Johan Sebastian Welhaven skriver til sin elskede Ida. Utenfor vinduet ser han legene hennes, som han kjenner fra studietiden, kjøre forbi på vei til sykevisitt hos henne i Bakkehuset: «I August vil min Udnævnelse komme, omtrent i de Dage da det rette klare Sommerveir, efter alle Spaadomme, først skal begynde, og til den Tid maa du atter samle Kræfter.
Der er da Meget at overtænke og Meget at takke Gud for. I os er Kjærlighedens reneste og stærkeste Liv udspiret og dette er dog vor høieste Lykke.
Efter disse lange Aar er Hjertebladet endnu lige fiint og skjært. Mit Bryst banker ved Tanken om dig, mit hele Væsen bevæges og bæver der ved som ved dit første ømme Blik. Alt hvad jeg ellers kan tænke mig af Livslykke staaer saa uendelig langt under den Lyksalighed at være forenet med dig.
Jeg beder kun om dette; deri synes mig Alt at være fuldkommet og opfyldt. Hvergang jeg har gaaet dig imøde har jeg været nær ved en Afmagt; min Sjæl har villet løsrive sig og er bleven udspendt i denne uudgrundelige Tilstand, der blander Fryd og Sjæleangst til een Fornemmelse - O, hvor det er skrækkeligt, at man har kunnet skille os ad! I Bortfjernel sen fra den Elskede ligger alle Hjemveens Kvaler. Intet kan lindre den; thi selv de største Goder vække kun Erin dringen og Savnet af den Eneste. Den hele Verden kan Intet byde mig, der er at ligne med den Lykke blot at turde sidde ved din Side og optages av den ene Tanke, at jeg er dig saa nær.
Den samme Følelse, som man i Al mindelighed kun anseer for et kortvarigt Sværmeri og en gjøglende Drøm, er bleven den stadige Grundtone i min Tilværelse først naar jeg har dig er jeg et heelt og færdigt Væsen.
Jeg har just i denne Sørgetid haft Anledning til paa ny at prøve mig: Statsraad Petersen har bortfjernet den sidste Tvivl om min Udnævnelse, og givet mig Overbevii ningen om at denne bliver total og ingen Konstitution,
- Den strænge Prof. Molbech har i sit sidste Skrift charakteriseret mig som Norges eneste originale Digter, og desuden har Biskop Neumann fra Bergen i disse Dage dyrket mig meget og til alle Kanter udbasunet min Ros - men ved Alt dette har jeg i min store Angst haft en Følelse af uovervindelig Modbydelighed.
Saaledes er jeg Intet uden dig, min Ida, du er min Lykke og min Stolthed, mit Liv er med alle Nerver bundet til dit. Under dine Lidelser har jeg næsten ganske kunnet stole paa de Varsler, min egen umiddelbare Fornemmelse har givet mig; thi fru Hjelms Underretning har hvergang viist mig at mine mør keste Øieblikke har været samtidige med de slemmeste Yttringer af din Sygdom. Derfor har jeg nu en stor Trøst i mig selv derved, at jeg med Et føler mig beroliget og er blevet fremmed for enhver Mindelse om min forrige Angst.
eg anseer det for et stort Held, at Conradi er Eders Læge; han er vist den dygtigste mellem sine Kolleger her, og jeg veed at han har et fortrinligt Omløb i sit Hoved.
Han og jeg blev Studenter paa den samme Tid og nu bliver han udentvivl min nærmeste Eftermand som Lektor. Jeg skal elske ham over alle Mænd, naar min Glæde en gang er fuldkommen. Medens jeg skriver dette kjører han forbi forat besøge dig - min Længsel vil følge ham, og dog troer jeg at jeg maatte segne om ved Dørtærskelen til dit Kammer; det er da bedre at vente indtil du kan ile mig imøde og standse min Bæven med Evangeliet fra dit styrkede Bryst. Gud velsigne og bevare dig! JW»
Johan Sebastian Welhaven
Ida Kjerulf
Kristiania
