Holger Drachmann og Alexander Kielland har kranglet om det norske og det danske

Søndag den 29 Oktober Kbhvn [1882]

Min elskede! Jeg har til Morgen været en lang Visit hos min Moder, jeg skal spise til Middag hos gode Venner, og jeg skal i Aften til den første Opførelse af «Gyngende Grund» – Du véd E Brandes’ sidste Stykke. Hvis altså mit Brev bliver meget kortere end det skulde være, så har du her Grundene. Jeg var igår Aftes hos Alexander Kiellands. Drachmann var der. Han og Kielland kom i Strid om norsk og dansk. D. æggede, og så busede Kielland ud med hele sin umådelige Norskhed. Intet duede i Danmark, som ikke på en eller anden Måde var kommet fra Norge. Jeg sad ganske tavs – og tænkte på: om nu Amalie havde været her, hvad vilde hun så sige. Ja, min sødeste Pige, jeg var virkelig helt forvirret, og Du skulde have bragt Rede i mine Tanker. Der blev jo talt ud af Følelser fra begge Sider; det forekommer mig delvist besynderligt i et sådant Spørgsmål, hvis rette og fornuftige Løsning kun kan foregå med overordenlig omfattende Kundskaber – jeg mener Spørgsmålet om Nordmænds og Danskes Fælles- eller Særarbejde i Foreningstiden. At Norske holder på sit og Danske på sit, er naturligvis ikke svært at forstå; men at man endnu så lidenskabelig og hovedkuls afgør Sagen, som om Uretten og Undertrykkelsen var fra igår, forvirrer mig. Er det virkelig så, at Forbitrelsen mod Danmark holder sig, måske endog tager til med Selvfølelsen i Norge og ikke tager af, at man t.Ex. i Norge betragter Jammerligheden under de Oldenborgske Konger som særlig Uret mod Norge og ikke som en Fællesplage og – nød? At man i det Hele i Norge er så instinktmæssig vis på, at det er Foreningen med Danmark, der har holdt Udviklingen tilbage og ikke lægger Mærke til, at Danmark i visse Måder holdtes endnu mere nede under det Regimente, der i lang Tid førtes, og at Norges Stilleståen også må tilskrives den politiske Svaghedstilstand i Norge, som overhoved havde ført de to Riger sammen? Det forekommer mig, at Spørgsmålet er et ganske roligt Kundskabs- og Skarpsindighedsspørgsmål; men er det kun fordi jeg er dansk og altså har mine Instinkter fra det Land, der sikkert nok i Foreningstiden følte sig som det overlegne og vel tildels endnu pukker på sin «finere» Intelligens? Svar mig Du søde kloge Ven: kribler det i Dig af Harme imod «dansk», når Du tænker på de foregående Århundreders sørgelige Forkuethed? Jeg holder så inderlig af Norge – også uafhængig af min Kærlighed til Dig – jeg deler gerne ud til det af min Fædrelandsfølelse; men det bliver jo halv komisk, når det er en almindelig Forestilling i Norge at jeg og mine høre til et fremmed Folk, fordi vi i gamle Dage levede under og selv da for Resten lavede os det Regimente, som fordummede Norge – og Danmark.

