Johan Sebastian Welhaven skriver til Ida om hvor frustrerende det er å aldri få være sammen med henne, og om hvor vanskelig han har det i sosiale sammenhenger

Johan Sebastian Welhaven skriver et langt brev til sin Ida der han forklarer for henne hvordan han føler seg, og hvor vanskelig det er for ham å være blant mennesker, som han føler ikke forstår ham. Alt han vil, er å være hos henne. Han skriver:

«Atter har jeg maattet fortryde mit Forslag om Sammenkomsten. Der er noget i disse Bestræbelser, hvorved jeg ligesom føler mig beskjemmet, og dog fristes jeg stedse til at gjentage dem. Det er tungt ikke at maatte virkeliggjøre hvad man inderlig ønsker, naar det tillige synes billigt og opnaaeligt, men jeg vil stræbe at fjærne det fra mine Tanker fordi jeg troer at De har fundet mit Ønske utilladeligt eller uudførligt, og heri kan jeg følge Deres Tankegang og glæde mig ved Deres rene, adelige Sind, hvis dybe Kjær lighed jeg har vundet og eier.

Denne Betragtning skal engang være Kilden til min Ro og en Borgen for vor Lykke; men nu har den noget smerteligt fordi den skal begrunde min Resignation, medens den dog fremkalder min Fristelse. Jeg higer efter at høre Deres Røst, der er mig kvægende som en Fredsherolds Budskab, og efter at betragte den noble Hvælving af Deres Øine, hvorfra Sjæ lens Klarhed og Ømhed tindrer mig imøde. Tænk Dem hvor bittert det maa være at føle sit Væsen splittet, naar man dog ellers, i Sorg som i Glæde, har øvet sin Kraft paa at være samlet og fattet. Mit Liv kan lignes med en Reise i den brændende Ørken; de milde Stjerner har vist mig Veien til det grønne Hvilested, hvor der er Frugter og Kildevand, og nu er jeg der, og tør dog ikke hvile, og maa vandre omkring min Oase, og taale Ørkenen, og sygne af Længsel fordi det ene Skridt til mit Maal er som hundrede Mile.

Der er intet Surrogat for en grundig Kjærligheds Trang. I mine Bøger læser jeg Deres Navn mellem Linierne, i Luften og 'i alle Træer er der Alfer, som hviske om Dem. Jeg veed kun et eneste Navn for hvad der er Glæde, Veemod eller Haab, og det er Deres.

Her er nogle Damer med blide Stemmer og venlige Øine, og de ere mine Veninder; jeg kan til en vis Grad føle Glæde over dem; men de nære kun min Længsel efter det eneste kvindelige Bryst, hvor alle mine Savn kan læges.

Hvorfor skal der dog være et Dyb mellem Dem og mig, medens Ingen hindrer mig i at vexle favre Ord med disse Fremmede? Ak, det Bedste er nægtet; men her er ingen Grader, Alt Andet er Intet mod det Bedste.

Ofte søger jeg kun at dvæle ved Tanken om min Lykke og lade det Smertelige ude av Betragtningen; men denne Illusion kan blot være kortvarig. Der som jeg ellers havde Fred og levede stille og übemærket, da kunde jeg hvile ved Erindringen og Haabet; men nu an fægtes mit Liv altfor meget af det Nærværende, og derfor behøver jeg Erstatning i det Nærværende, hvis jeg ikke skal fortæres.

Lad mig da i det Mindste paa dette stumme Blad vise Dem et Omrids af min hele Stilling; engang skal jeg med min Mund give Dem det hellige og übrødelige Løfte, at mit Væsen for Dem stedse skal ligge klart og aabent, at De altid skal kunne see lige til det Inderste af mit Hjerte.

Dersom jeg ikke havde Dem, da vilde mine Forholde her nu være mig utaalelige. Jeg veed at jeg da inderlig maatte ønske at reise langt, langt bort. Jeg synes, at man trindt omkring mig lever et Skinliv, at der ingensteds er nogen dybere sand Interesse, der giver disse smaalige Livstegn Betydning. Paa den ene Side er der en keitet Affektation, der snapper og jager efter Dannelsens Vrængebilleder, eller, i bedste Tilfælde en uklar Higen, der af et ærligt Hjerte aner og vil, men seer ikke og kan ikke.

