Søren Kierkegaard skriver et omfattende notat i sin journal om et besøk han har hatt hos sin lege

Søren Kierkegaard skriver et omfattende notat i sin journal om et besøk han har hatt hos sin lege. Legen heter Oluf Lundt Bang, han er biskop Mynsters halvbror, og har vært familien Kierkegaards lege i en liten menneskealder. De to omgås også i selskapslivet. Legen er kjent som en lystig mann som stadig føler em sterk trang til å dikte på vers, gjerne lange rimbrev. Sørens notat i journalen gjelder hvordan han har oppsøkt legen og spurt ham om han tror at den spenningen mellom det kroppslige og det psykiske som han føler at hanlider av, lar seg oppheve. Dette kan ikke legen gi ham noe virkelig svar på, men gjennom å skrive om henvendelsen til legen, oppnår Søren likevel å utrede i teksten sin et sammendrag av hvordan han har forstått seg selv i hele sin forfattervirksomhet, og særlig da dette som har å gjøre med misforholdet han opplever at han har mellom kroppen og sjelen. De har liksom oppstått en voldsom spennkraft mellom de to i ham. Han er kommet til at hans lidelser har å gjøre med at han har overtatt sin gamle fars tungsinn, og han skriver også om katastrofen med Regine og den brutte forlovelsen, den som forandret livet hans og gjorde ham til fordatter. Han skriver i starten av notatet: "Jeg er en i dybeste Forstand ulykkelig Individualitet, der fra min tidligste Tid har været naglet fast til en ell. anden indtil Afsindighed grændsende Lidelse, der maa have sin dybere Grund i et Misforhold mell. min Sjæl og mit Legeme; thi (og dette er det mærkelige samt min uendelige Opmuntring) den staaer i intet Forhold til min Aand, der tvertimod maaskee ved det spændte Forhold mell. Sjel og Legeme har faaet en Spændkraft som sjelden er. En gl. Mand, der selv var uhyre tungsindig (hvorledes vil jeg ikke nedskrive) faaer en Alderdommens Søn, paa hvem hele dette Tungsind gaaer i Arv - men som tillige har en Aandens Elasticitet at han kan skjule det, medens ogsaa netop fordi hans Aand er væsentlig og i eminent Forstand sund, hans Tungsind ikke kan faae Magt over ham, men hell. ei formaaer Aanden at hæve det, den formaaer maxime at bære det. En ung Pige, (der med pigeligt Overmod forraader uhyre Kræfter, og lader mig ane en Udvei af hvad ved et sørgeligt Misgreb var begyndt, en Udvei, at hæve en Forlovelse, thi hun lod først Kræfter ane som brød hun sig ikke det mindste derom) lægger i det høitideligste Øieblik et Mord paa min Samvittighed, en bekymret Fader gjentager høitideligen Forsikkringen om, at det vil blive Pigens Død. Om hun har piattet, vedkommer ikke mig".