Ida Kjerulf og Johan Sebastian Welhaven elsker hverandre, men Camilla Wergeland skaper fremdeles problemer, og Idas mor likeså.

Ida Kjerulf skriver et brev til sin elskee Johan Sebastian Welhaven. Dette er det eneste av hennes brev til ham som kommer til å bli bevart, i motsetning til hans tyve bevarte brev til henne. Og det er bare den siste delen av brevet som ettertiden kommer til å få lese. Det handler om det kompliserte forholdet Ida har til sin mor, som vil nekte henne å treffe Welhaven.

I brevfragmentet fra Ida står det:

«Man vilde sendt mig bort, for at adsprede, og faae mig til at glemme. Jeg overbeviiste dem om, at det intet vilde nytte; at De maatte vide mig uforandret, hvormange Mile der end skilte os ad. - Hun lod mig da være hjemme «fordi hun havde Tillid til mig», hun haabede der vilde gaae lang Tid, inden der blev Spørgsmaal om noget Afgjørende, og imidlertid vilde hun arbeide paa at finde sig deri. - Hun kom hjem og det blev værre end nogensinde. Netop fordi hun nu faaer den væsentligste Hindring snart overvunden, er hendes Fortvivlelse tiltagen i høieste Grad. Undertiden taaler hun ikke at see mig, og taler i flere Dage ikke til mig; - og ovenpaa trykker hun mig til sig, og trygler mig om, ikke at gjøre hende saa ulykkelig. Og dette kan jeg ikke modstaae! - Det har ogsaa altfor stor Indfly delse paa det hele Huus. Fader og Brødre lide alle der under. Hun er altid mørk og syg; plager og bedrøver dem; og de see paa mig, som for at spørge om det er mig der er Skyld deri.

Naar jeg er den Eneste, der volder Alles For stemmelse, saa maa det være mig, der bringer Ro og Til fredshed tilbage i Huset, med Tabet af min egen - for bestandig!

Fader er saa svækket; han taaler ingen Sinds lidelser, jeg tør ikke volde ham dem; og han, som eengang var min Trøst, og gav mig Haab om sin Bistand, beder mig nu selv at opgive Dem. Han siger det er min Pligt, naar min Tilbøielighed strider mod mine Forældres. De kan ikke forestille Dem i hvilken Grad, de ere Dem imod! Henrik Wergelands Forældre kunde ikke tåge det værre.

De kunde vundet Moder; hun kjender Dem kun altfor lidt - hun maatte komme til at holde af Dem! Men det er for seent. Vi ere ikke bestemte til nogen Lykke. Vi skulle leve fjernt og fremmed for Hinanden.

De Faa, der have nogen Indflydelse have talt vor Sag kraftigen; der er sagt Alt hvad der kan tænkes for at omvende Moder. Men hvad mine Taarer og min Kummer ikke udvirker, det gjør ingen Andens Ord. Hendes Uvillie er saa indgroet. Det er den inderligste Overbeviisning om at det vilde gjøre mig ogsaa ulykkelig - og paa denne Maade troer man at redde mig!

Hvad hun eengang har indpræget sig saaledes, kan intet Menneske faae hende fra igjen. Det er forbi! Her er allerede mange Sider fulde - og hvad har jeg sagt? Intet af hvad mit Hjerte uophørlig siger Dem: at jeg elsker Dem, høiere end mit Liv.

De udfylder min hele Sjæl, jeg har kun følt min Tilværelse siden jeg blev elsket, - jeg har ikke en Tanke der ikke tilhører Dem - og jeg frasiger mig Dem!

Det er dog en Velsignelse at have fundet hinanden. Jeg takker Gud derfor, og jeg skal leve deraf, maaskee et langt, glædeløst Liv. Jeg skal leve - ak, man døer ikke strax av Sorg, naar den arme Camilla ikke kunde det. Og hvor lykkelig er jeg ikke i Sammenligning med hende. Hvilken riig Trøst, at De deler mit Savn. Jeg skal bære det - jeg skal - fragt mich nur nicht wie! Og De, Welhaven? Hvorledes vil De tage det? - «De vil slet ikke finde Dem deri»? De har altid troet det skulde gaae, naar man kun vilde. Ak Gud, skal jeg sige: jeg vil ikke - for at betage Dem ethvert Haab!