Paa den anden Side er der en Ligegyldighed og en Kreaturlighed, der aldrig lader sig bringe videre. Det er uimodsigeligt at den saakaldte finere Verden, er værre faren her end andensteds; thi her er ingen Religion, og ingen virkelig sand Kunst, og her er neppe Forberedelse til at modtage nogen af De lene. Derfor er her en umoden Frivolitet og en modbyde lig, dumstolt Dilettantisme. De give Tonen an, de herske med Pluralitet.

Denne Tilstand medfører halve Dyder og vaklende, pjaltede Sæder, hvorunder den raa Nøgenhed idelig viser sig. Har man engang ret tydeligt begrebet dette, da staar man udenfor denne Menighed, og er man dertil mere levende end død, da vil man ogsaa beholde Ret, ikke for sin egen Skyld, men just for de Andres. Under disse Aspekter har jeg ingensinde jamret over en utilfredsstille lig aandelig Trang, eller over personlig Miskjendelse; thi jeg har hådet det daarlige stærkere end jeg har elsket mig selv; men intet kan bedre vise mig mit Standpunkt mellem disse Mennesker, end den Omstændighed, at man endnu efterat jeg saa ofte har vendt mit Indre ud ad, kan ansee Spot og Bitterhed, som min egentlige Grundform.

Efter denne ene mageløse Uret kan man bedømme Verdien af de mange unødige Ankeposter og Bebreidelser, hvormed jeg af Venner og Fiender idelig hjemsøges og udmattes. Min vanskelige Skjæbne har givet mig et andet Slags Opdragelse end den Almindelige; jeg har været meget alene med mig selv, og jeg har maattet støtte mig til mig selv, endogsaa da, naar jeg har følt mig virkelig træt. Derved har jeg faaet en Charakter, og derved er jeg paa min Maade blevet et dygtigt Menneske.

Min Stilling ligefor det saa kaldte Publikum har været saadan, at man har nægtet mig den simpleste Retfærdighed, og paabyrdet mig Lyder og Mangler, hvor jeg var reen, eller endog der hvor jeg havde mine stærkeste Sider; men efter disse Forvanskninger døm mes jeg endnu af mine norske Medmennesker, og derfor har en svensk Forfatter Ret, naar han siger, at jeg er over mit Rygte. Dog, i denne større Kreds har jeg Fægterum, og her agter jeg at trænge igjennem indtil det Punkt, hvor jeg selv sætter mig en Skranke.

Men i mine snævrere Forholde har jeg det næsten værre. Nogle af mine Venner bringe mig overlydt den besynderlige Klage, at jeg overvælder og kuer dem og gjør dem til Intet, andre blive i min Nærhed til Voxbilleder, og falde saaledes over i mine Former og gaar siden omkring, til min Skade, med forvirrede Aftryk af mit Billede. Hos Nogle vækker jeg uvilkaarligt sælsomme Sympathier; der røber sig en uhyre Hengivenhed, som jeg hverken kan eller vil gjengjælde. Det er næsten latterligt, men det er dog saa, at jeg virkelig svæver i Angst for ubeleiligt ømme Katastropher, medens jeg fra andre Kanter trues med Udfald af Harme eller Had.

Under disse Omstændigheder er jeg kommet til et Punkt i mit Liv, hvor jeg klart føler hvad jeg er og hvad jeg kan, hvor mine egne Kræfter ægge mig og vil bruges i deres hele Omfang. Og just nu er jeg skammeligt bunden!

Man holder mig lang somt svævende mellem at være og ikke være. Min inderligste Følelse, som jeg har næret med min Sjæls hele Magt og Troskab, er saaledes bleven haandteret af Fremmede at jeg nu pligtskyldigst maa kue den og forvandle den til en Pine. Medens jeg maa taale, at min Duelighed og mine Adkomster afgjøres af Mennesker, der ere mine aabenbare Fjender, eller hvis aandelige Tilstand jeg ringeagter - til samme Tid udholder jeg det, der er endnu vær[r]e, at mit Hjertes ædleste og mildeste Trang betragtes og behandles som en Forbrydelse.

Og intetsteds tør jeg handle her. Disse absurde Forholde medføre til Overflod den Pligt at være uvirksom! Mine vigtigste, dybeste Interesser ere saaledes bragte til en unaturlig martrende Grad af Spending, og dog er der i de ydre Kredse, hvor jeg skulde søge Lindring, ingen at finde.

