Søren Kierkegaard er nå blitt 22 år gammel, og har lenge har turet hardt og levd bohemlivet i København. Nå er han på rekreasjon i Gillelje. I dagboken sin skriver han at han trenger å finne den samlende ideen som han kan leve for. Den sannheten som er sann for ham. Og han finner den. Ideen er «den enkelte». Den subjektive. Den personlige sannheten. Dette skal vise seg å være det første skrittet på den personlighetsfilosofiske veien som han skal fortsette å gå de kommende årene.
Søren har et komplisert forhold til sin far, som ofte er preget av tungsinn og religiøse grublerier. I dag mottar han et brev fra sin faren. Han er plaget med kolikk for tiden, og som regel lar han Sørens bror Peter skriver brevene for seg. Men dette har har skrevet selv. Han skriver: «Min kiære Søn, For at berolige Dig ihenseende til Din Bekymring over, at jeg lader Peter svare paa Dine Breve og ikke selv skriver, sender jeg Dig hermed disse par Linier fra min egen Haand. Der er, Gud skee Lov, ingen anden Aarsag, hværken indvendig eller udvendig, dertil end den Du ve[e]d, og formoder, nemlig den stedse mere tiltagende Besværlighed ved at skrive, der er Dig noksom bekiendt. I de sidste Dage er jeg desuden mere end sedvanlig plaget af min Kolik.
Da Dit Brev intet melder om Dit Befindende, saa slutter jeg deraf at Du er vel, som er mig inderlig kiært. Din Broder er og ved sedvanlig Helbred, saavelsom Dine Svogre og Deres Børn. - Jeg beder meget kiærlig og venskabelig at Hilse Hr Mentz og hans Kone fra os, og især fra mig
Din Dig hiertelig elskende og gandske hengivne Fader M P Kierkegaard»