Der er Intet. Jeg har givet mit Løfte, og de spørger hver Dag, naar jeg vil opfylde det. De have udregnet at jeg skal see Dem den8de, og da - i en Dands - synes de vi kunne afgjøre vort Liv. - Kunne vi ogsaa see hinanden saaledes? Der er jo ingen anden Mulighed. Vi have ikke havt en eneste uforstyrret Time - og den er os nægtet inden vi skilles - hvor skrækkelig haardt! Vi skulle altsaa sees paa et Bal - og jeg har Fatning - jeg troer jeg kan see Dem uden at ind vie Mængden i mit Indres Tilstand derved. Og De vil erindre at hvert Blik, hvert Ord belures - og vanhelliges af Nysgjerrighed og Ondskab. Hvorledes vil De bære dette - det bliver min sidste Tanke, - O, jeg vilde tage Alt, Alt paa mig, naar jeg der ved kunde spare Dem for denne Kummer! Tænk - at al den Trøst, og om muligt den Ro jeg herefter kan finde, alene beroer paa, hvordan De vil finde Dem heri. Kan De berolige mig? Ak, det hjælper til Intet at larme og kjæmpe imod - der er ingen Redning. Troer De jeg kunde give Slip paa Dem ellers! Det er ikke af Svaghed - men jeg maa vcclge mel lem Dem og - Moder - et grusomt Valgt - og er Offeret i samme Grad roesværdigt, som det er stort - da fortjener jeg al Verdens Herlighed til Belønning.

- [Ingen underskrift.]»

 

Welhaven på sin side skriver til Ida Kjerulf (kanskje som et svarbrev, kanskje på en annen dato denne høstmåneden i Christiania):

«Anima mia! Man laver et Bal sammen og jeg kommer der ikke, og dog er en saadan tosset Ting mig af usigelig Verdi, naar jeg kan vente at træffe Dem. Men jeg har dennegang maattet gjøre en Opofrelse, hvortil jeg har behøvet et Slags Heltemod, thi saaledes er man naar man elsker. Der er atter en Evighed henrunden siden vi saae hinanden. Det bliver Morgen og det bliver Aften og Dagene gaae, og jeg ser Dem ikke.

Min Sjæl bestaaer blot af Tanken om Dem, og derfor zittrer mit Liv uafladelig mellem en stor Glæde og en stor Kummer. Ingen veed, ikke De engang veed hvad jeg maa bære, og mellem hvilke Høider og Dyb min indre Tilværelse er udspendt. Jeg forestiller mig ofte at jeg maa komme til at daane af Glæde, naar Befrielsestimen slaaer, og jeg ser Dem fri og frank ved mit Hjerte.

Men jeg vilde sige Dem hvorfor jeg ikke kommer paa Ballet. Det har en bitter og traurig Grund: Den stakkels Camilla er der, og dette Sammenstød kan jeg ikke længere med velberaad Hu fremkalde, mindst naar De er nærværende. Jeg maa først i uforstyrret Ro have sagt hende Alt, og tvunget hende til at opgive dette Systeem der ødelegger hende.

Jeg veed nu hvad hun maa friste, og jeg begriber ikke hvorledes et Menneskebryst kan blive ved at banke under saadanne Lidelser. De kjender nok ikke hendes afsindige Forsøg paa at løsrive sig fra mig og dræbe sine Erindringer. Det er nu et Aar siden. Hun lod mig vide, at hun havde hørt og at hun troede, at jeg i Meddelelser til Folk i Bergen havde brammet med min Magt over hendes Skjæbne. Af inderlig Gru og Medlidenhed sendte jeg hende et Brev, og hun samlede sit hele Vanvid, og larmede af Smerte, og jeg fik Brevet uaabnet tilbage. Den arme Camilla! Hun har ikke et Øieblik fæstet Lid til denne Skandal, hvor med hun vilde bedøve sig selv; men siden har Ettertanken vist hende, at hun havde valgt et slet Middel, og berøvet sig min Tillid og min Agtelse - og, jeg vil ikke dølge det: hendes Billede staaer ikke længere for mig i rene Omrids; selv i den høieste Smerte maa Sindets Adel uforkrænkelig aabenbare sig.

