Johan Sebastian Welhaven skriver til sin elskede Ida Kjerulf, som er svært syk, om hvordan han har drømt at han kysser henne

Johan Sebastian Welhaven skriver til sin elskede Ida Kjerulf, som er svært syk, og som av sine foreldre ikke får lov til å treffe ham:

«Da jeg Søndags Morgen, under Hanegalet, faldt i Søvn, drømte jeg, hvad der kun eengang for mig var virkeligt, og hvad jeg aldrig før har drømt - jeg drømte at jeg kyssede Dem.

Jeg havde tilbragt Aftenen saa mildt og lykkeligt, at min smukkeste Erindring maatte fremstille sig i min Slummer, idet den ligesom vilde fuldende dette Vaar døgns Glæde. Ved Deres Side føler jeg - just i mit Hjerte - et Velbehag som om jeg vuggedes og svævede; jeg optages i en bedre Tilværelse blot ved at holde Deres Haand i min.

Naar jeg saaledes er hos Dem, da har jeg denne søde, inderlig rolige Stemning, som jeg ret egentlig vil kalde Sjælefred; fra en saadan Time udgaaer dette mit favre Dagslys, der længe efter kan skinne over min Ensomhed, indtil det bævende forsvinder i mit Savns natlige Skygger. Mit midleste og reneste Tankeliv ligger bundet ved Deres Hjerte; der er intet Nag og ingen Bitterhed. Der er mine Skjæbners Forsoning, der vil jeg kunne tilgive og glemme. Igaar var det en deilig Dag, og jeg besøgte den tomme Scene, hvor jeg nylig, blandt de mange Mennesker var ene med Dem. Da kom der dog en Vemodighed over mig, og jeg maatte søge et andet Hvilested.

I Egnen om Frogner fandt jeg et lidet Skovparti, hvor en egen Belysning i Landskabet gav mig en Tankerække, der allerede danner sig i mit Indre til en smuk Digtning; men derved kom jeg atter til at dvæle ved Deres dyrebare Billede.

Jeg tænkte at ligesom jeg i denne Naturtilstand, maate finde noget ædlere og skjønnere end andre Mennesker, der be tragte Tingene med et übegavet Blik, saaledes vil jeg en gang, naar vi dele Alt med hinanden, kunne give ethvert af vore Livsbilleder en bedre og renere Gestalt, og hæve dem over mange af de Smaaligheder, der ellers ofte kan forstyrre det ømmeste Samliv. O, jeg bygger ingen Luft slotte for vor Lykke; den skal være simpel og portativ, baaret og spirende i vort Indre, og stedse paany udsprun gen deraf.

Dersom jeg i det Hele med Ord kunde udtrykke hvor ledes og hvor høit jeg elsker dig, mit Livs gode Engel, da vilde jeg ogsaa kunne beskrive den Glæde, der inderlig har bevæget mig siden vort uventede Møde. Men Alt dette er mig, i sit Væsen, mystisk-helligt som Tilværelsens egne uudgrundelige Kilder. Det er blot en übeskrivelig smertelig Tanke, at jeg nu igjen skal fjernes fra dette mit sande Liv, at ogsaa denne Sommers solblide Dage skal være mig til slørede og skyggede.

Jeg har dog nu øinet et Middel til Lindring i dette Savn, og jeg har sat mig i Hovedet at De vil finde det godt: De aftaler en Spadsertour med Marie Sødermark, og netop til samme Tid faaer Jonas Collet[t]  og jeg Lyst til at promenere. Disse fire Personer støde sammen paa et bestemt Sted og vælge Gangstierne f Ex. i Retningen mod Bogstad. Naar vi til en saadan Vandring tåge Formiddagen, ville vi neppe træffe mange Uvedkommende. I alle Fald vil det see meget uskyldigt ud og ligne en Udflugt til et landligt Besøg.

Marie S. vil paa det behageligste blive konverseret af Jonas C.j og De og jeg vil have Fred til tusinde Med delelser. Er der nogen særdeles Fare i Nærheden, da rykke vi alle sammen, og vandre forbi med sorgløse Miner. Paa en saadan liden Reise, der efter mine Tanker bør vovesog betroes til gode Aanders Varetægt, kan der maaske blandt andet aftales Udveie til bedre og beleiligere Sam menkomster.

Det er just herefter, at min Trang til at træffe Dem vil melde sig med dobbelt Styrke, fordi Spørgs maalet om min Ansættelse vil blive behandlet i nye In stantser; skal jeg nu græmme mig ved Tanken om, at disse Resultater maaskee bringes Dem forvanskede af fremmede Munde, uden at jeg med min egen Tunge, kan meddele Dem min Glæde eller min Ro, da bliver dog min Tilstand ennu grummere end før.

Jeg har tænkt mig det slemme Tilfælde, at Deres Moder, gjennem en eller anden überegnelig Kanal kunde faae Underretning om vore Bevægelser i det Grønne; men jeg troer tillige, at hendes værste Mod stand nu er inderlig brudt, og at hun vil gribe det Parti at ignorere Tingen for Dem. Naar De forresten kan for sikkre hende om den übrødelige Afholdenhed, hvormed jeg den hele Vinter har baaret mit Savn, da maa hun finde sig i, at jeg nu søger Dem, medens Afgjørelsen af mit Vee og Vel atter og atter bringes paa Bane.

Hun maa dog frygte mit sidste, ufeilbare Middel, at jeg overlydt, til Alle, der gide høre det, nævner Dem som min Forlovede og lader Verden dømme mellem hende og mig. Ingen troer længere at jeg kan stødes hen i Glemsel, men tvivler ikke om at jeg nu i ethvert Tilfælde maa vinde en fast Stilling, og derfor vil Deres Moder ikke engang finde Medhold der, hvor man iøvrigt kun ledes af spidsborgerlige Anskuelser. Dog - lad ogsaa vor Sommervandring være et lidet Vove stykke - Glæden er da ogsaa større, naar det lykkes. Jonas C. siger, at det er en ypperlig Plan, og han har ikke villet vide af, at jeg tvivler paa Deres Bifald. J

eg veed at De vil overveie denne Sag meget nøie; jeg er saa vis paa Deres Kjærlighed; De er min gode Engel ihvad De ogsaa be slutter. Men lad mig snart høre fra Dem; jeg tænker kun paa Dem og jeg vogter Deres Fjed. Min elskede Ida, min Sjæl er hos dig nu og altid. JW.»