Henrik Wergeland klarer ikke å slutte å tenke på sin elskede Hulda Malthe

Henrik Wergeland klarer ikke å slutte å tenke på sin elskede Hulda Malthe. Han har behov for å forklare seg ytterligere, -- ikke minst om ryktene som går om at han helt nylig også har gjort kur til jomfru Selmer, og at han har sagt at han syns hun er penere enn Hulda. Han vet også at det går rykter om hans ville studentliv i hovedstaden. Men nå skal det være slutt på alt slikt. Han får ikke lov av sin far til å reise til Grekenland for å delta i frihetskampen der, men han vil straks ta seg sammen slik at han kan få seg en god eksamen. Og så vil han begynne å dikte. Den ulykkelige kjærligheten må bli til poesi.

Han gråter tungt mens han skriver et svært langt brev til Hulda - det må sende gjennom hennes mor. Han har hørt rykter om at de snakker stygt om ham i familien hennes. Det vil han ikke ha noe av. Han har behov for å forklare seg ytterligere - og han trenger mange ord.

Via Huldas mor sender han henne et brev. Der skriver han: «Min vakre, ædle Hulda! - tillad mig og tilgiv mig, om jeg en eneste Gang nævner Dem saa - hav nu Intet mere imod mig! glem mig heller med min Feil! Jeg vil vise Verden, at Ingen kan elske og nærme sig Hulda Malthe uden virkelig at blive bedre. Det skal være min eneste Trøst, at jeg om en Tid kan sige til mig selv: „jeg havde fortjent en bedre Skjebne." En anden Bevæggrund til disse Linier er den, at jeg veed, at der i Deres Familie ere blevne fortalte details om mig, som just ikke geraade min Sædelighed til Ære; men jeg kan paa min Samvittighed forsikre Dem og Deres Familie, hvis gode Omdømme er mig helligt og dyrebart i alle Omstændigheder, at de ikke forholde sig saa. Jeg veed vel, at mit Liv forhen aldeles ikke kan tjene til Mønster, men saa negligeant har jeg dog ikke været om mit Rygte, som hiin Løgn vil gjøre mig til. Jeg har hørt dette af En, som havde det fra L. Dahl. Dersom Folk undertiden kan have talt om mig som et uordentligt Menneske, da kan jeg ogsaa herfor, næst Bagvaskere, fordetmeste Personer, som smigre mig, men hade mig fordi jeg har fornærmet dem enten ved Sandheder eller Sarcasmer, takke mig selv, da jeg til mine Feil maa regne Aabenmundethed og den tvetydige Dyd, at jeg deler Alt, hvad mig selv og mine egne Hemmeligheder angaaer, med mine Venner. At jeg nogensinde har været i slet Selskab, er ved den levende Gud! ikke sandt. Da maatte vel hellere mine Venner kunne kalde mit Selskab slet, om galt skulde være. løvrigt et Menneske, der knapt nok er 19 Aar vil man vel ikke gjøre til et Monstrum af Tøilesløshed og Vildhed, og, har jeg været uordentlig, da følte jeg isandhed Trangen til noget Ædlere. Men - som jeg siger, Verden skal see, at Ingen kan nærme sig Hulda Malthe, en saadan Datter af en saadan Moder, uden virkelig at blive bedre. Jeg har hørt Trediemand finde det forunderligt, at jeg saa snart kunde glemme Jfr. Selmer. Samme Tanke kunde jo opstaae hos Dem og derved tillige Meningen, om at De nok ikke havde feilet, da De sagde, jeg var letsindig. O De har vel ikke feilet i denne Dom; men - jeg spillede ogsaa dengang mine Kort som - et Beest: jeg sagde hvad jeg havde paa Haanden, lod Andre kige mig i Kaartet og blev da tydelig Bete, hvilket jeg ikke var bleven, dersom der da havde været Mandsmod hos mig.