Min ædle Ida, De havde i lignende Forholde dog aldrig voldet mig denne Sorg. Camilla har siden, i Deres Nærværelse, engang hos Fougstads, ved at paanøde mig nogle Oblater med Deviser, givet mig et Tegn, at hun nu vilde læse, naar jeg vilde skrive; men det var en ubestemt Antydning, og jeg vilde dengang have det tydeligt. Ak, dette har jeg angret. Men jeg havde i det Hele opgivet den Tanke at skrive; jeg vilde tale med hende; jeg vovede dog ikke at forsøge det under nogen selskabelig Sammenkomst; thi hun har ingen Fatning, og jeg frygtede for at det vilde give en Scene.

Men naar vi mødtes har jeg altid følt mig ulykkelig og forvirret; jeg har i Sommer ved et Par uforudseede Sammentræf seet hende vakle af en indre Nød og Bæven. Det maa være en vild, uhyggelig Stemning, der driver hende did, hvor hun kan vente at træffe mig. Men jeg kan ikke med Vilie forøge hendes Pine. Jeg føler at jeg for hendes Skyld bør nægte mig en Glæde, som des uden vilde være blandet med megen Bitterhed. De gamle Sagn om vort romantiske Forhold ere atter vaagnede trindt omkring mig; man fritter, man giver mig ingen Ro. De og jeg, atter bevogtede af Mængdens Luren, medens vi til liste os nogle Fnug af den Sødme, der tilhører os heel, og Camilla et Par Skridt derfra, en døende, afsindig Bachantinde!

O, der er en egen Rædsel i denne Trefoldig hed, som omgives af en broget Tummel, og overlarmes af Basuner og Klarinetter. Jeg har tænkt at gjennembryde det Mulm, der giver denne Gruppe en mørk Betydning. Jeg vil berolige Camilla og haaber, at det ikke skal være for sildigt; jeg vil sige at jeg har tilgivet hende; jeg vil betroe hende mit og Deres Haab; jeg vil sige hende hvor høit jeg elsker Dem. Hun skal med sin Ømhed slutte sig til Dem; thi hvad kan Caroline og Emilie og de Andre give hende! Er dette maaske en meget absurd Gjerning? Jeg troer det ikke.

Hun har allerede seet ind i vor Pagt, og jeg har selv for længe siden forberedt hende paa, at jeg havde noget meget vigtigt at betroe hende. Dengang var jeg kun modløs, fordi jeg ikke havde nogen Ret til at sige at De elskede mig.

Fru Fougstad skal skaffe mig en Audience, hun skal; thi ogsaa paa denne Vinding har jeg tænkt ved min Selvfornægtelse. Naar den godmodige Kone betænker at jeg har frasagt mig et Møde med Dem, forat skaane Camilla, da maa hun dog endelig mærke at jeg tager det alvorligt, og lettere gaae md paa mit Ønske. Det vil blive et pinligt Optrin; men Romanen maa have en Mening og en Ende.

De seer nu hvorfor jeg skriver Dem disse Linier. De maa meddele mig Deres Tanker om denne Sag. De maa give mig Tilladelse til at fortælle Camilla det Hele. Jeg føler mig ydmyget og smerteligt berørt ved den Tanke, at jeg her bringer Dem ind i en Slags Intrige, som just De burde være udenfor, og hvis Traade endnu ikke kunne være Dem ganske klare.

De er mig hellig som en Guddom, og jeg vilde heller dø, end nogensinde at see Dem inddraget i urene Forviklinger, men De skal engang finde at det er mine bedste Dyder, det De har elsket høiest i mit Væsen, der har paaført mig dette Drama, som De nu maa hjælpe mig med at løse. Det er mig en styrkende Bevidsthed, at der ikke gives en Handling i min Historie, som jeg skulde behøve at skjule for de deilige Øine, hvori mit Livslys og mit Livshaab hviler.

