Johan Sebastian Welhaven er invitert i familieselskap hos familien Dunker på Bygdøy, og ser nervøst frem til at han skal få en ansettelse ved universitetet

Johan Sebastian Welhaven er gjest i et hyggelig familieselskap i familien til Bernhard Dunker på bevertningsstedet Karenslyst på Bygdø. Familiefaren, som er Vilhelmine Ullmans far og vanligvis har vært kjent som en vanskelig, men begavet mann, har hatt hell med sine forretninger knyttet til produksjon av krom, og er nesten ikke til å kjenne igjen for tiden; blid, gavmild og omgjengelig. Vilhelmine, som i familien blir kalt Mina, har giftet seg med sin Axel Ullman, og fått en sønn. Hun er 24 år gammel nå.

Welhaven blir vemodig til sinns ved tanken på sin egen far,presten i Bergen, som han var så glad i,  som døde så tidlig. Han er også nedstemt på grunn av sin forloveden, Ida Kjerulf, som ligger for døden. Men han viser ikke sine følelser i selskapet. Tvert imot: Stemningen er høy.

Når han kommer hjem fra selskapet, skriver han til Ida:

«Tirsdag Formiddag Inat var Himlen saa smuk. Det blideste Maaneskin hvilede over Egnen. Jeg slukkede mit Lys, og lod de him melske Straaler falde ind i mit Kammer medens jeg vaa gede og bad. Ak, hvor mildt og hvor ømt har Trøstens Engel favnet mig inat!

Der var ingen Lyd at høre uden af den fjerne brusende Elv. Din Bolig var svøbt i en tind rende Glands; over dit Tag var Himlen vidunderlig klar. Jeg har strakt mine Arme ud mod det smerterige Huus, og takket og velsignet dig, du evig Elskede!

Min Engel har gydt en styrkende Daab over mit Hoved og jeg har grædt saa mildt som om jeg vidste, at disse vare mine sidste Smer tes Taarer. Saaledes bærer jeg jo dit Liv i mit Hjerte; saaledes tager jeg meget af din Lidelse og kæmper for din Lindring og sender dig disse Blade, hvorpaa Himlens Tilsagn og Løfter ere prægede.

O, vær ikke angst! See, jeg er hos dig, forklaret i min Sorg til et bedre Væsen, og forlenet med en høiere Kraft, fordi jeg tør være ene med min Gud. Der er en Livets Spire i dit Indre, som intet Øie seer, over den falder min Taaredug som den himmelske Barmhjertighed har helliget og dannet til en underbar Lægedom

I enhver av Legemets Nerver og Kræfter hersker dog Sjælen med alle de dybe og levende Tanker, og din Sjæl er Et med min og skal være delagtig i den Styrke, som Gud har givet mig; derfor maa du være modig og stedse tænke paa denne dyre bare Hjelp, der er bleven forberedet ved din Kjærlighed og gjemt til Nødens Time.

Fru Hjelm skriver mig til at Conradi ikke har været hos dig siden Fredag; men saa kan han jo ikke have næret nogen Frygt for dig, thi ellers kunde han umulig saaledes blive borte; han maa være kaldet til en Syg der har det værre end du. Ak, men det er tungt at du skal længes og vente! Trøst dig med Tanken om at jeg er hos dig.

Mit Blik er idelig vendt mod dit Kammer, du veed at jeg aldrig vil forlade dig. Hvor godt er det nu, at jeg har holdt ved paa dette Sted, der med al sin Jammerlighed, dog er lige som indrettet for min Længsel og min Kjærlighed.

Ved mit lille Vindve er jeg dig saa nær. Intet af det, jeg paa nogen Maade kan udspeide, gaaer mig tabt. Mangen Gang skimter jeg et og andet Tegn, der lindrer min Grublen, og giver mine Tanker en trøstelig Retning.

Du har ladet mig vide, at Greven kan ventes d 6t Septbr: og hvis det holder Stik at min Udnævnelse bliver expederet i denne Maaned, da er dette vistnok meget godt; men jeg dvæler kun lidet nu ved disse Ting. Ved dig, og alene ved dig, klæber min hele Sjæl, først naar du bliver bedre faaer det Andet sin Betydning tilbage.

Ja, mit Væsen zittrer og bevæges i sine inderste Nerver, naar jeg tænker mig dette glade Budskab. Jeg føler at der er en jordisk Kjærlighed, som selv Himlens høieste Engel kan beskue med Henrykkelse. JW.»

Noe senere skriver han:

«- Tirsdag -

Igaar Formiddag leed jeg et stærkt Anfald af min Uro; thi jeg havde Intet hørt fra dig siden Løverdags Morgen. Saadanne Timer ere gruelige. Livets dybeste Bitterhed føles i dem. Der drikkes en vammel Gift draabeviis.

