Henrik Wergeland er i ferd med å gå fra forstanden av forvirring og kjærlighetssorg

Henrik Wergeland, som er nitten år gammel, er i ferd med å gå fra forstanden av forvirring og kjærlighetssorg. Hulda vil ikke ha ham. Han har oppført seg som en idiot på sommerballet. Han har behov for å forklare seg. Derfor skriver han et svært langt og opprevet, ikke så rent lite manisk, brev til moren til sin elskede Hulda. Han har behov for å forklare seg om det som har utspilt seg mellom ham og Hulda, og om de voldsomme følelsene sine for henne. Alt er tapt, føler han. Han tror kanskje han må reise til Grekenland. Han har nok oppført seg i overkant ildfullt, må han innrømme. Men de må tilgi ham, og først og fremst må ikke Hulda hate ham. Han er nå rolig som en harpe som strengene har bristet på, kan han forsikre henne.

Han skriver: «Gode Fru Malthe! De maa have hørt hvad der hændte da Deres Familie var her. Jeg vover at skrive dette for at bede Dem ikke at være vred eller forstørre et ulykkeligt Menneskes tunge Skjebne ved Deres Uvillie. Jeg skriver ogsaa dette for at bede Dem for mig at bede Deres Familie om Tilgivelse fordi jeg forstyrrede den Fornøjelse, De mulig hiin Aften kunde havt: jeg takker Lovise fordi hun - som jeg dunkelt troer at erindre - var saa godhjertet at see til mig da mit Hoved brændte og jeg neppe var mig selv mægtig: jeg beder den gode Hulda intet Nag bære til mig - intet Nag - ved Gud! jeg fortjente en bedre Skjebne. Hun maa ikke hade mig, ikke foragte mig: bed den Gode tilgive mig, om jeg har bedrøvet Hende, for min Kjerligheds, Hengivenheds Skyld: lad min skrækkelige Skjebne forsone mig med hende. Kunde Hun see i min Sjel, jeg var vis paa Huldas gode Hjerte vilde beklage mig og ikke kunne nære de Følelser, jeg frygter for. 0, Hulda vil ikke hade mig, fordi jeg bedrøvede Hende, nåar Hendes gode Moder beder Hende derom, ikke foragte mig fordi mine Følelser brusede over og jeg viste mig svag og lidenskabelig! Jeg er nu rolig, som en Harpe, hvis Strenge alle ere brustne, og min Fornuft kan oversee min Stilling og den mørke, uafvende lige Retning, min Skjebne maa tåge og har tåget; men jeg har Øjeblikke, da jeg ikke kan dette, da alle Gjenstande, alle Ideer krydse hinanden paa engang, og Alt svæver for mig som i en Taage: jeg har Øjeblikke, da jeg ikke kan vurdere mine Skridt og jeg ikke veed om det er Sandt eller blot en Drøm, hvad der vist, vist er hændts: jeg er da aldeles sløv og ligegyldig - der lægger sig en kold Riimfrost om Hjertet, som, nåar Bevidstheden vender tilbage, smelter i Graad og en unævnelig Følelse af Sorg og Vemod. Det er med en saadan Følelse jeg skriver dette til Dem ædle Frue! jeg benytter et saadant Øjeblik til at fortælle Dem hvor ledes jeg har kunnet handle saaledes som jeg har handlet: Midt i Januar sagde jeg Deres Datter, baade mundtligt og skriftligt, at jeg holdt meget af Hende. Hulda behandlede mig særdeles ædelt, og gav mig det rimelige Svar: „Nei!" da Hun, som hun ogsaa sagde, maatte holde det for et Øjebliks Indfald af mig, og Hun holdt mig for temmelig letsindig." Da vi næsten ikke kunde siges at være allene, kunde jeg ikke videre udvikle mig; men maatte forlade Hende med mit Afslag og med forhøjet Kjerlighed og Agtelse for Hulda, da den Gode viste en saa god Forstand og et saa ædelt, godmodigt Hjerte, at jeg maatte be undre Hende i samme Grad som jeg maatte beklage mit Tab. Jeg var