Dato
10 april 1837

Johan Sebastian Welhaven har vært på ball og truffet sin elskede Ida Kjerulf. Denne morgenen griper han fatt fjærpennen sin og skriver til henne. Han har mange forvirrende tanker om seg selv og sitt kompliserte kjærlighetsliv som han må få satt ord på - det føles som om han har hodepine.Det ligger noe her som har med kjærlighet å gjøre, og som han tror han kan være den rette til å finne ut av. Men alt kompliseres av hans egne refleksjoner om ham selv; han har han en komplisert natur, det fins noe inni ham som ikke får komme til uttrykk, og han merker at dette virker forvirrende på omgivelsene - også på Ida.Han skriver: «Morgenen efter Ballet. Endelig er det kommet dertil, at jeg maa tage denne dumme Gaasefjeder til Hjelp i min Pinagtighed; men en saadan Morgen efter Ballet er altfor byrdefuld. Jeg kjender Ingen, der har skildret disse Kvaler, og derfor vil jeg med Tiden selv gjøre det; og det skal blive livagtigt! Man siger hundrede Gange ved sig selv: «Hvor uheldigt! hvor afskyeligt»! og, hvad der er det værste: «Hvor latterligt»! - man vilde være interessant og elskværdig, man vilde samle alle sine bedste Kræfter i een Sum, og iføre sig sin hele Herlighed - og ak, man bliver latterlig; ja ubeskrivelig latterlig! Og dog er det de skjønneste, og, man kan sige, de sublimeste Tendentser i et Menneskehjerte, der frem bringe denne Virkning. Feilen er blot at man vil lade dem slaae ud i en Dandsesal og stille dem i Kamp med Omgivelsernes Vindighed og Badinage.- Jeg har en Hovedpine der er meget værre end Deres. Det er Grubleri og Tvivl, der dreier sig om en eneste, evig tilbagevendende Tanke. Det er min Sjæls hemmelige Historie gjennem tre Aar, der samler sig i eet Punkt og brænder og piner mig: Jeg har sat saa overordentlig meget paa eet Kort og Spillet vil ikke tåge nogen Ende. Det gjælder blot at vide om jeg skal tabe eller vinde, men min Hjerterdame kommer aldrig ud, uden i Selskab med fire Knægte og de øvrige Herrekort. Disse fire Knægte ere gode nok hver for sig, og jeg har intet imod dem, og er ikke engang jaloux; men de nære mine Tvivl, og jeg har slemme Drømme, hvori min Dame neier for os alle fem og tilsmiler mig en Femtedel af denne selsomme Sødme, «die mich so eiend gemacht»; naar jeg da igjen overskuer de smukke Lyspunkter i min Erindring, hvori jeg har grebet et Øiebliks Vished da tvivier jeg dog endnu om jeg ogsaa faaer noget rigtig Heelt til Gjengjæld for at jeg hengiver Alt mit. Jeg føler da, at jeg aldrig har været saa manqueret, saa forladt af alle gode Guder, som just i min Dames Nærværelse, og at hun jo ikke kan kjende min bedste Rigdom.Det er altsaa ikke Frygten for at tabe min Dames Gunst, der foruroliger mig, men det er Forestillingen om, at jeg maaske aldrig har besiddet den. Min Dame har gjort mig til en Afgudsdyrker. Mine daglige Morgen- og Aften-Andagter tilhøre hende, og ingen Fare, ingen Bølgevrimmel og ingen Folkevrimmel har for andret deres Indhold. Hvormange prægtige Foredrag, hvor mange Intriguer har jeg ikke udgrundet! men Virkeligheden har opløst dem til Intet. Hovedreplikken i disse Veltalenhedsverker og i disse Dramer, er aldrig bleven udtalt og dermed er det Hele styrtet sammen. Men det har ogsaa noget at betyde at fremsige denne Trylleformular. Undertiden forekommer det mig som om jeg derved vilde nedkalde al Verdens Kvalm og Forvirring over mit Hoved, og give Signalet til et rasende Chor af Latter og hvinende Piber. Naar man saaledes som jeg