Amalie Skram har ankommet Kristiania og skriver hjem til sin mann Erik Skram om teaterplaner og stipendsøknad i den norske hovedstaden

Dato

9 april 1889

I dette livlige brevet skriver Amalie Skram til sin ektemann Erik Skram kort tid etter sin ankomst til Kristiania. Hun gir en fargerik skildring av sjøreisen fra København, med detaljerte beskrivelser av sine medpassasjerer og opplevelser om bord. Brevet fanger Amalies spontane beslutning om å forlenge sitt opphold i den norske hovedstaden, motivert av muligheten til å overvære teaterforestillinger og skrive en anmeldelse for avisen Politiken. Gjennom hennes levende fortelling får vi et innblikk i både de praktiske og emosjonelle aspektene ved hennes reise og uventede planer.

Transkripsjon av brevet

Kristiania, tirsdag 9de april [1889]

Her sidder jeg nu, min kjæreste, elskede, snilleste ven ifærd med at skrive til Dig, skjøndt blækket er værre end skidtvand. Det er bedst at begynde med begyndelsen. Vi kom altså afsted som Du ved i det dejligste vejr, som holdt sig hele tiden med så smult vande, som om vi havde sejlet på søen nedenfor vore vinduer. Af passagerer fandtes der kun et armt fruentimmer, som var bleven sendt hjem til Xania på fattigvæsenets bekostning til dæksplads, men kapt. var så snil at la hende bli på anden plads. Hun sad og skjivred og frøs i sine usselige klær, med en liden papirbyldt i hånden som var al hendes bagage. Hun var netop kommet ud fra St Josefs hospital, og var uden eksistencemidler. Så var der 3 tyske handelsrejsende, beskedne og skikkelige folk, som henad aften spilled og sang, med kastagnetter og sligt efter først at ha spurgt om jeg havde noget imod det. Og så var kaptejnen overmåde elskværdig som alle kaptejner er. Desforuden var der to norske hestehandlere, som kasted sin elsk på mig – gudskelov de rejste på dæksplads – og ikke lod af at snakke med mig såsnart jeg kom på dækket, hvor jeg forøvrigt var den meste tid. Da de hørte, jeg var fra Bergen skvat de til og sa på en gang: «Det er marjarligt[?] langt vække»! Gud ved hvorfor altid den slags folk slutter sig til mig med en aldeles rørende fortrolighed. Disse her havde jeg nu ikke sét på, langt mindre tænkt på at tiltale, for jeg gik i egne tanker frem og tilbage, tilbage og frem og tænkte på hvor god og elskelig Du var og på hvor uhyre meget jeg skyldte denne Din godhed og elskelighed, ja, for Du er så god at Du tvinger en til at bli god, selv om en har vært nokså meget på veje til at bli ond. Velsignede menneske. Kl. 2 spiste vi middag og da havde jeg endnu ikke vært fra dækket. Maden var forfærdelig fin – suppe, lax, forloren skildpadde, oksesteg som var god med gemüse, prinsessebudding, ost smør, dessert. Gud ved hvad alt dette koster tænkte jeg med skræk og idag så jeg at det kosted 3 kr. Så tog jeg mig en lur, fik lov hos jomfruen at ryge i mit lukaf som var prægtigt gik så atter på dækket fra ½ 6 til 8 uafbrudt, spiste aftens, læste i bogen, jeg fik med til ½ 11 og gik så tilkøjs, hvor jeg sov som en sten med morsomme drømme i ét kjør til kl. 8. Stod op og var færdig kl. 10 og indved toldboden 1 kvart før 11.

Gunnar Hejberg kom ombord og hented mig, hvilket var svært pent af ham – Du ved jeg havde skrevet et brevkort til ham og sagt at jeg rejste. Han tog sig af tøjet mit og fik det på jernbanestationen, men på vejen opover snakked vi frem og tilbage om at jeg burde se fru Didi og skrive en god korrespondance til Politiken om hendes spil – imorgen går En forlovelse og Kammerater, og efter nogen betænkning beslutted jeg at bli, ja, ikke straks, først var jeg oppe hos moderen og hos redaktør Thomsen, som jeg vilde opsøge om stipendiet, og som gav mig nogle særdeles nyttige vink og råd med hensyn til dem jeg skulde be om anbefaling o.s. v.; det skal så gjøres imorgen. Iaften (Galeotto) går jeg i teatret. G.H. har skaffet billet og imorgen ligeså. Så skriver jeg straks et brev til Politiken. Meld det kanske der, men sig at jeg vil ha mere for det end for den artikel om frk. Parelius. Jeg skrev straks et brevkort til Ludvig og sa at jeg først kom iovermorgen; han får det samtidig med det tog som jeg skulde vært kommen med for toget går først 1 kvart før 4. Nu er den 3. Bare Du nu ikke synes at dette er galt af mig. Jeg er så bange for det. Men når jeg ikke har Dig at spørge så må jeg jo handle på egen hånd, og det er så lejt. Der går jo nogle flere penger med men så kan jeg vel få det brev ind i Politiken og så er det det med stipendiet. Billetten ombord kosted omtrent 49 kr, så det var jo en streg i regningen. Thomsen havde bylder i ansigtet og var syg, men dog elskværdig nok til at ta imod mig. Farvel min søde elskede! Hils gutterne meget.