Min dyrebare Ida, ved at tænke paa Dem maa jeg altid dvæle ved denne Forestilling; den er mig en mild og usvigelig Borgen for vor Lykke. Jeg eier min Barndom og min Ungdom heel og reen, og det er mit Livs rige Velsignelse at jeg aldrig kan tabe disse Goder. Jeg skal endnu have Vaar naar Andre have Høst og Vinter. Derfor maa min Kjærlighed blive den samme gjennem Tiden; den er blot en Troskab mod min egen Genius, der ved den naaede en klar Selvbetragtning og et sikkert Herre dømme over alle mine gyldne Drømme.

Ja, vi vil blive lykkelige. Jeg veed det; jeg har det her i mit Bryst. Naar jeg grunder over et Emne, der vil undvige mig, og som jeg dog vil tvinge til Klarhed og Form, da føler jeg hvorledes det vanskeligste, som ved en Række af Undere, lidt efter lidt bliver mig let, hvorledes alle Led føie sig smidige og tonende i hinanden.

Saaledes skal jeg ogsaa forme min Skjæbne, jeg skal udvikle al min Kraft naar det gjælder. Hidtil har jeg været min egen Lykkes Smeed, Alt hvad man nu maa indrømme mig, har jeg tilkæmpet mig Skridt for Skridt; og paa samme Maade skal ogsaa det Heles Runding og Fuldendelse lykkes mig. Jeg kan ikke blive træt før det er fuldbragt; jeg veed at jeg da skal hvile ved Deres Bryst.

Det er allerede Nat. Kl. er henved tolv; men om jeg nu gaaer til Ro, vil jeg dog ikke sove. De bedste af mine Drømme ere vaagne Drømme ved Nat som ved Dag Jeg seer ind i vor Stue. Hvor der er nydeligt! Og der er ingen tilstede, uden Ida og jeg. Da slipper jeg Bogen, og lægger min Arm om din Hals, og kysser dine Øine og takker dig for Din Kjærlighed. JW.»

Samme høst skriver han dette brevet til Ida (brev 111):

«Tirsdags Morgen [Høsten 1838]

Min Kjærligheds Troskab omfatter mit hele Liv uden mindste Forbeholdenhed, uden en Skygge af Tvivi. I mine lønligste Tanker er jeg Dem tro; derfor har jeg aldrig kunnet miskjende Dem fra det Øieblik De havde forkyndt mig min Lykkes Evangelium.

Jeg har dennegang, ved at tænke mig ind i Deres Tilstand og Forholde udfundet det Rette, og Deres Tausheds Grund har været mig klar. Jeg har sagt mig, at Halfdan ikke længere var at bruge.

Paa Theatret saae jeg Dem omgivet af Vagt. Jeg vilde ikke at Deres Bevogtere skulde finde en ligefrem Anledning til at ynke Dem og mig, og med en unævnelig Marter i mit Indre opgav og sønderbrød jeg mit Haab for denne Aften. Omsider saae jeg Intet og hørte ingen Musik, og mine Tanker standsede. Jeg havde en Fornemmelse som om jeg følte mit Hjerteblod dryppe ned i et uhyre, natligt Dyb. 

Jeg sidder med Deres Brev for mig, og beder Gud bevare min Forstand. Hvilke Sorger og Ulykker har jeg ikke alle rede baaret! Jeg har ydmyget mig for Guds truende Finger og baaret mit Hoved høit blandt Menneskene, og til Vederlag er jeg bleven styrket, og jeg har i mit Indre kunnet forædle alle mine Lidelser til en Undrende Vemodighed; men jeg har ogsaa fundet en Mening, en høiere Fornuft i alle mine Tilskikkelser.

I denne sidste Sorg kan jeg derimod ikke stirre ind uden at møde idel Mørke og Forvirring. Denne Pine er gold, der er intet Frø af Trøst, ingen Anvendelse for Livet. Det er Unatur og Vanvid. Og derfor afviser jeg denne Ulykke.