Men det er mærkeligt, at der altid skikkes mig et eller andet godt Tegn, naar jeg lider saaledes. Just da jeg igaar havde det værst og drev omkring i mit raadvilde Tungsind mødte jeg din Moder, og derved var jeg beroliget. Siden saae jeg din Fader og din yngste Broder.

Ud paa Eftermiddagen var jeg saa let om Hjertet, at jeg kunde besøge Theatret. Ved Bournonvilles 1 og Jomfr Fjeldsteds Præstationer af Folkedanse føler jeg mig sælsom[t] styrket og lindret. Den ustandsede Kraft og Bevægelse, der gjennemtrænger disse Kompositioner, afbryder de almindelige lunkne Tilstande, der daglig til alle Kanter omgive mig og hvis Tryk min Sjæl dobbelt føler nu, fordi den ikke saa let som før kan frigjøre sig ved sig selv. Det stærkeste Udtryk af Længsel og Ømhed præger sig i disse vexlende Billeder, Kjærlig hedens henrivende Magt seirer i dem alle. -

I dag har jeg faaet en Bulletin, der ikke hører til de aller bedste. Du har igjen været omspændt af de gamle Smerter, og du kan ikke nyde disse deilige Dages vederkvægende Luft; men jeg er alligevel tillidsfuld; thi hver Dag bæres det mig for, at jeg har modtaget et godt Løfte af den barm hjertige Gud, for hvis Aasyn jeg er nedkastet saa sønder knust og ydmyg.

Gangen i din Sygdom viser mig, at du har flere Kræfter at byde over, end jeg i Begyndelsen vovede at haabe. Jeg troer at din Natur nu vil kæmpe sig fri fra det ondartede Stof, der saa længe har plaget dig, og denne voldsomme Proces er dog bedre end en Halv fred, der langsomt truer og piner.

Vi skal drage bort, og den nye Bevægelse og de nye Scener skal læge dig: Denne Tanke beskjæftiger mig idelig.

Der er dog en underlig Styrelse i Alt. Derfor maatte Prof: Steffens komme med sit Project til min Udenlandsreise, hvilket han, naar Tiden er der, skal understøtte med sin skriftlige Erklæring; derfor maatte man nøle med min Udnæv nelse paa det at jeg imidlertid ikke skulde være bunden ved begyndte Forelæsninger!

Nu da det gaaer langsommere med din Helbredelse, ønsker jeg blot, at man endnu noget vilde udsætte denne Sag, indtil Universitetsferierne ere endte; thi da maa Sverdrup paa ny annoncere Forelæsninger, og da har man ingen Grund til at fordre mig sat i Virksomhed. Udfaldet er lige sikkert - derom tvivler Ingen.

Jeg har allerede i længere Tid, fra en sikker Kilde, vidst, at den sidste Grændse for denne Nølen er sat i Løbet af Oktober, og jeg veed ikke om det er godt at Budskabet kommer før.

I Slutningen af September er Grev Wedel her tilbage, og med ham kunde jeg da forberede Alt, inden nogen fremmed Indblandelse fik Tid til at gjøre sig gjel dende. Strax efter min Udnævnelse kan jeg da ile bort med dig; thi Oktober bliver vist en smuk Maaned. Jeg skal bringe dig ligetil Middelhavets Kyster, til en Vinter, der er venlig mild, og til de immergrønne Træer. Skulde vi ikke have denne søde Fred ivente? O, vi har for tjent den.

Du har en stærk Fordring paa Livet, fordi det kun gjennem de dybeste Savn har viist dig sin høieste Glæde. Med mig synes Himlen at have havt en egen, meer og meer fremtrædende Plan og den har jo tillige knyttet dit Liv til mit, den har luttret os begge ved denne bræn dende Kjærlighed og ved disse haarde Prøvelser. Vi kunde nu møde Livets vanskeligste Opgaver og løse dem ved og med hinanden.

O, dersom det nogensinde er tilladt, at røre ved en Flig af Fremtidens Slør, for at see derind med Haa bets Øine, da tør vist du og jeg gjøre det nu, da våre Hjer ter banke saanær ved dette Forhæng, hvortil usynlige Hænder gjennem saa mange Hindringer har ledet os. Vi bede ikke om nogen glimrende Livslykke; der staaer jo intet broget Luftkastel i vor Udsigt. Med dig vil jeg gjerne tåge det i Medgift, som Andre kalde Kummer. Blot at du er mig nær, og at vi kunne holde os op til hinanden! Ak fra dette har jeg bedet saa varmt og saa længe, og i denne Bøn har jeg følt Himlens Velsignelse dale ned over mit Hoved. I

da, min Elskede! vær stærk i din Tillid, saa stærk som du har været i din Kjærlighed og i dit Savn. J.W.»