Image
Svanøy i Sunnfjord ca 1850
Dato
1–30 juli 1866

Ludvig Alver har tilbrakt sommerferien fra studiene i Kristiania hjemme i Bergen, og har reist til Svanø i Sunnfjord for å jobbe som huslærer.

Siden kommer han til å skrive dette i dagboken sin om oppholdet:

"Det var naturligvis en selvfølge af det frie og sorgløse liv, jeg førte, at det gik mindre godt med læsningen; jeg «slang» dog igjennem med haud til 2den examen; dette har også senere været grund til anger hos mig; jeg skyldte dog min fader først og fremst, som har gjort så store offre for min skyld og dernæst mine velgjørere i Bergen, at jeg havde brugt min tid bedre; men dog, om jeg ikke læste til examen, var dog dette år meget udviklende for mig og det var næst barneårene den skjønneste tid af mit liv indtil nu.

Hvor glad var jeg ikke, da jeg om sommeren 1866 tiltrådte min fodtour til Bergen, så fuld af mod og livsglæde og med livsidealet urokket i mit hjerte.

– Efterat jeg var kommen til Bergen, erfarede jeg gjennem brev fra Wilhelm, at jeg havde været meget for ham; han udtalte så megen kjærlighed, at, havde han ikke mit hjerte fuldstændig allerede før, så fik han det da. En tid af 3 måneder tilbragte jeg temmelig intetsigende og kjedelig i Bergen; så tiltrådte jeg min første huslærerpost hos Svanø i Søndfjord;

det var et stille fredeligt liv, som nu begyndte; dengang ærgrede det mig dygtig, at folket der så lidet forstod at leve; hvor misundelsesverdigt forekommer derimod ikke nu mit liv der mig! En stille fredelig ø lige ved det store hav, en romantisk natur, et liv fri for al bagvaskelse og smålig sladder, og dertil familiens dybe religiøsitet! Alt dette gjorde vistnok indtryk på mig, av og til stærke indtryk;

jeg begyndte der først alvorlig, at gribes af denne uforklarlige længsel i menneskehjertet, denne forunderlige higen, uforklarlig i sin oprindelse som i sit mål!

 

En sommerdag fulgte jeg sammen med frøken Kristine Svanø med folkene ud til en af de yderste øer; det gjaldt den årlige fåreklipning; det var en liden klippeø, steil og barsk, og udenfor det umådelige hav sålangt øiet kunde nå; jeg stod på toppen af øen og stirrede ud over havet; den uforklarlige længsel kom igjen over mig, en ubestemt attrå bar langt, langt ud over; frøken Svanø sad ved siden af på en sten; jeg måtte meddele mig; det gjorde så godt at finde et menneske, som forstod mig; hun talte til mig om Gud, rådede mig til at søge til ham i min ungdom, medens hjertet endnu var  stort og varmt;

 

o! ja! Den gang havde jeg endnu et hjerte, som kunde rumme alverden; den gang kunde jeg endnu byde på megen varme, hengivenhed og inderlighed! Hun var bange, hun havde stødt mig ved sin yttring; jeg bad hende blot tale, satte mig ved siden, så udover og hørte; et dampskib såes i det fjerne mindre og mindre; min tanke fulgte med; det skulde måske til America, og jeg sendte det en hilsen med til min stakkels fader i det fjerne land.

 

På denne ø boede 2 famillier, og hos dem begge boede armoden; her måtte dog mennesket slutte sig sammen i kjærlighed, tænkte jeg; men nei! også der var uvenlighed og splid. Hvilket liv, hvilken ulykke for børn, som ser lyset under slige forhold: nød, synd og fortabelse. Skylden er mangel på kjærlighed; kjærligheden vilde gjøre selv livet her til et paradis. Jeg havde af og til temmelig alvorlige samtaler med frøk. Kristine; hun var flere år ældre end mig, dybt religiøs og allerede prøvet i livets skole. Familien var meget indesluttet; der hvilede et tryk over det hele, et tryk, som også jeg kom indunder. Fruen var næsten aldeles stum; hun havde i sin tid været sundhedssvag; mit liv var så ungt, mit mod så rankt, og denne stilhed og taushed tærede på mig; næsten aldrig kunde jeg få nogen med mig ud i den næsten vidunderlig skjønne natur; jeg gik da alene; fordybed mig ofte om sommeraftenen i skoven; disse mine ensomme sværmeraftener i skoven; disse mine ensomme timer vare altid alvorsfulde for mig; i en sådan aften digtede jeg et digt, som jeg nedskrev på barken af et træ; dets indhold har jeg nu glemt; så vidt jeg erindrer var det et forsøg på at skildre mit hjertes tilstand ved den susende skov og den sagte brusende fjord.

 

– Jeg blev vistnok mødt med en god del kjærlighed der i familien,  men jeg har knapt nogensinde truffet på mennesker, der så lidet har haft evne til at udtrykke og lægge for dagen sine følelser; deres religiøsitet forekom mig forfærdelig mørk og deres liv glædeløst, og dog havde de vist mange for mig ukjendte glæder.

 

– Ligeoverfor mig var de alle, måske med undtagelse af den ovenfor omtalte Kristine, meget tilbageholdne, formelig frygtsomme; de havde anticiperet den tro, at de ikke kunde byde mig noget, som kunde tilfredsstille mig; en sådan forudindtagen mening bevirker altid et uhyggeligt samliv; jeg ved, at jeg ikke kom med nogen store fordringer, og jeg ved også, at jeg flere gange bestræbte meg for at vise dem det, men dertil må jeg vist besynderlig have manglet evne; det lykkedes mig ialfald aldrig at overbevise dem.