Her begynde de venskabelige Kvælerier; her maa jeg mangengang, medens jeg selv er i Uro, oveni kjøbet undgjælde for mine Omgivelsers Mangel paa Holdning og indvortes Sikkerhed.

Jeg kan tilstaae, at jeg i denne Nød undertiden er syg paa Sjælen, og at da min dybe Forstemning kan gjøre mig bitter og übillig mod Andre; men mine Venner burde see, at dette Væsen er mig paa tvunget af en ydre Magt, at det er Mulmskyer, der fare over mit Sinds blaa Himmel. Hvergang jeg betragter Alt dette, er min Sjæl som et klagende Barn, med [-] hele Traurighed hos dig min Eneste, og jeg længes efter dig; fordi jeg der gjenfinder mig selv og min Fred.

Derfor ere de Sammenkomster jeg har villet indlede, noget Mere end blotte kjærlige Stevnemøder og hvis ikke dette var saa, da vilde jeg sky dem blot fordi de ere tilstjaalne. Men nu gjøre de mig til et bedre Menneske, fordi de midt i min Ufred bringer mig til at glemme de Savn og den Uret, der tilføies mig. Ved Deres Side forsvinder endog mit Nag mod Deres Moder, og jeg begynder, uden nogen Tvivi at tænke paa den Dag, da jeg skal vise hende sønlig Hen givenhed. Dette er Kjærlighedens Under og Retfærdig gjørelsen for dens List. Jeg har troet at De maatte føle det samme, og at De just efter et Møde med mig, maatte vinde en mildere Stemning mod Deres Slægt Dog - hvad ved jeg! J

eg kjender blot det almindelige Udtryk for den Trang og Vanskelighed, hvori De befinder Dem. Jeg veed kun lidet om dens Detailler og Forviklinger. Dersom jeg kjendte disse, da vilde jeg maaske føle Bebreidelser over den letteste Klage, der udgaaer fra mit Savn. - Men hvad Slags Resignation skal jeg nu love Dem? Hvad skal jeg tænke om idag, om imorgen, og om alle de følgende Dage?

Al min Digten og Tragten, Brændpunktet for min hele Vilie er kun at være hos Dem ... - men ikke mellem Fremmede! Det er næsten altid Afskyeligt. Ak, Anelsens Tid er tilbagelagt, da var det godt at mødes saaledes. Rose og Geranium: det er en bittersød Erindring. Den glødende Blomst har udfoldet sig, det skyggende, svalende Blad er borte. Nu bringe de speidende Blikke en Ydmygelse. J

eg bliver feig mellem disse Mennesker, og de vide det; de kunne stave sig til at det er min Pligt at være feig. Hvis det gik an at laane dem min egen, saa meget omtalte Spot og Satire, da skulde de udspinde prægtige Løier af denne Jammerlighed, at en Person, hvis Fod har været paa Alles Nakke, nu med Eet er blevet hjælpeløs feig, og ikke blot feig; men tillige bagvendt, stammende, halv død. - Eller skal jeg maaskee trøste mig ved at de ere godhjertede Indi vider, og at jeg har deres Medfølelse og stiger ved mit For hold i deres Agtelse? O, turde jeg gribe min Dames Haand og træde saaledes hen for dem, da skulde jeg afkjøbe dem Deeltagelsen og Hæderen for en Sommerdag og en Linde skygge.

Det seer underligt ud i mit Hoved og i mit Hjerte. Jeg kæmper med min Passion og aftvinger den nogle rolige Mellemrum. I saadanne Timer fører jeg et Hjerneliv og udarbeider da en meget dybsindig philoso phisk Afhandling; men naar jeg gjennemlæser dens kolde Sætninger, da studser jeg ved at det virkelig er mig selv der har kunnet nedskrive dem. Ak naar jeg har vundet dig, mine Tankers Dronning, da vil det blive anderledes: me dens jeg arbeider ved min Pult, kan jeg høre dine Fjed i det næste Værelse og jeg tillader dig at distrahere mig med dine Øine og med din Mund; thi ved Afbrydelsen henter jeg ny Kraft og nye Tanker.

- Min Ida, du kan bære dit Hoved høit mellem Kvinder. Din Kjærlighed er krandset og kronet med en Seir, der ikke har Skygge af Tab eller Omskiftelse. Dit Rige er evigt, skygget og hegnet af et uvisneligt Foraar! JW.»