Jeg siger Dig, min evig Elskede, mit Livs Liv, at jeg aldrig opgiver Dig og aldrig ud slukker Haabet om at blive ganske Din, aldrig før du selv kan vidne med Gud at du har ophørt at elske mig.

Saadan Jammer er aldrig bleven hørt, en saadan Historie staaer i ingen Bog, en saadan Katastrophe vil ingen Phantasi udklække. Alverden vilde blive vammel ved at betragte den, Alverdens Spot og Piber vilde hilse den.

Der er en undergaaet og forglemt Sort Noveller og Dramer, hvori Forældrenes Planer hindre Børnenes Lykke, fordi Børnene troe at Kjærlighed til Forældrene er en høiere Pligt end Hengivenheden under den Lov, der er den høieste paa Jorden, og gjennem alle Himle. Men der har dog altid været en Handling i disse Sammensætninger. Forældrene have haft en Grund til at fordre Offeret, og denne Grund har for dem været af overveiende Vigtighed. Barnet har dog befundet sig inde i en Kollision, hvori det har troet at see en virkelig Lykke og Tilfredshed hos de Gamle som Lønnen for det smertelige Tab; og alligevel føler den hele oplyste Verden sig nu oprørt ved den perverse Grundtanke i disse Billeder, ved det dybe Umoralske i denne indbildte Moralitet.

Men i min Sorg findes ikke engang hiin for ældede Illusion. Her er blot en uforklarlig Grille, der ikke er det Mindste bedre end naar nogen troer at han er bleven til Glas eller Snee. Deres Moder elsker Dem høit; men hun troer at De vil blive ulykkelig med mig. Hun veed ikke hvorfor. Hun maa have overbevist sig om, eller De maa i det Mindste have sagt hende, at De ved at frasige Dem mig, aldrig kan blive glad, og derfor har hun ingen Erstatning at byde Dem; og dog vil hun tvinge Dem, og dog elsker hun Dem.

Viis mig heri et Fnug af Menneske forstand, og jeg vil forsøge at bære min Kummer, viis mig mellem Mennesker og Dyr Noget der ligner dette, og jeg vil opsøge mig en Ulykkesbroder og en Trøst. De kan love Deres Moder at undgaae mig indtil Kogleriet hæves, De kan offre Alt for hendes Grille - kun ikke Deres Haab.

Hører du Ida, ikke dit Haab; du maa ikke opgive mig, det er en Synd, en gruelig Synd; jeg er dig bedre end Fader og Moder, og jeg er intet udgaaet Træ, som man i det første det bedste Familieraad kan bestemme til Kakkelovnen - De siger at De vil søge Deres Trøst i at see mig anerkjendt og hædret, men jeg svarer Dem med min Over bevisnings fuldeste Alvor, at jeg paa denne Maade aldrig vil kunne blive det.

Man vil myrde min tankerige, spirende Sjæl, min varme, gjennem Modgang og Sorger prøvede og helligede Stræben vil man myrde subtilt og lønligt saa at Verden skal studse ved min Afmagt, og håane mig for de skuffede Forventninger.

Min Aand er modnet mit Levnets Opdragelse er tilende. Derfor kan jeg ikke længere glemme; jeg kan ikke lægge mit Liv om igjen, naar det, der var mig vissest, det der dannede mit Væsens Indhold nu saaledes berøves mig, da er jeg uoprettelig arm for mit øvrige Liv, ikke blot fordi jeg taber det bedste, men fordi jeg evig skal føle at mit Liv er blevet Offeret for en tankeløs Grum hed.

O, min Ida, kan du tvivle om, at jeg i disse lange Savnets Aar og Dage, paa det nøieste har veiet min Til værelse og mit Livshaab? Jeg har tusinde Gange sagt mig, at min Skjæbne med Dem maaskee kunde blive forbittret af Ulykke; men jeg har ogsaa med uforanderlig Sikkerhed følt, at min Fremtid under en Skuffelse som denne vilde blive ganske øde og betydningsløs.