dog ikke saa letsindig som Hulda troede - jeg glemte Hende aldrig, men nærede desuagtet et svagt Haab, da jeg troede (daarligen) at Intet var umuligt for sand alvorlig Kjerlighed, og at vore Characterer stemmede temmelig overeens, at Hulda den gang ikke burde have svaret anderledes, men at Hun engang vel, nåar Hun havde prøvet min Lidenskab for Hende, ikke vilde nægte mig Haab, nåar jeg forresten vilde vise mig Hende værdig. - Jeg saae ikke Hulda næsten et halvt Aar, men da jeg gjensaae Hende, var det ikke Hendes blomstrende Skjønhed som opfriskede min Lidenskab; thi den havde i Huldas lange Fraværelse den hele Vinter, saa aldeles behersket min Sjel, at - jeg skammer mig ved at sige det, - det var mig umuligt at bestille Noget, hvad det saa skulde være : - jeg haabede, jeg drømte, jeg tænkte ideligen paa hvorledes jeg skulde vinde min tabte Himmel tilbage, og jeg vidste, at fik jeg først Grund til Haab vilde min Sjels uvirksomme, slappede Tilstand igjen hæves, og at jeg da snart vilde gjenvinde dobbelt hvad jeg i Studier havde tabt. Det var ikke Huldas blomstrende Skjønhed, som lod min Lidenskab voxe til en saadan svimlende Høide, at min Forstand ikke kunde hæve sig over den, men endnu mere det Blik, jeg havde kastet i Hendes Sjel, og som grundede min Kjerlighed paa Agtelse og den inderligste Beundring: min Indbildningskraft, hvis fulde Virksomhed Intet i min Ensomhed formaaede at afbryde, ud dannede sig et Ideal - kort min Sjel var Hig det Skib, som er kommet Malstrømmen for nær: det kjæmper, det sætter alle Seil til; men - forgjæves! de sorte Klipper rage alt som skum dækte Tænder frem af Hvirvelens Centrum - ha! nu er det gaaet under med Top og Tavl! Jeg kjæmpede, jeg stred med mig selv, med min Stolthed, som længe qvalte enhver Tanke om nok engang at bede om den Piges Hjerte, som engang afslog det, men min Stolthed eller Selv følelse og min sunde Livsphilosophie vare Kjæmpere, med Hjelme af Avner og Landser af Halmstraae i Kampen mod de Rækker af gyldentrustede, dristige Forventninger og modige Planer og de tusinde purpurklædte Drømme, der flagrede om som Sara cener paa deres glindsende Heste i Ørken, og som min Phantasie opfyldte min Sjels Synskreds med. Hver Gang jeg var i Risebroe, fik hine to Kjæmpere Dødsvunder ; men kun der var jeg nogen ledes glad; hjemme var jeg følesløs for Alt og aldeles eensidig: jeg følte vel at jeg ikke burde være hist saa ofte; men Hulda havde sagt til mig, da Hun gav mig sit Afslag, at Hun ikke kjendte mig, og jeg besluttede da, da jeg var paa det Rene med mig selv, at jeg skulde, for at afbryde min uvirksomme, passive Til stand, tilbyde Hulda min Haand andengang og paa enhver Betingelse og det snart, noglegange at skjænke mig den søde Glæde at see og tale med Hende først. 0, jeg er et Menneske, som klattrer til Himlen paa en flagrende Spindeltraad, hvis Indbild ningskraft er saa stærk, at den lader mig lee, hvor de Fleste andre neppe smile, og græde, hvor Andre vilde gabe! Da jeg havde været i Risebroe nogle Gange, skrev jeg et Brev til Hulda og hendes for mig dyrebare Forældre, men som jeg ikke sendte, da jeg maatte endnu engang og nok engang see Hende. Jeg bad deri Hulda, hvis Hendes gode Forældre Intet havde derimod, give mig et Løfte om „Ja", dersom Hendes Hjerte var frit, nåar jeg inden halvandet Aar fremstillede mig med Embedsexamen med bedste Charakteer: jeg bandt mig til Hende ved mit