Amalie Müller er i tungt stemningsleie når hun tenker på Erik og det som er i ferd med å spille sesg ut mellom dem. Men hun har fått brev fra Eriks mor, og det har gjort henne glad.
Brev 143.
Kr.ania 28de/om aftenen. [september 1883]
Min kjæreste ven, jeg har ventet med at skrive – mandag var det jeg fik dit brev – fordi det slet ikke gjorde mig glad, det brev. Du skjænder og er misfornøiet og lidt spodsk, og så er der en ytring som synes mig noget nær fornærmelig. Jeg gik og stundede efter det næste jeg skulde få fra dig, for så tænkte jeg, vilde hint indtryk forsvinde. Iaften er det kommet, men det har gjort mig meget melankolsk. Det er som om glæden ved din kjærlighed er ganske borte; der slår mig som et gufs imøde af noget jeg ikke kan, eller ikke vover at finde navn på. Bare jeg vidste hvad det bundede i; men det kan jeg på denne lange afstand ikke se. Jeg kan tænke mig to ting: enten har jeg såret og stødt dig ved et af mine breve, mig selv aldeles uafvidende, eller også er det vort forestående giftermål, som piner dig. Det må du endelig sige mig, min ven. Vær ikke et sekund bange for at jeg skal misforstå dine motiver. Du kan tale ud til mig om dette, som var det din mor, der havde bedt om din fortrolighed fordi hun vidste du havde fuld tillid til hende. Du har altid været ærlig imod mig, og du er til syvende og sidst ikke kommen tilkort dermed; lad nu intet afholde dig fra atter at være det; det modsatte, ved du, vilde hævne sig svarligen.
– – Jeg fik et sødt, elskeligt brev fra din mor;[i] det gjorde mig så lykkelig og glad; jeg skrev straks tilbage så godt jeg kunde; men mit blev så dumt og fladt i sammenligning med hendes. – Jeg kan ikke skrive mere; jeg sidder med en trang til at græde som jeg må give efter for. Hvad kan det nytte, sålænge jeg ikke har følelsen af at ligge tæt ind til dit hjærte, og det har jeg ikke nu. – Du, jeg har fået lyst til at opsætte min reise til Kjøbhvn, til engang i nyåret. Det vil af mange grunde blive bedre og rigtigere; da ved vi jo bedre besked om meget af det, der nu står skræmmende i alfald for dig, og derigjennem også for mig. – Du må ikke være sint på mig, men jeg kan ikke mere. Godnat min elskede.
Din Amalie
*
[i] brev fra din mor: Brevet finnes ikke i samlingene.
Garton, J. (Ed.) (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883 (Vol. 1). Oslo: Gyldendal.