Erik Skram irettesetter sin kone Amalie for hennes jødehat

Onsdag den 2den Januar 1884

Jeg modtog dit Brev af 29 f.M. først imorges min elskede Ven; det var altså det tumpede Postvæsen – Pokker kan blive klog på det og ikke jeg –, der Nytårsaften snød mig, og Du havde ingen Skyld. Min søde Pige, har jeg i min Skuffelse brugt et og andet Ord, Du ikke lider, så bær over med mig. Du véd jo selv, hvor ondt det gør at se sig narret i sit sikre Håb om Brev, og jeg var jo tilmed en Smule udhungret. – For at tage det onde først: Ja min Unge, det gjorde mig ondt at se Dig bruge de Skældsord mod Jøderne, som forlængst er svunden ud af det Tankesæt, jeg er vant til at have med at gøre, og det berørte mig så meget mere ilde, som jeg ikke øjner den fornuftige Grund til denne elementære Ophidselse. Du støder på et enkelt udmærket Eksemplar af Racen; han er efter hvad der kommer til din Kundskab behæftet med en Bunke lave Egenskaber, og så «véd» Du, at Racen er modbydelig og «hader» den. Efter almindelig Sprogbrug er Had Udtryk for en overordenlig stærk Følelse af Afsky, så stærk endog, at den bliver til en Fordring på Forfølgelse og om mulig Tilintetgørelse. Skulde Du for Alvor mene noget sligt, det vil altså sige billige og eventuelt være villig til at støtte og deltage i den antisemitiske Bevægelses allervidest gående Foretagender, regner jeg dette for en Ulykke af samme eller værre Art som hvis Du en Dag går hen og tror på Jomfru Marie [sic] eller Kristusmythen. Så føler vi ikke ens i et humant Spørgsmål af væsenlig Betydning, og dit Spring tilbage fra Deltagelse i Arbejdet på Menneskeåndens Frigørelse og Udvikling synes mig afgørende. Men jeg tænker mig, at Du har brugt «Had» i en noget mildere Betydning. Det er ikke din Mening at ville berøve Jøderne t.E. deres borgerlige Rettigheder el. sl., det er et Slags Selskabshad, Du nærer til Racen, Du tror, at dens moralske Egenskaber er af ringere Værdi end Arernes [sic], mindre samfundstjenlig. Du anfører som Grund, at «selv Georg Brandes er en lavartet Skabning». Jeg synes ikke dette er synderlig fornuftigt. Det måtte da først bevises, at hans lave Egenskaber var Racemærker og nødvendige Racemærker. Og selv dette synes mig ikke nok til at begrunde den mildere Form for «Had», Du nærer til Racen. Du betragter jo ikke G.B. som selskabelig umulig. Altså dette har berørt mig ilde. Det er jo ikke en Kuriositet men et Spørgsmål, som er oppe i Tiden, rent bortset fra, at jeg står i et personligt Venskabsforhold til G.B. Da jeg gik til Byen imorges, kom jeg til at følges med Pingel, og under vor Samtalen kunde jeg ikke lade være at berøre for ham min Beklagelse over midt i det gode Selskab at være snublet over Jødehadet – jeg nævnte naturligvis ikke hvor og hvorledes. Hans Ord var da omtrent disse: «Ja det er beklageligt, jeg har selv nu og da mærket noget lignende. Jeg husker, at da denne Brutalitet kom op i Tyskland nu på ny, nærede jeg et Håb om, at den ikke vilde nå længer end til Østersøen. Vi i Norden syntes jeg måtte gå fri, vi havde jo Wergelands Digte om Jøderne; men naturligvis de er glemt nu, ingen kender dem.» Det er ejendommeligt for Pingel at han virkelig tror på, at et ædelt Følelsesudbrud i skønne Former har blivende Betydning ned gennem Slægterne. Hans Betragtning er noget uhistorisk, idet Jødehad da og Jødehad nu er noget forskelligt. Det moderne finder jeg iøvrigt ikke meget finere end det gamle. Men jeg har ikke Lyst eller Lejlighed til nu at skrive vidtløftig om denne Sag. Kun ét beder jeg Dig om for din Kærligheds Skyld til mig: hold så vidt mulig igen på dette «Had». Er det uu[d]ryddeligt i din Sjæl vil det