Amalie Skram har kommet til Kongsberg, hvor hun har flyttet inn hos sin bror Ludvig Alver. Hun forteller sin mann Erik Skram om hektiske dager i Kristiania.

Kongsberg 15de april 89.

Tak for dine to søde kjære breve, min egen snille mand. De lå her og vented på mig og glæded mig uhyre ved sin elskværdige omstændelighed. Jeg skal «skrive langt og fortælle vidt og bredt om alting», men tænk hvad tid det tar, når jeg nu endelig skal begynde at være flittig, og så blir der jo intet tilovers til jeg engang kommer hjem igjen. Men lad mig nu forsøge. Det blir nok dog hverken halvt eller alt for der er jo så meget, så meget. Om hvordan jeg havde det i Xania har Du jo fåt besked. Jeg boede på et Privat Hotel sammesteds som Hejbergs på Karl Johan, hvor der ikke var altfor dyrt. Men alligevel gik der mange penger, som jeg lånte af Hejberg. Jeg havde håbet at han skulde sagt, da jeg talte om tilbagebetalelsen – jeg sa nemlig at jeg vilde skrive til Dig og be Dig sende dem direkte til ham – at han skulde sagt, han jo skyldte Dig penger, men nej da, ikke et ord om det. Hans adresse er nu – konen rejser til Bergen og han senere til Stokholm – enkefru M. Hejberg Stenstrupsgade Xania. Så får Du skrive og sende penger eller hvad Du vil – regnskabet skal følge senere. Han var forresten i ypperligt humør, havde masser af penger, og så glad ud i konen, der drak meget. Hun havde flasker stående under sengen sin, – punsch og portvin, hele og flere; gud ved om han da intet ved. Sammen med andre var hun svært forsigtig og drak mindre end nogen. Alligevel spilled hun udmærket komedie undtagen én gang, da hun efter eget sigende var syg, eller «mat», som hun sa, efter andres spikende fuld. Da fik hun begavinger efter forestillingen akkurat som hos os med krampegråd og skrig. Nu er jeg vis på at disse anfald skyldes overmål af drikkevarer. Noget engagement blir der nok ikke tale om, og det er svært trist, for leddiggang[sic] er rod til alt ondt, også til drik, og hvad skal det arme menneske ta sig til? «Kong Midas» er forkastet. G.H. fortalte meget morsomt om chefens motivering. «I sin nuværende form egned det sig ikke til opførelse. Han var desværre ikke istand til at sige af hvad art forandringerne skulde være» o.s. v. H. var i det hele umådelig tækkelig og hyggelig og svært glad i Dig, hvem han sender mange hilsener. Han havde nogle hemmelige grejer for. Jeg tror det gjaldt at lave en avis sammen med skuespiller Hansson og sin bror, Jakob. Kroghs var jeg naturligvis også meget sammen med. «Malerierne er sendt», var det første han sa. Han maled på et aldeles fortrinligt gadebillede af størrelse som Albertine og viste mig nogle studier fra Skagen, fælt gode. Forresten drak han som før, var snil og elskværdig, men i rasende pengetrang kunde jeg forstå. Hun var lunefuld, styg, og ikke spor af snil, undtagen første dagen. De var undertiden uvenner og hun især så ud til at være lude lej af altsammen. Nu havde de nu heller intet hjem, undtagen atelieret, der var alt andet end hyggeligt og især end propert ja, og så kunde de, om de vilde, sove i Pilestrædet hos Kr.’s tante. Og så var det jo at slænge indom på Grand hvergang de skulde ha en smule mad. Men svært stolt var han af at ha bragt hende i den tilstand hun var, så øjeblikkelig, tænk alt i juli venter hun sig midt i fattigdommen. Jeg spiste sammen med dem og Hejbergs på Grand 3 dager. Den ene dag havde H. inviteret mig. Det var forresten billigt, 1 Kr for dejlig mad. Det drikkende betalte jeg aldrig noget for. En af dagene gik de fra Grand op til Kr.s atelier med kognak og Chartreuse: fruen vilde gi kaffe, H. og skuespil. Hansson gav det stærke. Jeg kunde først komme senere, da jeg havde så meget at løbe om med denne ansøgningen, Du ved. Da jeg henimod kl. 8 arrivër var stedet en fuldstændig valplads. Fru H. lå og snorked på en skidden, gammel kanapé uden spor af fødder eller ben. K. gjorde det samme på en sofa. Hansson blunded på en kasse med hodet op ad væggen, kun fru K. og G.H. var vågne og hun ialtfald ganske ædru. Men den aften var Kroghs ikke gode venner. På vejen op til Grand, hvor vi skulde for at få lidt aftensmad, gik fruen fra ham og han blev alene med. Hejberg vilde absolut