Jeg vil fortælle Dem en Mythe: „En skjøn Sjel - De kan tænke Dem Petrarchs Laura eller Johanna Gray, eller hvilket andet ædelt Fruentimmer, De erindrer Dem - hævede sig fra Jorden. Den udfoldede sig herligere og herligere igjennem jo flere Liv den vandrede: den havde allerede gjennemvandret Aandernes, Stjerneaandernes, Seraphernes, Cherubernes og Eloahernes Klasser, da den øverste Eloah, forbauset over denne Aands Dyd og Glands, for ikke at flette et nyt Mellemled mellem sig og Englene, i sin Viisdom deelte den og sendte den atter ned til Jorden, at gjennemløbe samme Bane. Begge denne herlige Aands Dele vare hinanden fuldkommen lige, som en kløvet Diamant, og som to Stjerneskud dalede de tvende Søstersjele ned til Jorden. Den lunefulde Skjebne lod dem synke i to yndige Legemer i vort gode Fædreneland, og Menneskene, uvidende om deres foregaaende Skjebne, kaldte den Ene „Hulda", den Anden „EmilieH . -Jeg veed ikke hvilken gunstig Aand, der meddelte mig dette; men jeg ene kjendte disse Tvendes foregaaende Skjebne; maaskee min Sjel var de svage Levninger af Jorden, som endnu klæbedeved Aanden, og at jeg, nedstyrtet med dennes to ædle Dele, af en uimodstaaelig Drift, eller Gjenerindring af den gamle Forening, dreves til at opsøge dem; men komne her til Jorden maatte disse adlyde den Lov, at ligeartede Ting frastøde hinanden under visse Betingelser. Dette er blot en Mythe, men den strenge Sandhed er at jeg fandt langt mere hos Dem end hos Jomfru Selmer, hvor god og fortreffelig Hun end er; desuden var den inderlige Agtelse og Hengivenhed, jeg nærede, og nærer, for Deres gode Forældre ogsaa et Baand, som maatte knytte mig til Dem. Jeg hørte saa meget Godt om dem - jeg er en Enthusiast for det Gode, skjøndt jeg gjør det Gale - at jeg holdt af dem før jeg havde talt med en Malthe. - Jeg veed ogsaa, at der er bleven sagt, at jeg i min Dom over Dem og S. havde, hvad det Udvortes angik, givet den Sidste Fortrinet, og jeg vil ikke nægte, at jeg virkelig har sagt dette til en Ven, som jeg ei troede skulde bringe det videre, men jeg sagde det ogsaa efter blot andengang at have seet Dem. Jeg kunde meget vel udvikle hvad jeg i Deres Sjel og Character finder saa Elskværdigt og Fremstikkende for Hiins, men min Smiger, eller - ikke Smiger men sande Roes - vilde ikke kunne glæde Dem, ligesaalidet som De har kunnet finde noget Ondt i hiin flygtige Dom. At jeg finder Dem smuk, veed De, og at jeg holder Dem for meget god, ædel og fornuftig seer De af, at jeg, uagtet al Forbindelse, alt Haab derom er brustet, inderligen beder Dem om ikke at tænke ilde om mig.

Jeg skriver alt Dette foråt retfærdiggjøre min Character for Dem, foråt vise Dem, at mit Hjerte havde mindre Deel i mine Feil end der kunde synes. Mit nu begyndende Liv skal ikke bringe Dem til at angre Deres Skaansomhed. Ingen, Ingen vilde dog kunnet gjøre det af mig som De; men, uagtet hele mit Haab om et lykkeligt Liv, hvortil mit hele Temperament synes at sigte, er forbi, uagtet Alt forekommer mig glædesløst og Verden har tabt sine livlige Farver - latterligt for en Dreng paa 19 Aar- har jeg dog for en Deel erholdt min Sjelskraft tilbage, som har lagt sløv, uden Springfjer, i den lange Tid fra jeg førstegang aabenbarede Dem mine Tanker og ligetil andengangs Catastrophe. Jeg vil nægte mig al Fornøjelse, jeg vil i en Hast tage Examen og søge min Trøst i den Tanke, at Hulda nu maa være forsonet, og i Bestræbelser for at erhverve mig et Navn. Ikke saameget mine Forældres Trøstegrunde, mine Venners Deeltagelse eller Doctorens valeriana har gjengivet mig min Sjels sundhed, som en Plan, jeg med levende Interesse har opfattet, og som isandhed forskaffer mig en ligesaa skjøn som behagelig Adspredelse. Jeg havde nemlig fast besluttet, da jeg vidste at jeg uden Dem ei kunde blive god og lykkelig, for dog at gjøre nogen Nytte her, at ofre mig for Grækerne. Jeg maatte med Smerte opgive denne Plan, da min Fader vemodig foreholdt mig, hvad jeg skyldte mine Forældre, men jeg skammede mig, skjøndt jeg blot havde givet mig Selv dette Løfte, ved at den Tanke blot skulde være et tomt, ligesom pralende, Løfte, og ved, at jeg saa ledes paa en Maade havde blot indbildt mig selv noget. Jeg be sluttede derfor, da jeg holdt mig bunden ved dette phantastiske Løfte, at løse mig paa en Maade, som jeg fandt fyldestgjørende for min Ære, der var øm ved at holde sig selv for en Pralhans's Ejendom. Jeg fandt nemlig et Emne, passende at behandle som Frithjofs Saga af Tegner: jeg greb den Plan med Interesse at udarbeide det og begynde dermed min Debut paa Parnas til Bedste for dem, jeg vilde ofre min Arm, og saaledes indbilder jeg mig, naar jeg skriver nogle Linier derpaa, at jeg arbeider eller fægter for dem. Da jeg finder i dette Arbeide en smuk Adspredelse, gjør jeg det med Lyst og altsaa gaar det glat fra Haanden; ja, hvad der mere bestyrker mig, er en Dom af en lærd Mand og competent Dommer.

