rest af din gamle kjærlighed i dit hjærte da du så mig, og så er der jo desuden hende, den anden. Men lad os være venner, lad os endelig det! Kan ikke det gå an, tror du? Svar mig nu.

Endnu Gertrude stod i en så strålende erindring for mig, blev jeg ikke spor af skuffet ved at læse den engang til. Jeg har tærsket den to gange igjennem fra perm til perm, og jeg har nydt den rigtig grundigt. Sig mig, er ikke Gertrude og Marie samme person på forskjellige stadier af sit liv? Nei, hvor Gertrude er yndig, helt igjennem, og så sandfærdig som hun er, jeg mener psychologisk. Hvor kan du dog lave så vellykkede unge piger fra? Ingen forfatter kan måle sig her med dig! Du kjender dem så forbausende vel; du ved nøiagtigt hvorledes de tænker, hvad de siger og føler i givne situationer, – jeg har aldrig i mit liv sét magen. Hvad jeg ikke synes om i Gertrude, det er at alt det skal arrangeres og klargjøres ved denne lange samtale, (Emma og doktoren) først mellem hende og Feddersen og så mellem hende og manden. Den hele dialog vrimler af brilliante ting, er lutter perler kan jeg næsten sige, men det virker pinligt og uheldigt, og der må på en eller anden måde være en feil derved. Endnu står det ikke klart for mig, hvori det stikker, men der må være noget galskab i det, for det virker som sagt pinligt. Men det er også det alleréneste jeg har at udsætte på bogen, nei, hvor den er god og rigtig, og hvor sproget og formen er «first class». Men hvorfor siger doktorfruen til sin mand at Feddersen burde vidst i forveien hvorledes Gertrude vilde være i en vis bestemt retning? Mener du at han skulde forført hende uden de blev gift, eller prøvet på det? Nei, det er jo umuligt! Å der var så meget jeg vilde spurgt dig om, tusinde ting både fra bøgerne og fra mig selv, men det er for besværligt, og nu har jeg desuden ikke hørt fra dig på så længe, og jeg kan jo ikke vide om du er vred på mig, eller ei. Jeg er virkelig så bange, jeg. Tænk om jeg kunde fået talt en time med dig, bare for at få forklaret dig altsammen. Men så var jeg vel kommen til at tie igjen.

Din Amalie Müller.