Søren Kierkegaard dør i nitiden om kvelden på på sykehuset i København

Søren Kierkegaard dør i nitiden om kvelden på på sykehuset i København, De siste ukene har han ligget i en ordløs døs. Han har liggesår, har fått våte omslag, sengetøyet blir skiftet daglig. Han har også fått elektriske behandlinger på benmusklene, som mot slutten synes å være litt bedre. Appeitten har vært ganske god helt til det siste. Han har fått en skjevhet i ansiktet, den venstre munnviken er litt trukket oppover. Så følger høyre munnvik etter. Han har altså endt sine dager med en dobbeltsidig ansiktslammelse som har fått ham til å smile stivt fremfor seg. Hvis man løfter armene hans og slipper dem, faller de tungt og slapt ned igjen. Han har helt til det siste vært i stand til å bevege øyelokkene. Han har trukket pusten raskt og lydløst. Han har ikke lenger vært i stand til å hoste. Han har fått dobbeltsidig lungebetennelse. Han har vært ved full bevissthet, men helt lammet frem til nå. Tolv timer senere føres liket til sykehusets likhus. Han blir ikke obdusert; han har selv motsatt seg det. Tolv timer senere føres liket til sykehusets likhus. Han blir ikke obdusert; han har selv motsatt seg det. En uke senere bisettes han fra Vor frue Kirke i København. Han har i god tid skrevet et brev til familien med instruksjoner om hvordan familiegravstedet skal organiseres. Han har sett alt for seg i minste detalj. I brevet kan hans etterlatte lese dette:

 

«Vort Gravsted vil jeg til Foraaret have gjort saaledes istand. Den opretstaaende lille Støtte (hvorpaa staaer det om Faders første Kone) tages bort. Gitteret lukkes der bag ved. Gitteret gjøres smukt istand. Lige indenfor Gitteret, hvor hiin lille Støtte stod, anbringes en tilhuggen Gravsteen med et Marmor-Kors. Paa Pladen af denne Gravsteen anbringes de Ord som før stode paa hiin lille Støtte. Lænet til denne Gravsteen anbringes den Tavle, med Faders og Moders Navne samt det Øvrige, der jo er Faders egen Redaktion. Saa gjøres der en Tavle svarende til denne Tavle, paa hvilken det skrives (men med en mindre Skrift og saaledes at der bliver større Plads tilovers) det som nu staaer paa den store flade Steen, der ligger over Graven, hvilken store Steen reent borttages. Denne Tavle lænes ogsaa op mod Gravstenen. Hele Gravstedet jævnes saa og besaaes en fiin Art lavt Græs, kun udvises i de 4 Hjørner en ganske lille bitte Plads med bar Jord; og i hvert saadant Hjørne anbringes en lille Busk af tyrkiske Roser troer jeg man kalder dem, nogle ganske smaa bitte mørkerøde. verte

 

Paa den Tavle (paa hvilken det skrives der stod paa den store flade Steen, nemlig Navnene paa min afdøde Søster og Broder) bliver saaledes saa rigelig Plads, at der ogsaa mit Navn skal anbringes

 

 

 

Søren Aabye født d. 5 Mai 1813 død

 

og saa bliver der Plads nok til et lille Vers, som kan sættes med en Petit:

 

 

 

Det er en liden Tid,

 

Saa har jeg vunden,

 

Saa er den ganske Strid

 

Med Eet forsvunden,

 

Saa kan jeg hvile mig

 

I Rosensale

 

Og uafladelig

 

Min Jesum tale.

 

Af Brorson No 231, No 1 i det Afsnit: om Bestandighed og Fremvæxt i Troen.»