Johan Sebastian Welhaven skriver til Ida

Johan Sebastian Welhaven skriver til Ida:

«I Alt hvad der kommer fra dig, min Ida, er der et eget Trylleri; saaledes danne ogsaa dine zirligt henilende Linier en styrkende Talisman. Jeg har lagt den til mit Hjerte og følt mig meget lettet derved. Naar Himlen blot giver mig dig tilbage, da kan ingen Mislyd blande sig i min Tilfredshed, da kan jeg med et udeelt Sind takke Gud, selv for mine Lidelser.

Jeg tænker mig at den Angst, hvori din Moder nu har svævet for din Skyld vil gjøre det lettere for hende at komme mig forsonlig imøde. Hos mig vil alt Nag være forsvundet fra det Øieblik jeg har dig igjen. Jeg er meget udholdende i at bevare de Antipathier, som min Varme for høiere, almindelige Interesser giver mig, men jeg er svag og glemsom i at gjengjælde personlige Krænkelser; det kommer deraf, at mit Sind af Naturen er saa lyst og mine Glædeskilder saa rige. En stor Deel af den Miskjen delse, jeg har maattet lide grunder sig just deri, at de fleste Mennesker ei kan fatte disse Tings naturlige Forbindelse. Saalænge Sorgen og Savnet varer maa jeg kæmpe med den Bitterhed, man har indtvunget i mit Indre, men har jeg først tilgivet og glemt, da er ogsaa min Hengivenhed snart vakt. Jeg føler i denne Stund, at din Moder vil komme til at erfare dette, og jeg vil da lette hendes Anger. Du maa tro at jeg heri ikke lover for meget. Overalt skal du have Glæde af mig, jeg skal knytte dig endnu nøiere til alle dine. Af disse Tanker maa du danne dig ret mange lyse Billeder, indtil den sidste Vee forsvinder i vort Gjen syn. I dette Nu betragter jeg Summen af al min Sorg og Smerte; men den er dog som Intet at regne mod Lyksalig heden i den Bevidsthed at være saaledes elsket og at have et Haab saa dyrebart som mit.

Mit Geduld \\Will ich es tragen, Alle Morgen will ich sagen: O mein Schatz wann kommst zu mir. "

Alle Abend will ich sprechen, wenn mir meine Aeuglein brechen : O mein Schatz gedenk an mich."

Johan W»