Og hvorledes har De kunnet stole paa min Kjærlighed, eller blot kunnet dvæle ved mit Billede, uden at vide, at dette maate være saaledes. Med hvad Ret vil man nu støde mig ud i dette Mørke? Og hvorledes kan De række Haanden til denne Gjerning.

De siger «Jeg elsker Dem og opoffrer mig - og Dem.» Men De tør ikke og De skal ikke opoffre mig, ikke for nogen Priis. Naar Exaltationen er forbi, da følger derpaa, ikke blot Ulykke, men nagende, evig Anger.

Jeg siger Dem for Guds Aasyn at jeg elsker min arme, smerterige Moder, jeg har i min Ensomhed grædt og jamret mig som et Barn ved at tænke paa hendes kummerfulde Livsaften; og jeg elsker mit Hjem og mine Sødskende, og alle de Minder, der leve mellem dem; men ved Tanken om Dem hengraanes alle disse Forestillinger. I Deres Navn ligger min høieste Pligt, og aldrig kunde jeg redde nogen af hine mod at opgive dig.

I mangen vaagen Drøm har jeg sagt til min Moder: «Jeg har drukket Sundhed af dit Liv og min Sjæl er ammet af Din, og du har elsket og pleiet mig, og nu er dit Haab ved min Barndom og min Ungdom gaaet i Opfyldelse; jeg har en Skat, hvormed mit Liv spirer, saaledes som engang dit eget, da du forlod dine Forældres Huus og fulgte din Mand, og du har baaret Dagens Glæde og Sorg, og nu er det blevet Aften, og derfor maa jeg elske Ida høiere end dig. Hun kan fordre af min Haand, hvad du har eiet og intet af dette kan jeg give dig; om jeg offrede dig Alt, hvad der nu udgjør min og min Elskedes Lykke, kan jeg dog ikke erstatte dig Tusindedelen af din svundne Glæde; men naar det unge Liv gaaer ud fordi det er lænket til det Hendøende, da er der skeet en Misgjerning paa Jorden, og da er der en Sorg i Himlen. Men ak, min Ida, De har kun halvt opfattet Deres Forhold til mig. De har følt at De elskede mig; men De har ikke nøie overveiet at den hele Kreds af Deres Pligter, der ved er blevet forandret.

Hvormeget har De ikke allerede ofret for Deres Forældres Fordomme, og nu har De til Overflod givet et Løfte, hvortil man blot kan finde Sidestykker i de meget forskruede Tragedier af den gamle Skole: De har ubetinget frasagt Dem mig. Men om nu de Jammerligheder, der truer os, paa en eller anden Maade bortfjernedes, vilde De da endnu føle Dem bunden af dette Ord? I Alt dette er der blot et Spil med saakaldte moralske Forestillinger og Forskrifter. Sindet føler sig opløftet, medens det resignerende overgiver sig til dem, men de have ingen Gyldighed i Virkeligheden, og de bære bitter Frugt.

O, stol dog ikke paa denne Trøst, der skal søges i en lønlig Bevidsthed om at vi have været Alt for hinanden; uden anden Tilfredstillelse er den en snigende Gift, der udhuler Hjertet og Aanden. Et forfeilet Liv er en martrende Tanke, den er det slangerigeste Medusahoved, der nogensinde har stirret md i en formørket Sjel - O, jeg seer allerede dets forstenede Blik, og medens jeg skriver farer der vinterlige Gys gjennem mit Hjerte.

Men jeg vil ikke lide dette. Jeg kan døe, og om Gud kaldte mig i dette Øieblik skulde jeg stille og mild folde mine Hænder og gaae med en Drøm om Dem md i den evige Klarhed; men at sygne sig hen gjennem Livet, at vandre som Gjenfærd paa sin egen Grav ved høi lys Dag medens alle ere glade, medens Fugle og Mennesker juble over deres Kjærlighedslykke, det er for gruligt; dette kan jeg ikke bære.

Dette Offer for en af sindig Caprise er for uhyre, og Ingen, Ingen har Ret til at fordre det. De beder mig om at jeg «ikke skal gjøre unyttige Forsøg paa at forandre hvad der ei kan være ander ledes.» Men jeg siger Dem endnu engang, at mit inderste Liv er brudt, naar dette ei kan blive anderledes. Dog, hvorledes er det muligt at en saadan Skandale vil kunne fremmes i en liden nyfigen Menighed mellem civiliserede Mennesker!

