Søren Kierkegaard skriver et brev til sin svigerinne Jette, som er gift med hans bror Peter

Søren Kierkegaard skriver et brev til sin svigerinne Jette, som er gift med hans bror Peter. Jette har det ikke godt. Etter at hun for drøyt to år siden fødte sønnen Poul, har hun vært sengeliggende. Søren vet selv noe om hvordan det er å ha det vondt, og brevet hans er fullt av medlidelse, gode råd og ønske om å kunne gi trøst. Han skriver om hvor viktig det er med atspredelse, og om hva det vil si å tro. Om alle bekymringene som den syke plages med, og hvordan erfaringen av verden har sitt utgangspunkt i det indre. Om hvor viktig det er å elske seg selv - særlig når man er syk.

 

Brevet kommer til å være ukjent for offentligheten i 44 år. Da kommer det å stå på trykk i det danske tidsskriftet Tilskueren. Der kommer Amalie, som også kommer til å vite noe om å ha det vondt, til å lese det. Søren skriver:

 

«Kjere Jette! Tak for det lille Brev, jeg, efter Deres Ord, maa have førend Julen. Jeg iler med at svare, at De kan faae mit Svar førend Nytaar. Tiden mellem Juul og Nytaar er for mig almindeligviis en saare beleilig Tid til at modtage Breve, en heldig Aarstid for vedkommende Brevskriver, hvis han ellers anseer det for et Held at faae Svar fra mig.

 

Nu, De er atter sengeliggende. Imidlertid, det var dog en sund og frisk, Intet mindre end sygelig Beslutning af Dem, saaledes udenvidere at skrive mig til, uagtet De saa længe Intet har

 

hørt af mig. See, det er et godt Tegn og det glæder mig. «Ifior ved samme Tid skrev De et Brev til mig - men det blev ikke afsendt». Seer De, den Gang var de maaske ikke sengeliggende

 

og dog var Deres Tilstand da muligt mere en Sengeliggendes. Altsaa glæder jeg mig ogsaa paa Deres Vegne over at have modtaget dette Brev fra Dem som et Tegn paa Sundhed. Bevar

 

den, udvikle den i det kommende Aar, som Gud nok vil lade blive Dem et glædeligt Aar. Det er noget, der hænger saa dybt sammen med legemlig Sygelighed, denne stille inderligt smertende og

 

langsomt tærende Bekymring, der snart vender sig lidende paa den ene Side, og mener sig glemt af andre, «som formodentligen aldrig tænke paa En», snart vender sig paa den anden Side, og frygter for, at det man har at sige eller skrive, at det ikke skulde være godt nok. O, jag den bort denne Bekymring, der især er Dem saa farlig, fordi De saa ofte er sengeliggende og bestandig ligger i eensformig Stilhed. Den, der har travlt i Livet, han glemmer snart saadanne Tanker; men den, der kun seer meget lidt Forandring omkring sig, for ham kan let Bekymringer næsten blive en

 

Nødvendighed. Maar man lever i smaa Værelser - det veed De jo nok - saa maa der ofte luftes ud: og saaledes ogsaa naar man kun omgaaes faae Tanker, og kun har lidt Adspredelse, saa

 

er det saa yderst vigtigt, at hvad man, aandeligt forstaaet, ind-aander, at det er gode og velgjørende og milde og beroligende Tanker.

 

Adspredelser behøver De ogsaa, men det er ikke saa let at skaffe Adspredelse tilveie i Eensformighed. Og dog er det maaske lettere end man troer, naar man blot selv vil. Man troer vel i Almindelighed, at det, der bestemmer Ens Tankers Retning, ligger i det Udvortes, er den større eller mindre Sandsynlighed for det eller det. Men dette er ikke saaledes. Det, der bestemmer Ens

 

Tankers Retning, ligger væsentligen i En selv. Den, der [har] Hang til Sørgmodighed f. E., for ham er det Ulykkelige bestandigt det Sandsynligste, hvorfor? fordi det Sørgmodige ligger i ham.

 

Der var i det givne Tilfælde lige saa stor maaske større Sandsynlighed for det Modsatte; men han bryder vilkaarligt af, har strax nok for at slutte, at noget Ulykkeligt vil hændes ham.

 

Men hvad er saa det at troe? At troe er bestandigt at vente det Glade, det Lykkelige, det Gode. Men er det ikke en overordentlig og livsalig Adspredelse! O, hvad behøver man saa

 

mere! Det kunde synes næsten spøgefuldt, hvad jeg nu vil sige, og dog er det just Alvor, og Dem saa oprigtigt meent: De er tildeels stadigt lidende - altsaa her er just Opgaven; adspred nu

 

Sindet, væn Dem til troende at forvandle Lidelse til Forventning af det Glædelige. Det er virkeligen muligt. - Det, der fordres, er denne Bøielighed i det stille Sind, der, hver Gang det slaaer feil for En, strax i samme Øieblik begynder for fra og siger: ja, ja, det kommer nok næste Gang. O, om man aldrig saae noget Menneske - og i det Tilfælde er De jo dog langtfra - man kan paa den Maade troende trylle som en Verden af Adspredelse ind i eller frem i det eensomste Værelse.

 

Det er vistnok i Almindelighed det Rigtige at advare mod Selvkjerlighed: dog anseer jeg det for min Pligt at sige til enhver Lidende, med hvem jeg kommer i Berøring, pas vel paa, at Du skal elske Dig selv. Naar man er lidende og ikke kan gjøre Meget for Andre, saa kommer saa let denne

 

sørgmodige Tanke, at man er som til Overflod i Verden, hvad Andre maaske ogsaa stundom lade En forstaae. Da huske man paa, at for Gud er ethvert Menneske lige vigtigt, ja var der Forskjel, saa maatte vel den meget Lidende været nærmest Gjenstand for Guds Omsorg. Og ogsaa heri ligger en uendelig gudelig Adspredelse. Men jeg afbryder, jeg kan med Sandhed sige: jeg mangler Plads. Lev vel kjere Jette; glædeligt Nytaar; tak fordi De saa smukt endte det gamle Aar med at tænke paa mig. Hils Peter og Poul. Deres hengivne S. K.»