– Min Ven jeg måtte, syntes jeg, bringe dette Emne på Bane, siden det igår overfaldt mig og bragte mig Dig så nær, så nær; jeg gik hjem fra Kielland – og Turen er lang – med Dig under Armen. Du talte så klogt, jeg spurgte, og Du gav mig Lov til at være dum. Du kyssede mig en Gang ganske uden videre midt på Vejen, fordi jeg var sådan et Fæ og dog ikke så dum endda. – Men Amalie som jeg længes efter Dig! Og det vil blive meget slemt. Skulde jeg komme til at klage mig, så er det fordi jeg en Gang imellem må have Luft for overhoved at kunne holde det ud. Og Ven, der er vel næppe Udsigt til, at vi ser hinanden snart? – Min Plan har hele Tiden været den, at jeg i Vinter skulde se på en eller anden Måde at få Tid til at skrive et Arbejde – for Teatret. Når det var sket, vilde jeg se Dig. Jeg har ment, at jeg ikke vilde se Dig uden det. Jeg har tænkt lidt på, at hvis jeg ikke kan gøre noget som duer – som jeg selv synes duer – vilde jeg se at få mig skaffet ud af Livet. Jeg havde da ikke nogen Ret til at komme til Dig med min Kærlighed. Den vilde da nemlig være syg. Og er der ikke noget sundt og dygtigt ved mig, må Du ikke elske mig. Du må ikke gå ned til den, Du elsker – lige for lige min Unge! Derfor kan Du godt få Lov til at være den klogeste i en Uendelighed af Forhold. Jeg er så mærkværdig langsom og tung til at forstå og så er jeg så grænseløs uvidende. – Amalie véd Du hvad Idealet af Tilværelse for mig er. At have så mange Penge, at vi to kunde studere sammen. Jeg er frygtelig doven, når jeg kan få Lov til at være det. Men jeg er videbegærlig, Ven. Hvad mener Du om, at vi to levede et Par År i Paris for at lære. Læste sammen, gik ud sammen! Min nuværende Stilling har den frygtelige Fare, at min Hjærne bliver tom. Du kan mere end jeg Amalie, – tror jeg da. Med min elendige Hukommelse har jeg sat det meste til af hvad jeg spredt rundt omking fra har kunnet. Jeg spiller i Lotteriet for at vinde den Sum, der skal gøre mig fri. Vil Du så gå med? Eller skal Rejsen kun være kortere? Vil Du tilbage og være Moder for Gutterne? Nu vel, Amalie, den Pligt er hellig for mig som for Dig, så fik jeg Lov til at arbejde sammen med Dig endda. Men Altsammen under Forudsætning af, at jeg nu får skrevet noget, som duer. Ellers går jeg min Vej. Du skal kunde være en lille Smule stolt af mig. Jeg har haft god Tro til, at jeg nu skulde kunne skrive et dygtigt Arbejde – min Tro kom med min Kærlighed; det er positiv sandt Amalie. Du har givet mig den Skønheds- og Lykkefølelse, uden hvilken jeg ikke vilde eller kunde skrive. Min Tro er lige som lidt svagere i denne Tid. Og lad mig kun sige Dig det Ven, da Du fingerede i det Brev, som jeg endnu ikke ret forstår, at Du kunde skrive, at din Kærlighed var forbi, slappedes i mig en Mængde Strænge, som havde givet – for mig i alt Fald – helt skønne Toner fra sig. Min Vished om det menneskelig Brave, Sande, Dygtige, Stærke faldt underlig sammen, og det gjorde mig ondt for det Arbejde, som nu ikke vilde blive til. Jeg har endnu ikke rigtig samlet mig på ny om den Ting at skulde tage fat; jeg har ikke Mistillid til mine Evner – endnu, men jeg er ikke helt stærk og dygtig i Troen. Det bliver en underlig Tid for mig, når jeg på ny skal skrive – jeg er da nødt til at lukke mit Sind ude fra alt andet i Verden i Stød, jeg véd det. Jeg er et underlig enkelt Menneske, jeg kan kun skrive én Ting ad Gangen. Intet Menneske må heller have Nys om hvad jeg foretager mig. Jeg er så angst og undselig fra Dag til Dag. Levede vi sammen, var jeg i Stand til også at skjule mit Foretagende for Dig. Og søde Amalie, når jeg begynder mit Skriveri, kommer Du på Aftægt, hvis Du kender det Ord. Det er mig da ikke muligt at skrive synderlig meget eller synderlig ofte til Dig. Og det vil pine mig usigelig. Og mit Arbejde vil gå langsomt for sig. Tænk så lidt Tid jeg har. Og så skal hver Replik skrives 7, 8, 10 Gange om. Ven, Ven det bliver en hård Tid! Men Du skal være interesseret deri! Jeg går til denne Sag som Ungersvende i fordums Tid gik til at fælde Dragen for at vinde Jomfruen. Jeg skal skrive mig ind til Dig, ikke til dit Hjerte Amalie, men dels i rent udvortes Forstand – den Mand, Du vil begunstige, skal stå foran Mængden – og dels i indvortes Forstand i mig selv. Jeg skal skrive for at have Mod til at være din, jeg må vide, at jeg kommer til Dig som en nogenlunde rig Mand. Jeg kan overfor dig ikke lade mig nøie med den Formue, jeg har besiddet.

