Johan Sebastian Welhaven skriver til sin Ida om den voldsomme følelseskampen som foregår i ham på grunn av kjærligheten til henne

I dag er vært rått og grått i Christiania. Johan Sebastian Welhven skriver til sin forlovede Ida:

«Veiret er raat, Solstraalen kæmper idelig med de sorte Skyer. Lyset vil dog vist idag vinde Seier og Himlen blive klarere. Hvad skal jeg sige dig om Kampen i mit Indre, hvor Angst og Haab saa hæftigt mødes og vexler? Jeg seer ligesom ned i mit Væsens Grundkilder og maaler Dybet der. Naar man saaledes er ene med sig selv i Sorgen, da faaer man vide hvad man er og hvad man kan. Modet vil ikke forlade mig. Haabet og Tilliden er stærkest.

Fru Hjelms sidste Seddel ligger for mig og den kan ikke trøste mig. Det er første Gang at hun ikke har den ringeste Forandring at melde. Men jeg kan ikke forsage; der er en høiere Magt, som vaager over mig, der er en hemme lig Røst, som hvisker Forgjettelser i mit Øre.

Ethvert af disse Øieblikke, hvori den milde Fortrøstning beseirer min Kval, er mig et Tegn fra Himlen, et Forbud paa Frelse og Fred; thi der ligger i denne Lindring ingen Slags Selv forglemmelse, ingen Bedøvelse af min Smerte; det er en klar Følelse, hvorunder alle mine Tanker fremtræde stærkere og sikrere. O, hvil dig ganske op til mig, jeg er nu saa nær ved Gud!

Med al min Kraft, med usigelig Sjælenød har jeg trængt mig did, hvor Almagtens forfærdelige Glorie bræn der. Jeg har lært at udholde disse Straaler og de falde nu kvægende paa mit Hjerte. Ingen Bøn er saa reen og stærk som Kjærlighedens. Den Bedende vil intet for sig selv; han vil gribe det Guddom melige i Livet, han vil forenes med den Elskede forat slutte en jordisk Pagt, hvori Himlen forberedes og bliver forher liget i Tiden. Jeg sidder og tænker over Alt det, du har maattet lide.

Ak, dit Liv har været som denne Dag, saa rigt paa mørke Skyer, men ogsaa gjennemstraalet af de stærkeste Sollys og af denne Himlens Velsignelse opklares nu mit Haab, at Jorden dog tilsidst skal række dig sin bedste Frugt.

Hvis der endnu manglede Noget i det vidunderlige For bund, der har sammenknyttet vore Sjæle, da er det opnaaet i disse lange Dage, saa fulde af Smerte og Angst. Hvor trygt tør jeg nu sige, at jeg kan være dig til idel Lyksalig hed og at mit Bryst er styrket til at bære al din Kummer, trofast og mildt som om du hvilede ved en Engels Hjerte. JW.»