spendere østers og Champagne på mig bare på mig og konen, men jeg forhindred det og forlangte noget udmærket plukfisk (ikke af ludefisk) med et krus øl, som Hejberg betalte altsammen. Det er sandt, da jeg kom på atelieret var alle flaskerne tømte. Sådan gik det deroppe (i Xania). Jeg var forresten så forfærdelig optat af mine forretninger at for mig var det morsomt og en hvile at være sammen med dem. De andre, som valt sig [sic] fra sted til sted hele dagen, når undtages de småstunder hvor Krogh maler, syntes jeg måtte være så ludenes lej af hverandre, og af det hele. En aften var jeg i et lidet selskab hos Holsts hvor vi havde det rigtig hyggeligt. Thomsen vilde absolut gøre stor middag for mig men jeg kunde ikke gi nogen dag – de spiser jo så tidlig, og så skulde det være til jeg kom fra Kongsberg, men det blir nok vist ikke af, for nu har jeg intet at gjøre derinde, men kan ta direkte hjem. Den sidste middag traf jeg Hejerdahl på Grand. Han var både så smuk og så elskværdig og spendër i anledning af mig for 13 kr. i italiensk rødvin, men vi var jo altså 6 om den, så Du må ikke bli bange. Jeg skulde rejst derfra kl. 3; alt var pakket og ordnet, jeg havde blot at gå hen til Cammermejers og be om mine bøger til Catharinus Bang, hos hvem jeg havde vært om formiddagen, og som havde svaret på at ville indstille mig, men mine bøger havde han ikke læst – jo Sjur – men så blev det forsent. Da jeg kom hæsblæsende på stationen var toget gåt for 2 minutter siden. Jeg gråd af ærgrelse, for da var jeg færdig og ilte efter at komme afsted. Brevet til «Politiken» var afsendt og alt i orden. Jeg gik da op igjen på Grand, hvor de andre sad, derfra ned til atelieret hvor Krog malte en udmærket skitse af os, Hejberg læsende, lampelys o.s. v. Gerhard Munthe kom til. Han var svært morsom og sendte de mest indtrængende hilsener til Dig. Om aftenen skulde Hejbergs til Gundersens, fru Krogh surmulte og jeg gik op til mor. Jeg havde havt altfor liden tid at se til hende. Hun er forresten ikke til at kjende igjen, bereder sig bare på livet efter dette og vilde gjerne omvende mig. Men mere derom senere. Jeg vilde så rejse med første tog 6,40 næste morgen, gik tidlig hjem, lukked bogstavelig ikke et øje om natten af frygt for at forsove mig, stod op kl. 5, gik en halv time fuldt påklædt frem og tilbage på gulvet efter at ha fåt min kaffe, og holdt øje med uret på Vor Frelsers kirke ligeoverfor. Men vil Du tænke Dig noget så idiotisk. Jeg vidste ikke rettere end at 6 40, var det samme som 10 minutter før 7, kom så naturligvis igjen forsent, græd atter, men fik så høre at der gik et hurtigere tog kl. 8,5. Så tog jeg mig en tur rundt omkring på gamle kanter, gik forbi de steder især, hvor Du havde besøgt mig og hvor vi havde gåt sammen, og længtedes svært efter Dig ved at mindes alt det dejlige fra den tid. Kom så afsted, måtte to ganger skifte tog, nådde Kongsberg kl. 12, hvor der ingen Ludvig var at se. Da jeg havde fåt fat på en kjærre til tøjet og sammen med unge Hansten, Du husker, som jeg traf undervejs, begav mig opover bakken kom Ludvig slentrende for at se om jeg dog muligvis skulde være med. Han havde vært der med vogn efter mig 4 ganger i den forløbne uge, fordi mine brevkort (jeg havde telegraferet en gang) hvorpå jeg meldte at min ankomst var forsinket, først kom ham ihænde en dag forsent. Om Kongsberg og alt det, orker jeg ikke at fortælle idag. Posten går om et kvarter. Jeg var forfærdelig dårlig igår efter den absolute vågenat og al strabadsen, men fik dog ansøgningen skrevet og sendt afsted med alle mine anbefalinger, i går aftes. Sverdrup havde nemlig sagt at på mandag måtte den være indleveret. Ludvig tror som Skavlan at det er en komplet umulighed for mig at få noget stipendium under dette regimente. Tanken forekom ham så latterlig at han gang på gang kom med sit gamle: ha – ha!! ved tanken. Jeg sender Dig de ord jeg fik fra Skavlan sammen med anbefalingen og som svar på min skriftlige beretning om hvordan det var gåt mig hos Sverdrup, – han, S. havde bedt mig fortælle det men jeg havde ikke tid at gå der for 3die gang. Nu blir det umuligt at få regnskabet med idag. Men i morgen. Farvel Du sødeste, snilleste af alle!

Din A.