Æresord; men ingen Forpligtelse skulde hvile paa Hende ihenseende til Hendes fri Valg i den Tid eller saalænge Hun selv vilde: jeg lovede ogsaa deri aldrig at see Hende før den Tid og aldrig uden jeg i den Tid havde opført mig ulasteligen. Men - jeg var saa uvis, om hvad jeg skulde gjøre, og endelig blev min Beslutning, at den Dag, Hulda først kom hjem til os, vilde jeg bede Hende om en Samtale i Enrum, hvor jeg vilde bede om Hendes Tilladelse til at tale med Hendes Forældre om hiint For slag: jeg vilde roligen udvikle for Hende Alt: jeg vilde sige Hulda, at jeg ærligen vilde arbeide for at blive Hende værdig, at jeg vilde rette mig i Alt efter Hendes Raad og Vink og, at jeg følte mig for evigen bunden til Hulda og Huldas ædle Forældre, at min Characteer, uagtet dens lidenskabelige, heftige Anstrøg, dog i Grundtonen nærmede sig Hendes, at jeg Intet forlangte uden at Hulda skulde give Agt paa mig og fandt den Gode mig da værdig, naar hiin Tid var forbi, og Hun selv var frie, skulde det fjerne Haab nærme sig sin Opfyldelse: iøvrigt, dersom Hulda aldeles Intet vilde svare da, vilde jeg bede om TiUadelse til at skrive Hende og Hendes Forældre til om en Tid, da Hun da vilde kunne betænke sig. Dersom Hulda derimod gav et übetinget Nei" vilde jeg bedet Hende ikke erindre mig med Uvillie, og roligen tåget en bestandig Afsked med Hende. - Jeg vidste at sidst Torsdag var Dagen, da min Skjebne skulde dreje sig: jeg havde besluttet i Haugen at tale med Hulda: men der blev ingen Spadseren af og jeg saae med stedse stigende Spænding den ulykkelige Dag at rulle sig mere og mere sammen i sit Slør. Omsider beder jeg Hulda om en Samtale i Enrum, eller ogsaa i Overvær af En af Hendes Søstre; men Hulda, Hulda nægter det, nægter mig dette. Jeg havde ikke ventet det: Hulda vilde ikke give mig ti Minutter for mit hele Liv! Jeg fandt det meget haardt: halv vanvittig agtede jeg ikke Hendes Bøn om Intet at sige: jeg kunde ikke erholde en Samtale i Enrum: jeg erindrer Intet - jeg rakte Hulda min Kjerlighed som en dugget Rose: hun gav mig den igjen som Vanvids bedøvende Valmue. 0 Gud! det havde ikke skeet havde jeg talt med Hulda allene: jeg vilde roligen have tåget Afsked med Hende og skjult mig paa mit Værelse: jeg vilde ikke bedrøvet Hulda og mine For ældre, ikke havt Forbrydelser at angre, eller nu været i en Til stand, Gud befrie et Menneske fra at være i. Jeg har det Haab, at Gud snart vil lade mig døe - jeg er fornøjet derved, jeg er glad derved. Min Volcan maa snart være udbrændt og styrte sammen - jeg er glad derved! Et svagere Legeme vilde meget snart bukke under for Følelser som mine. Fortvivlelse er rædsom. Jeg troer ikke Hulda burde have afskaaret mig alt, alt Haab. Haabløs Fortvivlelse er rædsom. Jeg vilde jo gjort alt: jeg vilde have blevet et godt Menneske. Jeg har aldrig gjort Nogen uden mig Selv noget Ondt med Villie. Jeg burde heller ikke det; men havde Hulda ikke afskaaret mig alt, alt Haab, al Udsigt til en lys Fremtid, vilde jeg - saa var min Plan - strax i Kirken for Herrens Alter, i Huldas og hendes Søstres Nærvær, krævet Gud til Vidne paa, at jeg aldrig vilde med Vidende gjøre uden Godt. Hulda burde ikke have aldeles, aldeles berøvet mig den mindste Udsigt, nåar Hun saae min Sjel saa ganske knyttet til Hendes: jeg vilde vist have været god mod Hulda, jeg vilde jo gjerne have biet, gjerne, først nåar jeg havde tåget baade theologisk og