blive et tungt Kors for os begge at bære, og jeg beder Dig sålænge det er Dig muligt at holde hadefulde og onde Ord om Jøderne, der så vidt jeg véd ikke udæsker Dig i dit daglige Liv, borte fra dine Læber. Kommer Ord af denne Art til Folks Kundskab her nede, og det sker som Du véd let, Du er jo ikke helt og holden en privat Person, vil Du udsætte mig for at miste ved vort Ægteskab nogle af mine kæreste og betydningsfuldeste Venskabsforbindelser. Jeg har gode Venner, som er Jøder, og der er andre af min Omgang, der i Jødehad kun kan se noget tåbeligt eller uædelt, navnlig det sidste. – Der er noget man her nede er så temmelig enig om at kalde «jødisk», et Indbegreb af Egenskaber, der vækker Mishag; det er en Betegnelse, der har fået historisk Borgerret, man træffer disse Egenskaber fremdeles hyppig blandt Jøderne, de bruge ikke så sjælden selv Betegnelsen både indbyrdes og om andre; lyshårede Mennesker bør naturligvis være forsigtige med at hæfte Betegnelsen på en Jøde, det er endnu som at sige pukkelrygget til en Krøbling, men der er ingen der forlanger, at man skal være blind for det ufordelagtige, der betegnes på denne Måde. Det er interessant at tale med fint dannede Jøder om dette, de har i Reglen et klarere Blik for disse i Tiderne tilegnede uheldige Egenskaber ved deres Race end andre. – Men nu ikke mere om dette. Jeg har talt alvorlig om denne Sag, fordi jeg antager Du var alvorlig da Du skrev om dit Had. Had er jo ikke noget man leger med. – – – Jeg har læst for tredje og fjerde Gang dit søde Brev igennem og glædet mig i mit inderste Hjærte over hvert kærligt ømt og hensynsfuldt Ord, og ikke mindst skønner jeg på Du kære, at Du har fortalt mig Julerimene, jeg er jo kommen en Smule med til din Juleaften ved den Lejlighed. Nej min Amalie jeg er ikke bange for vort Ægteskab, kun at vi begge har det klart, at den Bøjen sig ind under og Lempen sig efter hinanden, som er vor gensidige alvorlige Vilje, fordi vi véd, at det er vor Kærligheds Liv, i det enkelte kan blive en vanskelig Kamp, en Strid med os selv, der kan tage Tid, og kun min Stump, at Du ikke må blive bange, når Du lider en og to Skuffelser og mulig flere. Det skal der vistnok til i ethvert vel ordnet Ægteskab, om 7 År Amalie har vor Kærlighed stået sin Prøve. Ene det Ord gør mig en Smule forskrækket, at Du har villet et Liv i «Skønhed» – min Stump, vær forsigtig! Hvad kan jeg give Dig af Skønhed? Fattigdom, Pengeforlegenhed, det Lyveri, som følger med ingen Penge at have i Kassen, det er ikke skønt. Hvis det er Dig muligt at tænke Dig ind i dette, så prøv på at gøre det. Sligt kan så sikkert som noget ramme os. Husk, hvor jeg står: i yderste Venstre, min ensidige Begavelse: jeg er som lavet til aldrig at komme på den grønne Gren. – Det er vor Adskillelse, som efterhånden må gøre vore Breve alvorlige. Dette Liv er strængt taget ikke til at holde ud. Hvorfor bliver Du i Kristiania?

Jeg har så meget på Hjærte, ikke af Enkeltheder, men af Livsens Sager, at jeg foretrækker helt at lade være med at skrive.

Jeg har siddet i Timer og stirret på dette Brev.

Din Erik

Kl ½ 2 Nat

God Nat min elskede, jeg har siddet ved Kakkelovnen og læst en darwinistisk Afhandling om Plantearter. Jeg er søvnig og ikke søvnig på en Gang. Nu har jeg sat en iskold Flaske bajersk Øl til Varme, den vil jeg drikke for at falde i Søvn. Hvor din lille Skildring af hvorledes Du fandt mit Brudenatsbrev rørte mig. Ak den Gang vidste jeg ikke, at Du lå og droges med Smærter. God Nat min egen dyrebare Ven, min elskede. Mon der er Brev imorgen til mig. Jeg får nu meget at bestille og må vistnok i nogen Tid indskrænke mit Skriveri.