Johan Sebastian Welhaven har nå godt håp å få en lektorstilling i filosofi ved Universitetet i Christiania

Johan Sebastian Welhaven har nå godt håp å få en lektorstilling i filosofi ved Universitetet i Christiania. Det er gode nyheter, for hennes familie, særlig moren, syns ikke at han er et passende parti for hans elskede Ida. Men med kjærlighetslivet går det likevel slett ikke bra. Han er så ulykkelig. Han skriver til sin elskede Ida:

«Siden jeg læste Deres Brev har jeg været dødbleg og jeg har følt hvorledes alt mit Blod har strømmet om Hjertet og knuget det. Jeg har dog tidligere sagt Dem, at jeg for Haabets Frelse vilde bære det bitreste Savn, og dengang havde jeg også sat mig ind i denne Situation; men dette Verk af min smertefulde Sjels Stræben var nu forstyrret om ikke ganske nedbrudt. Min Kjærlighed er fanatisk; jeg er bleven sjelesyg af Savn; jeg troer at jeg maatte blive dødelig syg eller synke hen i Afsindighed, om jeg nu tabte Dem. Min Tilværelse er isandhed splittet ad, jeg er kun et halvt Menneske. Derfor har jeg nu større Møie med min Smerte. O, det koster at ordne den til et roligt Stof for min Betragt ning og Overveielse. Himlen har givet mig et mildt, bøie ligt Sind til Modvægt mod den brændende Iver, der man gengang bringer mit Indre til at bæve, og i dette Øieblik henviser jeg al min Kummer til denne Lindring. Endnu eier jeg Dig dog mit Livs Liv med stedse nye, vidunde[r]lig søde Forjettelser. Al den Herlighed, jeg har anet hos min Sjels Elskede, har du stedse klarere udfoldet for mit Blik, og jeg kan være saa usigelig lykkelig midt i min Smerte. Jeg skal elske dig ind i Døden, og om du overlever mig, vil jeg gaae frem for Guds Throne og bede om at maatte

forsage Himlen for at følge dine Fjed og signe dem indtil vi atter forenes. O, Deres Moder vilde forbarmes, dersom hun hadde en Anelse om denne Følelsens übeskrivelige Magt og Alvor, dersom hun vidste at den blotte Tanke om at miste Dem kan afpresse mig et uvilkaarligt Skrig som om alle mine Nerver med Eet bleve overskaarne. Men - det er forgjæves: hun veed Intet om mig, aldeles Intet, og hun vil om mig aldrig komme til at vide det Mindste, der er Om tale værd. De vil altid elske mig med den samme Inderlig hed som nu, og hun vil ikke kunne begribe det; hun vil aldrig fatte hvad der saa dybt forener os for Livet og for alle Evigheder. Men nu skal hun have sin Vilie: jeg skal bære min Marter fordi den har en Glorie, og for vor vor rene, uforkrænkelige Kjærligheds Skyld. Ak, jeg inddelte min Tid og jeg skattede mit Livs Værdi efter vore sparsomme Sammenkomster. Min Higen havde en Bane med kjendelige Trin; hvad der laa imellem var for mig af liden eller ingen Betydning. Nu skal jeg undvære dette Gode og forsøge at holde Livet oppe med mine Erindringer. Med hvilken smaalig Nøiagtighed skal jeg ikke søge at samle dem! Til Vaaren skal vi dele denne Skat med hinanden. Naar Løvet er udsprunget, skal det skygge os medens vi sidde sammen og ere meget lykkelige. O, jeg kommer til at holde dig saa tæt omslynget af en hemmelig Frygt for atter at tabe dig. Min Barneglæde vil da igjen komme over mig og du skal see hvor blid jeg er, og hvor lidet Livets Bitterhed har kunnet antaste mit Væsens Kjærne. Ak, Ida, der er for mig ingen Tryghed og ingen Hvile uden ved dit Hjerte. Som et Væsen hvis ene Side er lammet vakler jeg nu, og jeg synes at Alle maa kunne mærke det. Jeg tør ikke spørge mig selv hvorledes jeg tænker at ud holde den Forpligtelse, jeg nu paalægger mig; min søvnløse Nat, min korte, drømmefulde Morgenslummer ville idelig bearbeide dette Thema. Det vil være en Gift i min Spise, en Slynge om mine Trin og et hængende Sværd over mit Sæde. Kan der tænkes en mere raffineret Grusomhed, end at nægte os den sidste saa karrigt tilmaalte, med Tusinde Lidelser kjøbte Trøst, og dertil forlange dette Offer som Tegn paa Ædelmod og Pligtfølelse! Paa Bunden af dette infernalske Sammenspind er der et Raseri, der truer med at angribe min egen Hjerne, og derfor vover jeg aldrig at tænke mig rigtig ind deri.