Maalet for min Forstillelseskunst er nu fuldt, man vil herefter læse Ulykken og Marteren ud af mit Ansigt; man vil see at mit Glædesbæger er tømt og min Sjæls ild slukt, og man vil ikke taale at være Vidne til denne langsomme, blot paa Pine anlagte Henrettelse. Jeg er ikke af disse Elskere i Pakker og Dousin, jeg er ikke af dem der gaae hen og see sig om efter en anden. Man skal mærke at her er foregaaet en Forbrydelse mod det Helligste i Livet. Men fordi Alt dette maa og skal blive kundbart, vil Deres Forældre finde sig udsatte for en værre Ubehagelighed end den en tom Indbildning har forespeilet dem.

O, hvor man kan være blind. Med mig skulde Eders Bolig atter blevet lys og venlig. Der gives ingen Traurighed som jeg ei har kunnet bortfjerne med min Glædestrøm. Jeg har en Kjærlighedsfylde i mit Bryst, der kan opvarme det koldeste Menneske og henrive min Fiende til Ømhed og Hengivenhed'

- Ak, just nu begyndte et yppigt, rigere Foraar at stige og dufte i mit Indre, over alt følte jeg Anslag til de deiligste Melodier og jeg bar under mit Hjerte denne svulmende, salige Fornemmelse der siger at levende Skabninger ville løse sig fra Sjælens Dyb, og træde frie ud i Dagen. Og dette skulde blot være et skuffende Spil; dette tilblivende rige Liv skulde kun være at Bytte for en fremmed Vildelse, udruget i en syg, feberagtig Hjerne.

De spørger mig om jeg ikke har haft skrækkende Drømme; og nu erindrer jeg det. Jeg drømte i Sommer i en heed Nat, at en Vampyr flagrede over mit Leie og stirrede paa mit Hjerte med Spøgelsesagtige Øine, og Vampyren havde et Ansigt - - spørg mig ikke hvem det lignede. O, fagre Forhaabninger! dyrekjøbte, hellige som en Martyrs Glorie, O, I røde, milde, svalende Blomster paa mit Livs Tornekrone - skal det nu være forbi! Jeg havde intet uden denne Skat, jeg var fattig, og troede mig rig ved den. Som en dristig, higende Prophet tilsidesatte jeg Alt for de For jettelser, der hviskede i mit Inderste, og nu stod jeg ved Maalet, og alle mine Livstraade syntes at fuldkommes og forene sig der; men da kom en Dæmon, en Vanskabning med Ansigtet i Nakken, med lutter fordreiede Ledemod, latterlig og gruelig og dum, og kastede sig knusende over mit Verk!

Ja, det er ingen Overdrivelse, det er en sandru Yttring af min Følelse, at dette allerede til Vished grænd sende Haab om en heel Fremtids hædrende Virksomhed, nu, ved Tanken om at De har kunnet opgive mig, er mig for hadt og modbydeligt. Hvis dette ikke kan blive anderledes, da vil Afgjørelsens Øieblik finde mig uvirksom og livstræt.

Det er min bedste Styrke, der her gjør mig svag, det er den harmoniske Bygning i mit Indre, der volder det; naar den rammes i sit Hovedpunkt, da knuses den ganske. Min Gud, er da Livets Liv, Kjærlighedens Lykke, lig et Register paa et Orgelverk, som man kan bruge og skyde tilbage efter Behag, og dog spille Choralen lige tonefuldt til Ende!

O, hvis De havde sagt at De ikke elskede mig, da havde jeg været reddet; thi saaledes er jeg. Fatter De det ikke? Jeg havde da kunnet glemme Dem, og mit Hjerte skulde have aabnet sig for nye Indtryk. Kjærlighed er for mig en Chimære og et Phantom, naar den ikke er gjensidig. Med hvilken Sky har jeg ikke undgaaet den korte legende For libelses Fristelser, naar jeg har læst den spirende Tilbøielig hed i andre Kvinders Øie. Derfor har jeg elsket eengang sandt og urokkeligt og derfor maa jeg nu lide denne over menneskelige Smerte.

