Johan Sebstian Welhaven skriver til Ida om hvordan han står på hybelen i Pilestredet 4 og stirrer opp på Bakkehuset der hun bor, og engster seg for hennes sykdom. Så blir han invitert på seiltur på Christianiafjorden.

I sitt brev til forloveen Ida skrive Johan Sebstian Welhaven i dag, som er en mandag:

«Mandag Aften I Fru Hjelms Fredagsbulletin stod der at du var «temmelig mat», Løverdag fik jeg ingen Underretning, og Søndag Formiddag da vor Veninde gik forbi, syntes jeg, at hun saae op til mig med mismodige og mørke Miner. Da blev jeg angst om Hjertet og jeg grublede mig md i mit aller sorteste Hjørne.

Jeg stirrede paa din Bolig - O, hvor længselsfuldt, og med saa megen Lidelse! Jeg kunde Intet nyde og jeg følte en tyngende Kval ved ethvert Aandedræt.

Over Middag bad Dunker mig være med ham paa en Seiltour til Ladegaardsøen; da tænkte jeg at Søen maaskee kunde bringe nogen Lindring, og at der blandt Menneskene ved Pavillonen, paa en eller anden Maade, kunde hentes et Glimt af Haab, et svagt Stof til bedre Formodninger.

Paa Vandet begyndte jeg at sætte mig ind i det Tilfælde, at nogen af Dine kunde være at øine paa Ladegaardsøen og dette vilde jeg anse som en stor Trøst. Da jeg gik i Land bankede mit Hjerte saa stærkt, at jeg maatte læne mig op til et Træ; thi jeg havde faaet i Hovedet, at det skulde være mig et afgjørende Varsel, hvis jeg strax ved Indhegningen fik Øie paa Eders Vogn.

Jeg gik hurtigt og bævende opad. Det første jeg bemærkede blandt Vrimlen af Eqvipager var de grimme, brandgule Dusker bag paa det dyrebare Kjøretøi. O, da var det godt! Solen skinnede stærkt paa Vognen og Hestene glindsede. Mit Underverk stod der i det øvrige Røre saa klart og upaatvivlelig! Jeg gik omkring den hele Indretning, og betragtede den vist med de ømme ste Blikke. Jeg saae det hvide Pandebles paa den ene Hest, jeg gjenkjendte en af Kapperne, der laae i Kalechen - og Alt var saare godt!

Men det blev endnu bedre: Nær ved Indgangen sad din Moder og Fru Hjelm. Den Ene havde mig alt i Kikkerten og den Anden smilede til mig idet jeg gik forbi. Jeg maa have seet meget lykkelig ud; thi et lidet fremmed Barn klyngede sig op til mig og slog sine Arme om min Hals. Der var mange muntre Mennesker derude, men jeg var vist den gladeste af dem alle.

Jeg stjal mig ofte til at betragte din Moder, og et Par Gange saae jeg hende smaalee - O, hvor det vederkvægede mig. Saaledes kom hun til at yde mig den bedste Trøst uden at vide det. Ja, det var ingen Skuffelse; jeg har nu faaet hende kjær. Hun vil maaskee ikke kunde fatte dette, men hun skal med Himlens Hjelp opleve det.

Da jeg reiste hjem med de Andre i den klare Aften var mit Sind forfrisket og læget og saa roligt som det stille Dyb, hvorover vor Baad gled hen. Den angstfulde Dag endte med Fred og Fortrøstning. Saaledes - tænkte jeg - vil ogsaa dette minderige Afsnit af mit Liv fuldendes med et kronet Haab, med den glade Hvile ved hendes Hjerte.

Jeg havde en vaagen Nat, men den var ikke piinlig; mine Tanker vare mildt bevægede og gik atter ustandselig ud i det Tilkommende.

- Idag har jeg i det deilige Veir seet en ny Bekræftelse paa mit Haab; du har vist været ude og drukket af den rene Luftstrøm, hvori Duften af Somrens kraftigste Blomstring nu henaandes og bølger.

Dit Hjerte er en aaben Rosenkalk, der atter villigt vil modtage Vederkvægelsen. I din stærke Kjærlighed ligger den sikreste Frugtbund for alle Lægemidler. Den vil forvandle din Sygdom til en stedse fremskridende Helbredelse.

Hvis dine Nærmeste rigtig fattede hvad du eier i denne dybe Livs kilde, da skulde de oftere staae omkring dig med opklarede Miner. Jeg fatter det, og dog er jeg mangengang be taget af Uro; thi jeg er syg som du, fordi jeg er Eet med dig.

