Dato
1 april 1883

Erik Skram legger sin litterære sjel i å å forklare Amalie Müller per brev hvordan hun bør jobbe videre med utkastet til romanen Constance Ring. Erik er en erfaren konsulent, og han elsker Amalie. Men det er ikke lett å få henne til å se saken slik han ser den.

Transkripsjon av brevet

Kbhvn

Søndag Nat den 1 April 83

Du elskede søde, dit Brev er yndigt, og ikke mindst tager Du mig fangen med din franske post scriptum uden på Konvoluten. Lad mig straks sige Dig, at «ug» betyder «udmærket godt», og er den forkortede Betegnelse, man bruger som Karakter i Skolen, den bedste Karakter, der gives. Jeg måtte naturligvis tro Stump, at Du var meget fortrolig med denne Karakter. Sig mig for Løjers Skyld, hvilket Mærke man bruger hos jer for samme Sag. – Så er Du mageløs! Du roser mig for min kritiske Evnes Skyld og siger, at jeg uden Tvivl er den kyndigste Dommer i Skandinavien – hvad er nu det for en Urimelighed, Ven? – og bag efter underkender Du mir nichts dir nichts omtrent alt hvad jeg har sagt. O, Du Snedige! Imidlertid, Amalie, vær forsigtig her. Jeg har Ret i omtrent alt hvad jeg har sagt, og jeg skulde ved at gennemgå Stykkerne med Dig Punkt for Punkt vise Dig det. Der er ingen Tvivl om, at «Fru Ring» kunde trykkes, og interessere, men den er drillende under, hvad Du formår. Opgaven er så meget større end i «Madam H’s Lejefolk», men Behandlingen er også tilsvarende ringere. Jeg vilde ønske, at Du ikke sendte den til Tidsskriftet. Jeg siger ikke, at min Idé om at lade et Afsnit gå forud, er den ene rette, Du kunde også inden for den givne Ramme få sagt, hvad Du vilde; men Du måtte da være større Virtuos. Og Et navnlig: Du forholder Dig ikke ret frigjort selv over for dit Emne. Du har ikke fået denne Frue ud i Rummet, Du har hende t.E. ikke i Ironiens Belysning, og det kan ikke nytte at stille den Fordring til Læserne, at de skulle begynde med Forestillingen om, at Hemmeligheden her stikker i den større eller mindre Fond af ubrugte Evner. Det står der ingen Steder noget om. Det vil sige, der er ikke malet noget tydeligt Billede deraf. Husk, at al Kunst er jo dog kun at male Billeder. Man kommer ganske vist efterhånden til den Forestilling, at Fru Ring ikke er helt ringe, men det er en usikker Gætning bag efter, og vi skulde netop have havt denne Opfattelse som Forudsætning. Skal vi holdes indenfor den givne Ramme, måtte hendes Fantasier ganske sikkert være meget mere intelligente, ellers begriber vi ikke, at hun ikke lige som sine sære Medsøstre falder til Føje under Livets almindelige Nipssager. Det forekommer mig en god Opgave og lærerigt for en Mangfoldighed, navnlig af Mandfolk, at få et Billede malet af en Kvinde, som virkelig er livstræt i al Almindelighed – uafhængig af det meget Kærlighedssludder, som Mændene altid tror, at Kvindens Forestillinger ere udfyldte af. En intelligent Kvinde, der er kold og – træt, er en første Rangs Opgave. Men Kulden og det gode Hoved må males lige så anskueligt som Trætheden, ellers er Billedet ikke lykkedes. Amalie, Du måtte kunne gøre det. Men Du har taget underlig flygtig på Tingen her. Det er ikke rigtig Alvor, det jeg møder, ikke rigtig Kærlighed til det kunstneriske Forehavende. Der er ingen Frygt og Bæven i din Sjæl ved i Selvfordybelse pludselig at være kommet Ansigt til Ansigt med Sagens sande Sammenhæng. For Pokker, Du véd jo dog Besked med hvad der foregår i en smuk Kvindes utilfredsstillede Forestillingskreds, når hun er absolut uden Elskov og samtidig begæret af så godt som enhver Mand hun møder. Hvorfor vil Du ikke give dit Livs opsparede Foragt Luft i kunstnerisk Form? Din virkelige Foragt. Du står jo nu over den, kan gennemskue den. Hvorfor vil Du ikke tvinge Dig selv til at se og male den Svaghed, der dog på ethvert Punkt har været i denne Foragt – «Fru Ring» er kun en Antydning i så Henseende. Jeg tror, at det er rigtigt at holde de Fantasier, som en Kvinde i Fru Rings Sted får fat i, til netop de små Ynkeligheder, der foregå umiddelbart for hendes Øjne – men lægger hun sig hen, antage de større Former, de kunne blive til en hel Fortælling, et Maleri. Enten der, eller forud for denne Eftermiddag Maleriet af noget ganske bestemt og enkelt i hendes Liv gives, ellers kender vi hende slet ikke. Pigens Omtale er fortræffelig som Vejledning; men det enkelte Maleri af det, der er hendes Livs Indhold, bør være givet, helst formodenlig – jeg tænker her på, hvad der ligger din Pen nærmest – koldt, udvendig fra set. Og husk, at for at få et Billede til at stå, må man vælge sit Standpunkt og holde det: enten inden fra den Individualitet selv, man vil have frem for Læserens Øje, altså alt, ethvert Støvgran set i Belysning af Fru Rings Stemning, fortalt næsten med de Ord, hun vilde vælge, eller også omvendt Tilskuerens Standpunkt, der beskriver og giver igen sit Indtryk af det sete. En Skiften her, så at man snart ser Tingene med Tilskuerens, snart med den Skildredes Øje, ødelægger som Regel Billedet og røber Usikkerhed i den kunstneriske Evne.

– Min lille Pige, Kl er 2 Nat, jeg holde op. Jeg har ikke kunnet komme til at skrive idag.

Du er mit Livs Indhold, det er noget Sludder med alle før og efter.

Din Erik

Avsender
Mottaker
Sendt fra sted
Kilde

Garton, J. (Ed.) (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883 (Vol. 1). Oslo: Gyldendal.

https://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1883jan-jun