-
Johan Sebastian Welhaven skriver til Ida:
«I Alt hvad der kommer fra dig, min Ida, er der et eget Trylleri; saaledes danne ogsaa dine zirligt henilende Linier en styrkende Talisman. Jeg har lagt den til mit Hjerte og følt mig meget lettet derved. Naar Himlen blot giver mig dig tilbage, da kan ingen Mislyd blande sig i min Tilfredshed, da kan jeg med et udeelt Sind takke Gud, selv for mine Lidelser.
-
August: Johan Sebastian Welhaven skriver til Ida Kjerulf, sin elskede som han har vært hemmelig forlovet med siden 1837.
Han bor på en hyebel i Pilestredet 4 i Kristiania, med utsikt til Kjerulf-familiens hus «Bakkehuset». Foreldrene hennes er midlertid imot forbindelsen med den unge Welhaven, som ikke har noen fast stilling.
Det er først når Ida blir dødelig syk sommeren 1840, at foreldrene kommer til å godkjenne forlovelsen melom de unge. Etter at Ida dør, kommer Welhaven til å flytte inn i Bakkehuset, hvor han kommer til å bli betraktet som et medlem av familien
-
I dag skriver Johan Sebastian Welhaven skriver til sin hemmelig forlovede Ida: «Min Eneste Ja du er min Eneste, saa høit elsket, saa uforglemmelig indskrevet i mit Hjerte. Ak, var der Lægedom i mine Sukke og i mine brændende Bønner!
l aften har jeg kunnet græde, og jeg har bedet til Gud ligesaa inderligt som da jeg var et sorgfrit Barn. ,Jeg veed ikke hvorledes jeg er kommet hjem fra Hjelms; thi jeg gik som i en Drøm, min Sjæl var indesluttet i dit syge Bryst og leed usigelig Kummer.
-
I dag skriver Welhaven til Ida:
«Den mindste Lindring, Himlen sender dig kaster ogsaa et velgjørende Sollys i mit Indre. O, min Sjæl er hos dig i hvert Nu og kæmper med Gud. Jeg har aldrig følt hvad jeg nu føler. Just i mit Bryst bærer jeg hidtil ukjendte Smerter; men jeg har ogsaa Øie blikke, hvori Haabet hilser mig som en Forvisning, og som et helligt Løfte ovenfra. Jeg skal atter holde dig i mine Arme og gjennemleve
-
I sitt brev til forloveen Ida skrive Johan Sebstian Welhaven i dag, som er en mandag:
«Mandag Aften I Fru Hjelms Fredagsbulletin stod der at du var «temmelig mat», Løverdag fik jeg ingen Underretning, og Søndag Formiddag da vor Veninde gik forbi, syntes jeg, at hun saae op til mig med mismodige og mørke Miner. Da blev jeg angst om Hjertet og jeg grublede mig md i mit aller sorteste Hjørne.
Jeg stirrede paa din Bolig - O, hvor længselsfuldt, og med saa megen Lidelse! Jeg kunde Intet nyde og jeg følte en tyngende Kval ved ethvert Aandedræt.
-
Johan Sebastian Welhaven er gjest i et hyggelig familieselskap i familien til Bernhard Dunker på bevertningsstedet Karenslyst på Bygdø. Familiefaren, som er Vilhelmine Ullmans far og vanligvis har vært kjent som en vanskelig, men begavet mann, har hatt hell med sine forretninger knyttet til produksjon av krom, og er nesten ikke til å kjenne igjen for tiden; blid, gavmild og omgjengelig. Vilhelmine, som i familien blir kalt Mina, har giftet seg med sin Axel Ullman, og fått en sønn. Hun er 24 år gammel nå.
-
I dag er vært rått og grått i Christiania. Johan Sebastian Welhven skriver til sin forlovede Ida:
«Veiret er raat, Solstraalen kæmper idelig med de sorte Skyer. Lyset vil dog vist idag vinde Seier og Himlen blive klarere. Hvad skal jeg sige dig om Kampen i mit Indre, hvor Angst og Haab saa hæftigt mødes og vexler? Jeg seer ligesom ned i mit Væsens Grundkilder og maaler Dybet der. Naar man saaledes er ene med sig selv i Sorgen, da faaer man vide hvad man er og hvad man kan. Modet vil ikke forlade mig. Haabet og Tilliden er stærkest.
