Galleri
-
Johan Sebastian Welhaven har vært på ball og truffet sin elskede Ida Kjerulf. Denne morgenen griper han fatt fjærpennen sin og skriver til henne. Han har mange forvirrende tanker om seg selv og sitt kompliserte kjærlighetsliv som han må få satt ord på - det føles som om han har hodepine.
-
Henrik Wergeland og hans søster Camilla reiser hjem til Eidsvold på juleferie. Hun har et avgjørende år bak seg; hun er 24 år gammel, har vært forlovet med en flott svenske i Hamburg som har gjort kur til henne, men har brutt forlovelsen. Hennes selvfølelse er for sterk til å gifte seg med en slik mann, mener hun. Hun ville komme til å miste seg selv helt ved hans side. Han er for mye verdensmann, for mye kald forretningsmann. Det er ingen poesi i ham.
Johan Sebatstian Welhaven forsetter å oppsøke Camilla, men han er nå forelsket i hennes venninne Ida Kierulf. Det er gjensidig.
-
Johan Sebastian Welhaven oppfordrer denne høsten sin forlovede Ida Kjerulf til å bli kjent med Camilla Wergeland, som er i byen. Det plager ham at Camilla lurer på dem når han og Ida en sjelden gang møtes på ball. Dessuten ser også alle andre i omgangskretsen ut til å holde øye med ham og Camilla, fordi det gamle ryktet om deres forhold har våknet til liv igjen.
Derfor vil han forsøke å snakke med Camilla, som han mener fortsatt er forelsket i ham. Han ber Ida om å få lov til å fortelle Camilla om at de har forlovet seg.
-
Ida Kjerulf skriver et brev til sin elskee Johan Sebastian Welhaven. Dette er det eneste av hennes brev til ham som kommer til å bli bevart, i motsetning til hans tyve bevarte brev til henne. Og det er bare den siste delen av brevet som ettertiden kommer til å få lese. Det handler om det kompliserte forholdet Ida har til sin mor, som vil nekte henne å treffe Welhaven.
I brevfragmentet fra Ida står det:
-
Johan Sebastian Welhaven har nå godt håp å få en lektorstilling i filosofi ved Universitetet i Christiania. Det er gode nyheter, for hennes familie, særlig moren, syns ikke at han er et passende parti for hans elskede Ida. Men med kjærlighetslivet går det likevel slett ikke bra. Han er så ulykkelig. Han skriver til sin elskede Ida:
-
Johan Sebastian Welhaven skriver til sin elskede Ida Kjerulf, som er svært syk, og som av sine foreldre ikke får lov til å treffe ham:
«Da jeg Søndags Morgen, under Hanegalet, faldt i Søvn, drømte jeg, hvad der kun eengang for mig var virkeligt, og hvad jeg aldrig før har drømt - jeg drømte at jeg kyssede Dem.
-
Johan Sebastian Welhaven skriver et langt brev til sin Ida der han forklarer for henne hvordan han føler seg, og hvor vanskelig det er for ham å være blant mennesker, som han føler ikke forstår ham. Alt han vil, er å være hos henne. Han skriver:
-
Johan Sebastian Welhaven skriver til sin elskede Ida. Utenfor vinduet ser han legene hennes, som han kjenner fra studietiden, kjøre forbi på vei til sykevisitt hos henne i Bakkehuset: «I August vil min Udnævnelse komme, omtrent i de Dage da det rette klare Sommerveir, efter alle Spaadomme, først skal begynde, og til den Tid maa du atter samle Kræfter.
Der er da Meget at overtænke og Meget at takke Gud for. I os er Kjærlighedens reneste og stærkeste Liv udspiret og dette er dog vor høieste Lykke.
-
I dag skriver Welhaven til Ida:
«Den mindste Lindring, Himlen sender dig kaster ogsaa et velgjørende Sollys i mit Indre. O, min Sjæl er hos dig i hvert Nu og kæmper med Gud. Jeg har aldrig følt hvad jeg nu føler. Just i mit Bryst bærer jeg hidtil ukjendte Smerter; men jeg har ogsaa Øie blikke, hvori Haabet hilser mig som en Forvisning, og som et helligt Løfte ovenfra. Jeg skal atter holde dig i mine Arme og gjennemleve
-
Johan Sebastian Welhaven er gjest i et hyggelig familieselskap i familien til Bernhard Dunker på bevertningsstedet Karenslyst på Bygdø. Familiefaren, som er Vilhelmine Ullmans far og vanligvis har vært kjent som en vanskelig, men begavet mann, har hatt hell med sine forretninger knyttet til produksjon av krom, og er nesten ikke til å kjenne igjen for tiden; blid, gavmild og omgjengelig. Vilhelmine, som i familien blir kalt Mina, har giftet seg med sin Axel Ullman, og fått en sønn. Hun er 24 år gammel nå.
-
August: Johan Sebastian Welhaven skriver til Ida Kjerulf, sin elskede som han har vært hemmelig forlovet med siden 1837.
Han bor på en hyebel i Pilestredet 4 i Kristiania, med utsikt til Kjerulf-familiens hus «Bakkehuset». Foreldrene hennes er midlertid imot forbindelsen med den unge Welhaven, som ikke har noen fast stilling.
Det er først når Ida blir dødelig syk sommeren 1840, at foreldrene kommer til å godkjenne forlovelsen melom de unge. Etter at Ida dør, kommer Welhaven til å flytte inn i Bakkehuset, hvor han kommer til å bli betraktet som et medlem av familien
-
I dag er vært rått og grått i Christiania. Johan Sebastian Welhven skriver til sin forlovede Ida:
«Veiret er raat, Solstraalen kæmper idelig med de sorte Skyer. Lyset vil dog vist idag vinde Seier og Himlen blive klarere. Hvad skal jeg sige dig om Kampen i mit Indre, hvor Angst og Haab saa hæftigt mødes og vexler? Jeg seer ligesom ned i mit Væsens Grundkilder og maaler Dybet der. Naar man saaledes er ene med sig selv i Sorgen, da faaer man vide hvad man er og hvad man kan. Modet vil ikke forlade mig. Haabet og Tilliden er stærkest.
-
I sitt brev til forloveen Ida skrive Johan Sebstian Welhaven i dag, som er en mandag:
«Mandag Aften I Fru Hjelms Fredagsbulletin stod der at du var «temmelig mat», Løverdag fik jeg ingen Underretning, og Søndag Formiddag da vor Veninde gik forbi, syntes jeg, at hun saae op til mig med mismodige og mørke Miner. Da blev jeg angst om Hjertet og jeg grublede mig md i mit aller sorteste Hjørne.
Jeg stirrede paa din Bolig - O, hvor længselsfuldt, og med saa megen Lidelse! Jeg kunde Intet nyde og jeg følte en tyngende Kval ved ethvert Aandedræt.
-
I dag skriver Johan Sebastian Welhaven skriver til sin hemmelig forlovede Ida: «Min Eneste Ja du er min Eneste, saa høit elsket, saa uforglemmelig indskrevet i mit Hjerte. Ak, var der Lægedom i mine Sukke og i mine brændende Bønner!
l aften har jeg kunnet græde, og jeg har bedet til Gud ligesaa inderligt som da jeg var et sorgfrit Barn. ,Jeg veed ikke hvorledes jeg er kommet hjem fra Hjelms; thi jeg gik som i en Drøm, min Sjæl var indesluttet i dit syge Bryst og leed usigelig Kummer.