juridisk Examen, seet mit Haab træde frem af Mørket: jeg vilde ikke være bleven staaende, nåar jeg da kom i en Bane: jeg vilde jo anstrenget mig for at krandse Hendes Tinding med Hæder og lægge Lykke for Hendes Fødder. - Ha, nu er Alt, Alt forbi! alle mine Planer og For ventninger! alt uden min bitre Sorg! alt - min Sjel er Tham beskjelvers brustne Bue! Alt er forbi, forbi, fortabt! Alt burde Hulda ikke have betaget mig! Naar jeg tænker paa hvad der er hændt, svimler jeg, jeg kan ikke fatte mig. 0 - dette Brev, som jeg er saa dristig at sende Dem bærer vist Præget af min uordentlige, forstyrrede Tankegang; men det vilde ikke blive bedre om jeg skrev det om. Naar jeg tænker paa min Fremtid, sortner det for mig - jeg skjælver. Jeg sagde til min Fader, at jeg maatte til Grækenland, at mit Liv dog ikke skulde ganske spildes. Han forbød mig det ikke; men med blid Sorg mindede han mig om mine Forældre. 0 Gud, hvad skal jeg gjøre? Jeg ønskede andengang efter den ulykkeligste Dag ikke at have Forældre. - Jeg veed det, jeg skulde bekjæmpe min Sorg: jeg vilde det; men jeg er saa overbeviist om at Alt er tabt, at jeg er fortabt. Jeg veed, jeg vidste det forud, at Hulda alene havde en absolut Indflydelse paa baade mit indre og ydre Liv. - 0 Hulda! burde ikke betage mig alt, alt: Ømhed for Hende er den første Følelse, den stærkeste, næsten eneherskende hos mig. - Lever man ikke lykkelig med Den som elsker En? Jeg troer det, og jeg veed jeg elsker Hulda og vil bestandig gjøre det mere end enhver af alle De, som engang vel ville beile til Hende: Hulda maa have hørt noget meget Ondt om mig; men mange gives der, som kalde mig Deres Ven og smigre mig i Øinene og tale ilde om mig ellers: nåar Hulda havde seet i min Sjel vilde hun fundet Lys og Skygge i en stærkere Afvexling end i mange andre Sjele, men mere, mere Lys end Skygge: min Kjærlighed til Hulda var skjøn om den endog var lidt phantastisk; men dette klædte den godt, som mørke Øjenbryn et smukt Ansigt. - Hulda burde ikke dræbe Alt hos mig - o det er ikke Hulda men Skjebnen, Skjebnen -: Jeg er ikke haard og mit Hjerte er ikke ondt - det sige mine Fiender: mine Grundsætninger ere ophøjede, skjøndt et Phlegma kalder dem sværmerske og min Characteer er igrunden god trods dens Ubesindighed, Fremfusenhed og Lidenskabelighed. Jeg kan være lykkeligere og ulykkeligere end mange Andre i samme Omstændigheder formedelst mine glødende Følelser. - Alt er tabt - jeg er afsindig. O gode, ædle Fru Malthe! tilgiv mig -- jeg vilde været Dem en god Søn om Skjebnen havde villet det. Alle som kjende mig, holde meget af mig - Hulda vilde ogsaa kunnet det. - Jeg beder Dem hilse Alle fra mig: jeg takker for Deres Godhed, for Lovises Godhed, der bekymrede sig om mig: jeg velsigner Hulda: jeg er religiøs - jeg vil bede Gud om Godt for Hulda: jeg beder Hulda leve vel, meget vel! Jeg savner to Papirer - det ene var mit Farvel til Hulda, som jeg skrev ahnende hvad der vilde skee: jeg maa have givet dem fra mig da min Sjel var i Taagen: jeg troer Lovise har dem: Hulda skal have dem: jeg beder Hende ikke rive dem isønder: Hun maa ikke være vred paa mig fordi jeg bedrøvede hende: Hulda maa ikke hade mig: jeg er jo dog hendes bedste Ven. Eller Hun troer det ikke? - Ha, jeg maa bryde af: det er Skam for mig ikke at kunne sammensætte et ordentligt Brev. - Tilgiv mig! jeg er ikke vel! De maa forlade mig Dette. Henr: Wergeland.»