Amalie Müller sender Erik Skram et brev om hvordan de to kan få i stand et møte uten at noen oppdager det

Brev 120.

[?/7/83][i]

Der kommer folk til mig i hele dag sågodtsom – ja det vil sige, før kl 8 aften omtrent, kan jeg vist neppe blive at få fat på for dig. Jeg fik en billet fra en af min broers svogre fra Kristiansand,[ii] at han var kommen til byen sent igåraftes, og så gjerne vilde høre lidt om det fra Ems, om jeg derfor kunde være hjemme og ta'e imod ham idag kl. 2. Han reiser allerede iaften. Og kl 4 præcis kommer skifteretten for at efterse min broders papirer, og ordne en del med boet. Der må jeg være tilstede. Og fra Nikolaj Prebensen fik jeg bud at han først kl. 7 iaften kunde komme op og tale med mig, istedetfor kl. 11 fmd. som han igår havde sagt. Så må jeg desværre give afkald på at se min elskede i hele dag. Jeg må til byen iformiddag i et par nødvendige ærinder. Kan du ikke se efter mig udenfor hotellet kl 1/4 før 12. Jeg kommer Rosenkrantzgaden. Det går godt an at du tiltaler mig, og går opover gaden et stykke med mig, så kan vi aftale for aftenen. Får nu de andre fat på dig, så er jeg vis på jeg slet ikke får kysse dig i hele dag, og det er ikke til at udholde. Jeg svider i øinene af for lidt søvn og føler mig som et dygtigt forlevet menneske. Jeg kunde desværre ikke sove længere end til 10 minutter over 7; det er ikke stort mere end to timers søvn jeg har havt inat. Men jeg klarer mig nok. Jeg venter ikke svar på dette, men håber at se dig på gaden.

Din Amalie

[i] [?/7/83]: Brev 120-122 er udatert. De ble nok skrevet sommeren 1883, da Erik var sammen med Amalie i Norge, men det er umulig å fastslå nøyaktig tidspunkt. Etter innholdet å dømme ble dette brevet skrevet i Kristiania like etter at Amalie var kommet tilbake fra Ems.

[ii] en af min broers svogre: Foruten Nicolai hadde Wilhelm tre svogre: Doreus, Jacob og Thorvald.