Johan Sebastian Welhaven skriver til Ida om smerten han føler i brystet på grunn av sin kjærlighet til henne. Men det hjelper å falle på kne og be.

I dag skriver Welhaven til Ida:

«Den mindste Lindring, Himlen sender dig kaster ogsaa et velgjørende Sollys i mit Indre. O, min Sjæl er hos dig i hvert Nu og kæmper med Gud. Jeg har aldrig følt hvad jeg nu føler. Just i mit Bryst bærer jeg hidtil ukjendte Smerter; men jeg har ogsaa Øie blikke, hvori Haabet hilser mig som en Forvisning, og som et helligt Løfte ovenfra. Jeg skal atter holde dig i mine Arme og gjennemleve

Alt med dig: Alle vore Erindringer, alle vore salige, flyg tige Møder. Vi skal vexle de evige Løfter paa ny og træde ind under en forsonet klarere Himmel med vor dyrekjøbte Glæde.

Ida, jeg har atter lært at bede. Før jeg kommer til nogen Ro om Natten ligger jeg paa Knæ ved min Seng, og troer hvergang at Gud har bønhørt mig.

O, det maa blive godt, min Elskede, Gud vil det! Johan.»