Hvorhen skal jeg nu vende min ud mattede Tanke. Trøstens Kilder er for denne Sorg lukkede i mit Bryst; jeg har ingen Ven, ingen Barm hvor i jeg kan gyde denne min Vee. Mine Poesier, i disse mine stille Fo trolige, mine Skjæbners søde Formildere vilde jeg sende ud i Verden til Vidner om min Strid og om min Ro, og om mit luttrede Hjerte. Nu ligge de alle for mig som visnede Høstblade, og jeg fatter ikke hvorledes jeg skal kunne ud holde Pressens Knirken, der Dag for Dag mane nye Skarer af disse Gjenfærd frem for Lyset.

O men er ikke alt dette blot en kvalfuld Drøml Det kan ikke være saaledes. Hvorledes kan De elske mig saa høit og blot udholde Bille det af Deres Moder, der berøver Dem Alt, endsige være hende til Trøst og Glæde? Deres Tanker kan ikke have søgt Dybet af den Kval, der venter Dem - O, «far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte»! Havde jeg blot en eneste Gang havt Dem i min Favn, da kunde De ikke have udholdt dette; men Deres Kjærlighed har ved det lange Savn faaet et abstrakt, overspendt Anstrøg. De veed ikke selv hvad De har eiet, De veed ikke hvad De vil tabe, og dertil har De troet at jeg nok vilde finde mig i denne Pine - men det er ikke saa. Aldrig, aldrig! Hvad vilde De føle om De saae mig omarmet af en Anden; mit Hjerte siger mig at det vilde være Dem en Marter, men da er Deres Resignation uægte, en skrækkelig Løgn for Gud og Mennesker. De tænker at De vil få det bedre end Camilla; men dette er endnu den værste Vildfarelse; for Camilla var fast alle  tænkelige Midler til Helbredelse for Haanden, om hun end havde havt Kjærlighed at fordre af mig, der vaagede over og kjølede alle mine Blikke og Ord, kunde hun dog aldrig have haft den fjerneste Forhaabning om en Forbindelse med et Menneske, for hvem hendes Nærmestes Navn var Indbegrebet af al Plathed og Usselhed. Hvad hun kunde vente, et inderligt Venskab, en villig Sjælesympathi, det har hun fundet.

Her var ingen Skuffelser uden de hun selv drømte og skabte sig, idet hun betragtede Yttringer der skulde trøste og berolige hende, udenfor deres Sammenhæng med de urokkeligste Forudsætninger, hvor paa de vare byggede, og af hvilke enhver vel stadigen paa nyt blev indskjærpet, men ingen nogensinde tilbagekaldt.

Nu De min tilbedede Ida, den udkaarede Dronning for alle mine Tanker og Længsler, mit unge Livs sidste Haab O, lad mig ikke nedskrive Sammenligninger. - Jeg vil endnu bære Savnet, og lad det blive skjærpet. Men De maa tilbagekalde Løvtet om ganske at forlade mig, ved Himlens Gud, der seer i Deres Sjel, ved Deres Salighed - De maa! - og vil De ikke - da, ak, da er det dybeste Mørke mit eneste Lys.

Jeg har hørt at de stærkere Konstitutioner, pludseligt brydes ved en Nervefeber - jeg vil bede Himlen om at benaade mig med denne Befrielse fra den lange Nød, der udgaaer af en nagende Smerte, og ender med Sløvhed og Stupiditet. - men om De ikke vil - da falder en Tanke som Lyn i min Sjel: - De har dog maaskee bedraget Dem; hvis De endnu kan opgive mig, da har Deres Ømhed været en Skuffelse; ak, da har De aldrig elsket mig. -

 

[Etterskrift] Forsøm ikke Ballet og lad mig danse Cotillon med Dem, og da høre min Dom. Jeg lægger Alt: Haab og Kjærlighed og Liv i Deres Hænder."