– Ven, når Du nu spørger mig, hvor det kunde være, at jeg var så langsom med at tale om min Kærlighed til Dig, så ligger det jo deri, at jeg er forsigtig ved enhver Begyndelse. Du véd endnu ikke ret hvilken Omvæltning Du har bragt tilveje i mig. Jeg troede ikke godt om mig selv. Jeg havde Afsmag for mig selv. Mine virkelig ynkelige Trældomsår ved Morgenbladets Trædemølle havde givet mig så megen bedsk åndelig Føde, havde udelukket mig fra så meget af det gode i mig, at hvis jeg dristig havde sagt: jeg elsker Dig af hele mit Sind med alt hvad jeg ejer af godt, så vilde det i mine Øre have lydt helt formasteligt. Mit Sind stolede jeg næppe på, og af det gode syntes jeg fandtes så lidt tilbage. Kærlighed er for mig virkelig noget Stort, som man kan arbejde et Liv på – jeg mener det vidste jeg så overmåde godt – skulde jeg altså have begyndt med at sige, at dette ejede jeg altsammen, så havde jeg i min daværende Tilstand, syntes jeg, sagt mere end jeg var vis på at kunne stå ved. Jeg tror, at når Kærligheden er god, kommer man til at elske mere for hver Dag, der går, det er selve det gode i En, der vokser. Jeg var bange for uden Prøve og med min Viden om alt hvad der hang ved mig af Slaphed fra de golde År at sige det store Ord. Jeg måtte i mit Hjem føle Hjemveen efter Dig Amalie, før jeg ret havde Mod til at sige: jeg véd, at jeg elsker Dig. Dette, ser Du, er ikke en ung Mands Forelskelse, hans ene Dags Sejer over alt det døde i ham; men jeg er jo ikke ung. Det er i den Forstand at Du er ung Amalie. Du har på en Dag og Nat kunnet vinde, hvad jeg måtte have nogen Tid til. – Men hvor jeg længes efter Dig for at føle Dig nær, for at hvile lykkelig med min Arm om Dig nær ind til Dig og slet ikke sidde og lave alt dette til Ord. – Jo det vil sige nok til Ord men langsomme som Kærtegn et og et ad Gangen. – Du må være ganske usvigelig vis på, at Du har haft Ret – på din Vis, som Tingen kom osv. – til at føle min første Meddelelse til Dig som et giftigt Stød imod din Kærlighed. Jeg vil nu ikke for alt have det anderledes. Min Følelse var ikke som den skulde være på dette Punkt, om end ikke således som Du opfattede den. Jeg kommer tilbage hertil kun for at sige Dig Amalie, at nu er alt forkert fra denne Side ophørt. Du behøver ikke mere at tænke på dette, det er forbi. Det er ikke mig, der har haft den sidste og sande Fortjeneste af selve Opløsningen. En Gang skal Du lære alt at kende om denne Historie og Du skal ved den, så underlig det måske i dette Øjeblik lyder for Dig, lære at få Respekt for dit eget Køn og for en af de Kvinder, som Du tidligere vistnok har troet at have Ret til at ringeagte. Et beder jeg Dig nu kun om: tænk godt om den Kvinde, der imod hendes Vilje kom til at gøre Dig Fortræd; hun fortjener det! Og husk så på: det har aldrig været Kærlighed, som bandt mig til hende.

Min Ven, nu lakker det ad Spisetid. Der har været for hedt i min Stue medens jeg har siddet og skrevet. Jeg har fået Hovedpine og vil gå lidt i Luften, inden jeg præsenterer mig i det lille Selskab. – – Jeg har nu klædt mig om. Farvel så længe. Når jeg kommer hjem i Aften eller Nat, skriver jeg et Par Ord om Stykket.

Nat Kl 1 ½.

Vi var en Del Mennesker sammen efter Teatertid, Klokken er bleven mange. Stykket er ikke rigtig godt, og så har Spillet gennemgående været elendigt. Jeg led så jevnt under hele Opførelsen. Stemningen i det propfulde Theater var imidlertid velvillig. Til slut peb nogle personlige Antagonister, hvilket bragte Bifaldet godt i Vejret. Jeg sad og så med Skræk på, hvor meget Skuespillere kunne ødelægge af et Stykke. Det var ingen Opmuntring!

Søde kæreste Ven, Du får dette ufærdige Brev, som jeg med Skræk har læst igennem – der står forekommer det mig noget ganske andet end det, jeg troede jeg havde skrevet: noget inderligt og kærligt noget – imorgen og på Tirsdag véd jeg, at jeg ikke kan skrive, men så håber jeg på Onsdag. Der skal være Fest i Studentersamfundet på Tirsdag, jeg har fået Anmodning om at holde Talen for de indbudne Kunstnere. Jeg aner ikke når jeg skal få Tid til at lave den Tale.

God Nat Amalie. Sig mig kan Du læse i mine Breve, at jeg elsker Dig? Der går så mange Tanker på hvert Ord!

Din Erik