Men hvorledes skal denne Quarantaine kunne udføres uden at vække Skandale? Saa ledes som jeg er iagttaget i mine mindste Skridt er det mig umuligt at udfinde noget der kunde besmykke en saadan gjennemført Avsondring, og dertil kommer, at jeg ikke kan sige den ringeste Usandhed uden at røbe mig for den Een foldigste. Jeg har grublet meget over dette og ikke udfundet nogen anden Hjælp end den, at holde mig til Sandheden; jeg maa aabent bekjende, at jeg holder mig borte fra disse Sammenkomster for at spare Dem en Lidelse i Deres Hjem. Fru Hjelm har budet mig til sig i en Søndagskreds og jeg skal nu nægte at komme og bede hende selv at gjette Grunden. I denne uundgaaelige Aabenbarelse af det rette Motiv ligger den svage Side af Deres Moders System; thi det er utænkeligt, at det under denne Betingelse kan bære hende nogen Frugt - Men jeg vil forlade denne pinlige Materie, som dog aldrig vil kunne drøftes uden i en Sam tale og med en gjensidig aftalt og udarbeidet Plan - Jeg vil heller sige Dem paa hvad Trin mine offentlige Sager nu staae. Min Udnævnelse er hævet over enhver fornuftig Tvivi; jeg kan oversee og veie alle mine Fordele, men jeg seer ikke længere hvad der egentlig skulde være mig til Hinder. Jeg kjender Ingen, der har søgt Embede under gunstigere Omstændigheder. Iforgaars var jeg hos Stats ministeren1 og der var ingen Protektionsmine, men meget mere en inderlig Deeltagelse og Interesse. Han sagde at Intet var ham kjærere end at befordre min Sag af al Magt, men at det forekom ham, at hans Hjælp var overflødig, fordi han vidste at alle de Mænd, der havde Indflydelse i dette Anliggende, vare ganske stemte til min Fordeel. Det er nu blot den langsomme Gang i alle Expeditioner, der truer og forfærder mig. Vor tunge Skjæbne har lagt en tærende Kval mellem mig og mit sikkre Haab. Greve Wedel har underholdt sig med Stang2 om Mine Forholde. Greven vilde vide om jeg havde Gjæld, og Stang troede at kunne benægte dette, og her traf han tilfeldigvis det Rette. Ak, hvorfor er jeg dog ikke ogsaa i dette Kapitel som alle Andre. Nu tænker maaskee min høie Velynder: «Han kan endnu vente noget; det skader ham ikke, han har ingen Gjæld.» O, kunde jeg dog raabe i hans Øre: Skaf hurtig Hjelp; jeg har et Hjertenag, der kan dræbe mig medens jeg venter1 Man taler nu om mine Fortjenester, og jeg har nogle: Jeg har med dødelige Slag rammet en Raahed, der allerede stod seirende og lovgivende, jeg har vakt og be styrket en heel Generation af vaklende Gemytter; med mig er der begyndt en norsk Literatur efter den europæiske Oplysnings Standpunkt og Fordringer. Men mit Hjerte banker ikke længere ved denne Ros. I dig min Elskede, ligger al min Adkomst til Livslykke, uden dig forkaster og forhaaner jeg den. Januar, Februar, Marts - længere kan jeg ikke vente! Ak, man vil myrde mig. - Min Ida, der kan ingen Ord udtrykke hvad jeg har følt ved Fortællingen om dit Heltemod. Der har hiin Aften været en Overeensstemmelse mellem vore Idrætter og Tan ker, der grændser til det Eventyrlige, og dog er Alt hvad jeg nu vil sige Dem den strængeste Sandhed. Kl. 4 da det begyndte at blive dunkelt var jeg paa Veien til din Bolig. Fru F1F 1 sad ved Vin[d]vet og vinkede, men jeg endsede det ikke. Stang, det lange Barn, kom travende paa sin levende Kjæphest og priste dens Merveiller, og lod den gjøre Kun ster for mit prøvende Blik. Jeg vandrede længe frem og tilbage ved Havegittret; jeg speidede indtil det blev mørkt, og da opgav jeg Dem. Jeg tændte mit Lys og vilde arbeide, men kunde ikke. En gribende Scene af et fransk Skuespil sank mig i Tankerne og jeg kunde ikke bortfierne den. Det er en martret Datter, der omsider, indestængt og be vogtet, glider ned ved en Snor paa den farlige Boulevard og opsøger ved Nat sin Elskedes Kammer og finder ham og siger: «Her er jeg, jeg har Ingen uden dig.» Jeg drømte mig ganske md i denne Scene. De sad ved min Side, jeg talte med Dem, jeg nævnte Deres Navn høit i min Een somhed; da stod De nedenfor og saae mit Lys brænde. Jeg hørte nogen spørge ude paa Gangen, hvad Klokken var og man sagde: halvotte. Da tænkte jeg først paa The vandsselskabet, og ventede at finde Dem der; men jeg var saa fordybet i mig selv i denne Vrimmel, mit Indre var saa fuldt af Kval. Den lille Malvina P. 1 kom hen til mig og sagde: «Gud, Welhaven, Deres Væsen er nu saa for andret. De har vist en Hjertesorg som De vil dølge.» og jeg skjalv da hun sagde det. Imorges havde jeg en levende Drøm, hvori jeg saae Dem ile gjennem lange, dunkle, gam meldags dekorerede Gange og Værelser, jeg fulgte aandeløs og som i Sjæleangst; omsider naaede jeg Dem og sank om Deres Hals - Ak, hvor Deres Træk vare kummerfulde, og der var Taarer i Deres Øine. Det var et Sekund. Halfdan stod pludselig for os og sagde: Der er Moder! Saadanne Drømme have aldrig skuffet mig; jeg vidste at De i dag havde noget at meddele, og derfor gik jeg lige hen til Dem i Grændsen. Saavidt er det kommet med os; vor Ømhed er steget til en somnambul Rapport; vore Sjæle indvirke umiddelbart paa hinanden. - O, vil du ikke tillade at jeg en sjelden Gang benytter det smalle Stræde til at række dig nogle Linier. Det lindrer mig at skrive. Jeg kan byde dig den varmeste og helligste Kjærlighed, der nogensinde har bragt et Menneskehjerte til at svulme og bæve. JW.»