Fra dit Billede er det Lys udgaaet, hvori min Sjæl har udfoldet sig og er modnet. Alt det foregaaende har kun været en Drøm og en Anelse om den kommende Her lighed. Marie Sødermark er hos dig, og viser dig vist megen Ømhed. Jeg traf hende i Aften hos Munchs, men jeg leed meget derved at jeg maatte skabe mig ligegyldig og forivre mig md i alskens brogede Materier forat undgaae den Spænding, som hvert Øieblik vilde indtræde. Jeg har saa meget at spørge om og Fru Hjelms Sedlere ere saa kort fattede. Hvoraf kommer det at ikke Conradi, men Prof. Holst nu kjører her forbi? Jeg har en stor Frygt for dette bornerede Menneske - han kunde dræbe dig med sine Taabeligheder!

Til Fru Hjelm har jeg yttret Frygt for at det volder dig en skadelig Anstrængelse at skrive mig til; jeg vilde at hun skulde have hævet denne min Ængstelighed, men hun gjorde det ikke ganske. En Linie fra dig er en Skat!

Jeg har i mangen bitter Time levet af dine tyende Breve og formildet mit Hjertes voldsomme Banken ved at trykke dem til mit Bryst - Dog - jeg maa ikke nyde nogen Glæde, der koster dig et Sekunds Lidelse. Tænk paa dette! - Med dig er jeg riig og lykkelig - uden dig O, du veed det, jeg kan ikke leve uden dig. JW.»

 

Et par dager senere fortsetter han brevet:

"Onsdag - Det kvæger mig, at mine Tanker kan ile synlige hen til dig. Jeg længes og haaber som om jeg bar en Verden paa mit Bryst; men mine Sukke hæve sig dog mildere nu, fordi jeg veed, at de skal synke til dit Hjerte med Trøst og med Lindring.

O, hvor hellig er Kjærlighed, den bereder en Sødme af Livets Bitterhed og et Lægemiddel af dets Smerter! Igaar Aftes gik jeg ud over Enge og Stier, henført af disse Drømmerier, hvori min Sjæl nu stedse lever og fær des.

Jeg vandrede i Egnen om Frogner og lod mit Blik dvæle paa Landstedet ved Fyrreskoven, hvor du og jeg sad bævende sammen i den deilige Vaaraften. Medens jeg betragtede den ensomme Plet, faldt der et Sollys under Altanen, hvor vor korte Lyksalighed blomstrede. Saaledes skinner ogsaa Haabets Skjær hen paa alle mine søde Erin dringer og vil fornye dem og sammensmelte dem med en lysere Fremtid.

Siden fulgte jeg Bredden af Frognerelven, der hvor vi engang gik med Hjelms. Jeg gjenkjendte et hvert Punkt, hvor jeg dengang standsede med dig og saae md i dine trofaste, kjærlige Øine. O, jeg elsker dig vist ikke høiere end da; men det er mig nu som jeg er viet til dig, og jeg føler at min hele Livskraft er voldsomt sam mentrængt i denne ene Forestilling.

Det var bleven Nat, da jeg kom hjem. Luften var mulmfuld og taaget. Jeg vendte mit Øie ud i Retningen mod din Bolig og saae et ensom[t] Lys skinne, hvor jeg troer du har dit Kammer. Jeg kunde ikke komme til Ro for dette brændende Punkt, der stirrede mig imøde fra det dybe Mørke. Ak, Afstanden blev mig med Et saa pinlig klar!

Hvorfor dvæler jeg ikke ved dit Leie Dag og Nat - der er dog min rette Plads. O - at vaage over dig, at lytte til dit Aandedræt, at holde din Haand i min, at lide Alt med dig og for din Skyld! - Saalænge Lyset brændte var jeg smertefuld og var søvnløs med al min Træthed.

Det var som om jeg saa Spidsen af en Dolk, der blev rettet mod mit Hjerte. Henimod Midnat slukkedes dette Glimt. Jeg følte mig nu noget beroliget og kunde sove. Min Sjæl havde ligget som et klagende Noer ved Guds Throne, og havde igjen modtaget det Tilsagn og den Fortrøstning hvormed min Smerte stedse lindres.

Idag har jeg haft det bedre, og denne Time er en af mine bedste. I saadanne Øieblikke vælder der en stærk Trøstekilde frem af mit Hjerte, og den bortfører enhver Tvivl, der før har ængstet mig. Jeg tænker over at Symp tomerne i din Sygdom ikke godt kunne falde anderledes. Jeg erindrer saamangen Syg, der maatte lide endnu mere end du af det samme Onde, og har dog beseiret det uden at eie dine Midler: Ungdom og Kjærlighed. Naar du atter igjen tør komme ud i Luften, da er det værste over, og Sygdommens Gift udtømt.

Da skal jeg snart være hos dig og nære dit Liv med mit. O, tænk hvor underligt: Alt hvad jeg glædes ved og eier har jeg maattet tilkæmpe mig; kun ikke din Kjærlighed.

Derfor maa nu ogsaa dette fuld kommes; ogsaa dig maa jeg gjenvinde ved Kamp og kjøbe med de dybeste Kvaler, fordi du er mit Livs Krone og min dyreste Skat. JW.»