har vaaget over sin indre Helligdom, da bliver man omsider ubeskrivelig sky for at aabne den; men De veed, at Nysgjærrigheden endelig har tittet bag Forhænget og afluret mig min smukke Hemmelighed, og draget den ned i den fade Sphære af almindelig Courtoisie, og derfor er mit usikkre Forhold mig nu utaaleligere end nogensinde før.Hos Petersen var jeg dog engang rigtig glad. Jeg havde kort før seet Dem i Drømme med en Bouket af Roser og Geranium, og deraf havde jeg endog dannet et lille Digt, som jeg skal meddele Dem, naar jeg først rigtig veed, om De ogsaa ynder Poesi. Denne Drøm stadfæstede sig, som De vel husker, paa en mærkelig Maade. «Naboerne» vare mig dog iveien her som andetsteds, og desuden er der et Udtryk i Deres Ansigt, der konfunderer mig hvergang jeg med Ord vil sige, hvad jeg dog tusinde Gange paa andre Maader har sagt. De har da et Træk over Deres Bryn, en Sky paa Deres Pande, der paa engang bedrøver mig og vækker min Selvfølelse; thi jeg vil ikke nægte at jeg er noget stolt af den uendelige Fylde af Hengivenhed, jeg har at byde min Dame.Jeg har saa ofte i de vanskeligste Situationer maattet tåge tiltakke med mig selv, og bruge mit Indre som et Instrument til at spille allehaande trøste lige Passager paa, og jeg er derover bleven en lille Paganini. Naar jeg ret vil kan jeg gjøre fremmede Personer ganske forunderlig glade i mig - men da tænker jeg: Hvor er nu min Dame? Hvorlænge skal mine bedste Strænge være urørte? Og Frue F. siger: «Nu er De borte, nu tænker De paa . . .» og hun har Ret. Jeg er da inde i mine Planer; jeg har i Tankerne bragt høie Vedkommende til at indføre mig i en Kreds, hvor jeg hører hjemme, og jeg lover mig da, at hver Dag, De har ægte Hovedpine skal være en stille Høitid, hvori jeg lokker omhyggelige og blide Alfer om kring Dem. Min Dame sagde igaar: «De kan gaae Deres Vei!» og det med en virkelig skjærende Betoning. Veed De vel at der er Knive i en saadan lille Sætning? Jeg tænker over hvad jeg vel vilde gjøre om De nu sagde dette engang for Alle, og jeg kan ikke bare mig forat røbe hvad eg har udfundet, thi det hører til min Charakteristik, hvoraf De under alle Omstændigheder bør vide noget: Først vilde jeg ret grundigt erkjende, at jeg har været en Nar. Dernæst maatte jeg sønderrive de smukkeste Blade af mit Hjertes Memoirer, og endelig vilde jeg noget i det Store dyrke en Kunst, som min Skjæbne og min Aands retning har lært mig, den nemlig: at bruge en bitter Er faring, og lade den tjene under min Myndighed. Og nu er jeg færdig at forgaae af Skamfuldhed over denne Skrivelse; thi det kan ikke nægtes at den indeholder en formelig Erklæring. Det er en stærk Koda til et Snees ind holdsløse Fandang'er; og dog ere disse Linier Lænker, hvori jeg har bundet en Følelse, som kun min Donna kan fri gjøre.Om jeg nu stod for Dem, kunde jeg neppe see Dem ind i disse underbare Øine, med hvilke jeg saa ofte har troet at vexle en stille og fortrolig Tale, men jeg vilde lægge Fingren paa min Mund og derved bede Dem om Taushed indtil De har «raadført Dem med Deres eget Hjertelag» og ladet mig vide, hvad De der har besluttet.Halfdan holder vist af mig; jeg udsender ham som min Brevdue og venter hans Tilbagekomst. J. Welhaven»

Sted
Tema
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Welhaven, J. S. and O. L. Mohr (1945). Welhavens kjærlighetsbrever til Ida Kjerulf : med en innledende orientering. Oslo, Aschehoug.https://www.nb.no/items/URN:NBN:no-nb_digibok_2006081000013