Søren Kierkegaard opplever denne onsdagen i påskeuken at hele hans vesen er forandret

Søren Kierkegaard opplever denne onsdagen i påskeuken at hele hans vesen er forandret. Og omslaget har gjort at han har oppsøkt legen sin Bang. Han har riktignok snakket til ham og ikke med ham. Men det føles godt å ha tatt skrittet likevel. Han gir sin far rett i det han en gang sa, om at Søren aldri kom til å bli noe så lenge han hadde penger. Han skriver: "Mit hele Væsen er forandret. Min Skjulthed og Indesluttethed er brudt - jeg maa tale.Store Gud giv Naade! Det er dog et sandt Ord om mig, hvad min Fader sagde "der bliver aldrig Noget af Dig, saa længe Du har Penge." Han har talt prophetisk, han troede jeg vilde svire og sværme. Men det just ikke. Nei men med min Skarpsindighed og med mit Tungsind og saa med Penge: o, hvilke Begunstigelse?r? for at udvikle al Selvplagelsens Qvaler i mit Hjerte. Saa forunderlig beleiligt, just som jeg havde besluttet at tale, kom min Læge. Dog talede jeg ikke til ham, det er mig for pludselig. Men min Beslutning staaer fast, at tale. Skjærtorsdag og Langfredag ere for mig blevne sande Hellig-Dage."