Dato
2 september 1882

Klokken er halv to på formiddagen. Erik Skram sitter på hotellrommet sitt på hotell Astoria i Kristiania og skriver et avskjedsbrev til Amalie. Han har fått hennes beskjed om at hun ikke har tid til å se ham i dag fordi hun får gjester, og han har bestemt seg for å reise hjem til København uten å ta farvel.

Han har pakket kofferten sin, om to timer kommer de for å frakte den ned til dampskipet for ham. Han føler seg svært melankolsk. Foran ham ligger bildet av Amalie som hun har gitt ham. Han syns ikke det er helt heldig, skriver han, men det er jo  henne.

Han skriver at han føler han har rett til å be henne om ting nå, etter det som har skjedd mellom dem. Og han ber om at hun må sende ham fortellingen om Constance Ring som hun skriver på, og som hun har fortalt om. For å unne bli virkelig kjent med henne, må han bli kjent med det hun skriver, insisterer han.

Og han skriver også om sin elskerinne Camilla der hjemm i København. Menn lever ikke kysk, skriver han. det må Amalie vite. Han og Camilla er sammen på tredje året, hun er en trofast sjel, og en fin natur, skriver han. Hun er en trøst for ham, han har ikke evne eller vilje til å vise henne fra seg så lenge han er alene. Han skulle gjerne ha vist Amalie brevene Camilla har sendt ham mens han var i Stavanger på besøk hos Alexander Kielland.

Transkripsjon av brevet

Kristiania. Hotel Victoria den 2 September [1882] Kl. 1 ½

Min Kuffert er pakket, jeg har spist, om to Timer kommer Folk og bærer mine Sager bort, og jeg trasker bag efter, forunderlig tilmode. Jeg er ganske rolig, alt er blidt inden i mig, jeg lider ikke, men ved en lille Anledning kunde jeg græde. Da dit Brev kom til mig imorges, og jeg følte Fotografiet inde i, vidste jeg, inden jeg åbnede Konvoluten, at jeg ikke måtte komme til Dig. Havde det været den gamle Grund, havde Du tilføjet mig et næsten ondt Slag, nu kom det fint og blødt som din Hånd igår Aftes på mit Hoved. Jeg blev ikke straks bedrøvet, det voxede langsomt op i mig, men jeg tænkte næsten ikke på andet end på, at Du måtte komme til Kbhvn i Julen, og hvorledes jeg da vilde indrette alt. Hvorledes Du skulde gå ud og ind hos min Moder og min gifte Søster, og hvorledes Du og min Søster Emma – spørg om hende hos Lille-Mo’r og gamle Fru Thaulow – skulde gå med mig i Teatret og videre og videre.

Men jeg var inderlig forknyt og medlidende med mig selv, og nu er jeg helt melankolsk. Idag skulde jeg have tiet stille, jeg skulde have fået Dig til at tale, mine Spørgsmål skulde have lagt sig så snedigt om dit Hjerte, at Du måtte bryde ud igjennem dem for at få Luft. Min egen dyrebare Veninde, mit første alvorlige Forlangende til Dig – og nu har jeg Ret til at forlange – er, at Du så snart ske kan sender mig Manuskriptet til dine Fortæl-linger. Jeg må kende dem. Jeg må vide, hvad der har bragt Dig til at skrive. Jeg må hjemme og på Afstand få at vide noget af alt det, som jeg nu rejser fra. Amalie Du skal lukke dit Sind op for mig. Du Søde, du er jo allerede i Gæld til mig. – Dit Billede ligger foran mig. Jeg er så glad derfor. Helt godt er det ikke, men det er jo dog Dig. – Ak mon jeg idag kunde have været rolig og fornuftig ved vort Møde og spurgt klogt? Jeg havde vel ikke gjort andet end trykke Dig til mit Hjerte og kysset Dig. Men et er næsten godt, at jeg ikke så Dig idag. Det havde gjort bitterlig ondt at sige farvel. Du, jeg er så langsomt et Menneske, det havde først gjort rigtig ondt nede på Gaden og ombord og hjemme, og Smærten jeg nu først skal til at føle, vil blive mange Gange værre, jo længere bort jeg kommer fra Dig. Alligevel Amalie, jeg er kun glad over, at jeg kom tilbage, kun skulde jeg ikke have talt så meget – jeg interesserer mig ikke længer rigtig for mig selv; indtil jeg på ny får gjort noget, der duer,Bildet er fjernet. har jeg ved at tale om mig selv en underlig Følelse af at omtale noget forhenværende. Kun det Amalie gør mig så ubeskrivelig glad, at jeg måske ved al denne Snakken har gjort Dig noget godt. Min egen Pige, derfor kom jeg jo tilbage for at sige Dig, at Kærlighed er ikke noget ondt. Og Du har nu følt det. Om end kun en eneste Dag! Min Ven, tro mig, det vil holde ud. Der er en velsignet Tilflugt i en eneste virkelig fyldt Dag. Men for mig er alt dette kun en Begyndelse. Jeg er så langsomt et Menneske, jeg er længe om at leve, og jeg er længe om at vokse mig helt ind i en Kærlighed. Jeg synes det er så stort det, jeg går ind deri som i et nyt Liv, jeg vil føle det igen i enhver Trevl i mig, og det breder sig ikke i et Nu. Taler jeg uden Respekt om den Følelse, der nu binder mig til Dig? Jeg tror det ikke, Ven, den er så øm og god og levedygtig. – Ak jeg har ikke Tid til at sige Dig hvad det er jeg forlanger af Dig og mig, det er så meget.

Der var nu et Menneske, som vilde have mit Tøj. Jeg må snart afsted. Det suger om mit Hjerte.

Kæreste Du, blot jeg igår havde sagt helt ud hvad jeg mente med, at jeg vilde rimeligvis komme til at lide mindre end Du. Drachmanns Sludder må Du ikke bryde Dig det mindste om, han snakker hen i Vejret, han kender mig absolut ikke.

Jeg mente for det første det, at jeg jo har elsket én Gang og lidt. Jeg mente, at mit gamle Hjerte måtte vibrere mindre voldsomt end dit. Du er så ung, Amalie, så uskyldig, min yndige, dejlige Pige, Du vidste jo igår endnu næppe, hvor hen dit Hjerte kunde føre Dig.

Også det andet Amalie. Jeg sagde det ikke igår, for jeg var bange for at tilføje Dig Smærte. Jeg syntes jeg måtte gå forsigtig og lempelig frem. Du véd, at alle vi Mænd ikke leve kysk. Jeg heller ikke. Men jeg lever ikke i Griseri – det kan jeg ikke holde ud. Der er en ung Pige, som holder inderlig, absolut trofast af mig nu på tredie År. Hun er en fin Natur. Jeg vilde have vist Dig hendes Breve til Stavanger. Hun er mig en Trøst, det er således og jeg har ikke Evne eller Vilje til at vise dette fra mig så længe jeg er alene

Avsender
Mottaker
Sendt fra sted
Sendt til sted
Kilde

Garton, J. (Ed.) (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883. Oslo: Gyldendal.

http://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1882