Johan Sebastian Welhaven skriver et ekstatisk kjærlighetsbrev til sin forlovede Ida Kjerulf

August: Johan Sebastian Welhaven skriver til Ida Kjerulf, sin elskede som han har vært hemmelig forlovet med siden 1837.

Han bor på en hyebel i Pilestredet 4 i Kristiania, med utsikt til Kjerulf-familiens hus «Bakkehuset». Foreldrene hennes er midlertid imot forbindelsen med den unge Welhaven, som ikke har noen fast stilling.

Det er først når Ida blir dødelig syk sommeren 1840, at foreldrene kommer til å godkjenne forlovelsen melom de unge. Etter at Ida dør, kommer Welhaven til å flytte inn i Bakkehuset, hvor han kommer til å bli betraktet som et medlem av familien

I brevet skriver han:

«Jeg betragter Fru Hjelms Smaabreve med et taknemmelig sindelag, og jeg skal aldrig glemme, at hun har skjænket mig denne Lindring; men det var ogsaa paa høi Tid, at Nogen viste os et lidet Træk at' Barmhjertighed. Der maatte blandt dine Omgivelser i det Mindste findes Een, der tilsidst kunde føle menneskeligt med saa hjertegribende Tilstande; men det er mig kjært at dette just blev Fru Hjelm; thi hun har et trofast Sind og hun er saa stille og saa zart.

Igaar, i den deilige Aftenstund, traf jeg hende i Pilestrædet, da hun kom fra dig. Vi vandrede sammen til Haven ved Munkedammen, og derpaa gik jeg tilbage alene med mine Tanker. Der hvilede en dyb Fred over Søen og Engene; det var Indvielsen til de blide Dages Fest, der skal helbrede dig med den varme Velsignelse fra en skyfri Himmel. J

eg havde et af disse lykkelige Øieblikke, hvori jeg ligesom føler en Engels Nærhed, der tilhvisker mig et Ja og Amen paa alle mine Bønner. Idag er Luften atter varm og klar, du kan atter nyde dens kraftige Lægedom, det blide Himmellys kan ogsaa idag speile sig frit i dine dei lige Øine. Hvor underligt henglider dog mit Liv i disse Dage! Jeg færdes i en bittersød Drøm, saa inderlig betaget og bevæ get. Men med denne Bæven er jeg dog inde i den Tryllekreds, hvori Jordens høieste Lyksalighed er aabenbaret og naaet.

Hvor sødt at leve med dig, du evig Elskede! Hvor trøstefuldt og let at kunne døe med dig! Medens jeg saa dybt gribes af disse Tanker, komme ogsaa mit Livs blideste Aander over mig og beherske mig gan ske.

Jeg er saa stille i min Tro og i min Kjærlighed. Jeg har seet din Moder nogle Gange gaae her forbi, og jeg har hvergang følt hvorledes min Harme nu er brudt. Hvor gjerne vilde jeg have ilet ned til hende og grædt ud ved hendes Bryst.

O, jeg er et godt Barn, som Verden har villet krænke og forskyde; men det skal være glemt; thi Livet har dog givet mig det Bedste.

Ved dig har Himlen villet bevare mit fromme Sind og lære mig at tilgive. Du skal dele med mig de søde Frugter af en bitter Rod. Ja min Ida, vi skal blive lykkelige! vor hellige Kjærlighed skal formilde alle Sorger. Vore uudslettelige Erindringer skal hver Dag vie os paa ny og stemme vore Sjæle til eet Livs haab, til een Vilie i Glæde og i Kummer!

O, jeg kysser dine Øine - min Tanke er hos dig nu og altid. JW»