 

Livet der opfordrede særlig til sammenslutning, og det var min bestandige ærgrelse, at vi skulde gå så for os selv; jeg skjød skylden på dem, men glemte vistnok, at jeg var den anden part, som også nøie måtte undersøges, førend dommen kunde afsiges; men jeg kan dog med sandhed sige, at jeg flere gange blev misforstået, som jeg er blevet det senere ligeoverfor andre; hvor godt erindre jeg ikke disse dræbende middagsmåltider; denne formelig ængstende taushed; enhver var bange for tausheden, ja indså det umulige i at den længer kunde vedvare; men turde dog ikke afbryde den.

 

– Jeg foreslog frøk. Kristine at læse Engelsk med hende, og dette gav anledning til en smule fortrolighed; hun afslog mit tilbud, men senere så jeg, at hun læste for sig selv, og engang, da en Americaner, Hazard, tilfældigvis opholdt sig der nogle dage, modtog hun veiledning af ham; en aften brød det da løs; jeg fortalte hende, hvor det gjorde mig ondt, at de ikke havde tillid til mig; jeg fortalte hende, at jeg så gjerne vilde komme i mere fortrolighed til dem alle og mit håb, at vi derved vilde vinde og finde hygge; hun var på sin side ligeså åbenhjertet; fortalte mig, at det fra først af havde været hendes hensigt at behandle mig som en broder, talte kjærligt og undskyldende om sin familie, det var deres [..?..] og tilbagetrukne liv, som var skyld i det hele; men på den anden side udtalte hun også, at hun og formodentlig også de andre, havde anseet mig for satirisk og derfor ikke turde fuldt indlade sig med mig. Alt blev klaret mellem os og næste dag begyndte vi at læse Engelsk.

 

Den næst eldste datter, Dorothea, var en besynderlig pige; så tiltrækkende, men så forunderlig, ofte så kjærlig, men atter igjen syntes hun kold og frastødende. Mange gange troede jeg, at jeg forstod hende til fulde; men så stod jeg igjen lige klog; mange gange lagde hun så megen følelse for dagen, men så kunde jeg atter blive formelig uhyggelig tilmode ved hendes mangel på følelse; jeg erindrer således engang, da nogle fremmede fra Dalsfjorden besøgte os, at jeg en vakker solskinsdag efter middagen læste høit for selskabet Bjørnsons smukke fortælling: Skolelærerens historie; på de andres rosende omtale af stykkets dybe følelse og gribende sandhed sagde Dorothea tørt og stut: «Å; det er bare tøv og løgn altsammen!»

Slige yttringer antog jeg dog nærmest kom af, at hendes dybe religiøse følelse ikke havde fået tilstrækkelig gavnlig veiledning. Måske tog jeg heri feil! Nok er det, det var mig en gåde, at hun, som så ofte i christelig, ydmyg kjærlighed som fattede alt fra det største til det mindste, kunde yttre sligt. Jeg tror ikke at jeg egentlig var forelsket; det var mig ikke ganske klart; enkelte gange troede jeg det virkelig, ligesom alle de andre troede det. Jeg holdt ialfald af hende som jeg endnu gjør;

 

Jeg bevarer endnu som en kjær erindring de visne blomster og det med blyant skrevne nu næsten udslettede lille enfoldige digt, som jeg fik af hende efter min afreise fra Svanøen og ankomst til Bergen; da jeg tog afsked, så jeg tårer i hendes øine; endskjønt jeg ikke kan og ikke tør tillægge dem megen betydning ere dog de mig også en kjær erindring.- Under mit ophold her på øen fik jeg rigtig anledning til at iagttage, hvor dårligt pengene blive brugte af dem, som have dem; Svanø var en rig mand, men anvendte dog ikke det mindste til livets behagelighed og løftning.

 

O! hvor mange gange jeg ergret mig over ham! Jeg tror, jeg havde Dorothea med mig i dette punkt; skjønt jeg aldrig rigtig kunde blive sikker på det; og ved, jeg mange ganger i mit hjerte læste ham texten som den verste hustyran; engang var jeg endog bestemt på at sige ham det; men jeg kom dog hændelsesvis til fornuft og erkjendte min uberettigelse til et sådant skridt. Hvad min lærervirksomhed angår, har jeg der meget at angre; der var så meget, som skulde have været annerledes; og det værste var, at jeg ikke lod mig belære! Jeg føler så godt, at jeg heller ikke her har været som jeg skulde ligeoverfor mine elever.

 

En af gutterne på Svanøen, Jens, var min stadige fortvivlelse; nogen rigtig brav gut var det ikke; men jeg tror dog, at jeg havde kunnet vinde ham ved kjærlighed;

jeg kjendte for lidet min evne, tog for lidet hensyn til hans alder og den ringe forskjel, som der var mellem hans og min alder. Jeg vandt ham aldrig; han lærte så godt som intet og jeg gik og ærgrede mig;

det kunde vistnok have forandret sig, hvis jeg alvorligt havde henvent mig til hans fader desangående; men denne spurgte aldrig efter, hvorledes det gik, interesserede sig ikke engang for vor examen, og det blev aldrig nogen meddelelse til ham; jeg havde desforuden den hos ungdommen almindelige feil, at ville klare alting alene, aldrig søge hjælp og anse dette for en ydmygelse."

Korrekturlest?
Ja
Kilde

Alver, L. (1869). Dagbog B. 1.  (ms 4 3551, ms 4 3551, 1).

https://amalieskraminfo.wordpress.com/ludvig-alvers-dagbok/