Gode Hulda! - o endnu engang maa jeg tale saaledes med Dem, da jeg ikke kan, ikke formaaer at skrive det kolde „Jomfru Malthe" eller endogsaa „høistærede Jomfru Malthe" - gode gode Hulda! skjøndt De er ung, føler jeg dog den højeste Grad af Ærbødighed for Dem, for det rene Ideal af det Gode og Skjønne jeg forgjeves maa see i Dem. Dersom nu min Saga bliver god, dersom jeg tør lade den see ved Siden af Frithjof, vil De da tillade, at jeg svagt viser Dem min Ærbødighed ved at tilegne Dem den; men - som jeg siger -blot i det Tilfælde, at den virkelig bliver god, ikke middelmaadig, men kommer heelskindet ud af høje, lærde, fornemme, strenge Recensenters Kløer.-Dog-det har Tid endnu, men til Seenhøstes maaskee. 0 jeg vil glæde mig, dersom jeg kan gavne Hellenerne ved at sidde her i min Krog og fægte drabeligere end Hyrkaki med min Pen og øde mere Blæk paa Papiret end Bobolina har sprøitet paa Ægæerhavet.

Jeg seer med Forbauselse, at jeg, ved mit Brev, har dynget et Herculesarbeide paa Dem; men dersom De virkelig alligevel læser det, er de meget ædelmodig, meget snild, meget god. - De gjør mig meget Godt, men jeg Dem blot Ondt; hvorledes skal jeg da gjøre Dem noget Godt? Ved at slutte mit Brev, som dog har den Fortjeneste, at det er meget prosaisk. Jeg vil gjøre det - strax.

Dersom jeg ejede 10,000 Daler, gav jeg de 9,999 bort for at tale med Dem 2 Minutter før jeg reiser. Hvor let vilde jeg da ikke gaae min vamle Bane imøde, hvor, hvorsomhelst jeg vender mig, Valmuer stinke mig imøde? 0 Gud! jeg gav alle 10,000 bort for een Minut. Jeg vilde gaae glad til det vamle Arbeide, ved en dunkel Theologies Gjennemlæsning at søge samme Adspredelse som Den, der gaaer ud i Ørken, naar han finder Palmyras Ruiner ulidelig triste, og til den Glæde, i ledige Timer at beskjeftige mig med at sige og opfinde Sarcasmer over mig selv - det rigeste Emne af Verden. Det er besynderligt, at ikke tusinde Spottefugle hænge sig paa mig; men de gjøre igrunden klogt i at overlade det til den mest Berettigede dertil og til den Bitreste. Aldrig kan jeg opgive Tanken om, at De og jeg godt vilde kunnet harmonere: jeg veed med mig selv, at jeg i væsentlige som uvæsentlige Puncter vilde, paa Deres mindste Vink, have rettet mig: jeg troer ogsaa, at, i Grundtrækkene, stemme vore Characterer: og det veed jeg, det veed jeg vist, at jeg elskede Dem - o endnu, endnu og bestandigen - med Følelser, som ikke vilde vanhelliget vor Frelsers Bryst. Men jeg har handlet daarligen, daarligen, afsindigt - o mere end afsindigt. Men Sjelen, om Skjebnen er mørk som Nathimlen, hænger jo fuld af funklende Planer, og Stjerners guldrøde Frugter.

Jeg siger, jeg har Stjerner - jeg har ingen, intet Haab, ikke saameget som Sir Kenneth om at erholde Edith Plantagenet; men - Tretallet er et helligt Tal: jeg vil arbeide, jeg vil samle mig Fortjeneste og, naar jeg har en god Examen og et Navn, vil jeg endnu engang - den Sidste - dersom Huldas Haand og Hjerte endnu er fri - bede den Ædle om at gjøre mig lykkelig - ja, i en Grad, jeg ikke kan tænke mig uden at svimle. -

Jeg vil vel bede haabløs, men jeg vil da ikke gaae bort uden den gode, ædle Huldas Agtelse eller Velviilie. Jeg kan ikke glemme Dem, ikke udslette det Indtryk, De har gjort paa min Sjel. Er jeg derfor maaskee svag? Jeg kan ikke glemme Dem, men jeg vil og kan finde mig i Skjebnen. - Levvel! Jeg har beseglet dette Løfte med Graad - gid det maa være den sidste paa lang Tid. Vær min milde Dommer: jeg beder undertiden til Gud, jeg vil bede, og jeg gjør det og stedse, for Dem. Dersom jeg kunde tale med Dem een Minut, istedetfor at sætte dette Brev elendigt sammen, vilde jeg rense Deres Faders Skov for enhver Splint; men - jeg tør ikke, jeg kan ikke -- vær blot ikke vred, men siig ved Dem selv, nåar De vender Dem fra dette Papirs Aske: „han vilde det dog ikke saa ilde!" Lev evig vel! Jeg maa stedse erindre Dem med Ærbødighed og Ømhed og Vemod.

Henr. Wergeland.»