Johan Sebastian Welhaven skriver til Ida om hvordan han har grått som et barn på grunn av deres umulige kjærlighet. Men han tror det verste er over nå.

I dag skriver Johan Sebastian Welhaven skriver til sin hemmelig forlovede Ida: «Min Eneste Ja du er min Eneste, saa høit elsket, saa uforglemmelig indskrevet i mit Hjerte. Ak, var der Lægedom i mine Sukke og i mine brændende Bønner!

l aften har jeg kunnet græde, og jeg har bedet til Gud ligesaa inderligt som da jeg var et sorgfrit Barn. ,Jeg veed ikke hvorledes jeg er kommet hjem fra Hjelms; thi jeg gik som i en Drøm, min Sjæl var indesluttet i dit syge Bryst og leed usigelig Kummer.

Endelig kom denne Undrende Graad over mig; det var som om jeg knælede med dig for Guds Aasyn. O, det vil blive bedre; du maa ikke tvivle derom. Vi have begge et rigt Liv at vaagne til. Hvor sjelden er dog en saa stærk og ublandet Glæde, som den, vi have at vente. Ingen Læge kan udgrunde dens Kraft; den har Sundheden med, den vil udvide Brystet, den vil boe og herske der. O, tænk dig md i den Lykke, der vil aabne sig; nu er den saa nær forhaanden.

Du vil kunne sidde mellem dine grønne Træer og see mig komme, du vil kunne lægge dit Øre til mit Hjerte, der har banket for dig saa ømt og saa smertefuldt, saa trofast i Længsel og Haab. Der er et Vendepunkt at opleve en Krisis, hvori det bittreste Savn er overstaaet og pludselig hævet. Hvor omhyggeligt vil jeg frede om dine kommende klare Dage; thi mine Hænder ere de mildeste. Fordi jeg glemmer mig selv og kun tæn ker paa dig, derfor kan jeg være dig Alt hvad du nu maa savne. O, see ei tilbage, men tænk paa den lyse Time, der kan øines og er paa ny bebudet!

Ida, min Eneste, hvorledes skulde jeg kunne tolke dig hvad min Sjæl føler ved Lyden af dit Navn. Jeg har nævnt det for Gud, og han har saa vist bønhørt mig i denne kummerfulde Nat og sendt en Engel til dit Leie. Johan W»