Dato
27 november 1877

I dag skriver Ludvig Alver i dagboken;

"Da jeg i aften slog op i Thomas a Kempis for at se efter, hvor gammel Berhard er – der har nemlig fader på det rene blad skrevet vores alles fødselsdatum – så jeg på bindet med en uøvet, vaklende barnehånd nedskrevet: ”Nu lukker sig mit øie, gud fader i Det Høie” Herregud! Tænk, det kan godt være mig som har skrevet det, eller Martin eller Wilhelm; det er det samme; de stygge, uformelige bogstaver er så deilige i mine øine. Jeg husker godt moder lærte mig den aftenbøn, og jeg husker, Wilhelm lærte mig: begge mine øine bliver så små, nu vil jeg til min lille seng gå.

Nu er jeg 30 år gammel, og jeg siger igjen: ”nu lukker sig mit øie, Gud fader i det høie. Amen!

 

*

Jeg ser at jeg har endt mine første optegnelser her i Fredikshald på en ufuldstendig måde. Så kom spørgsmålet frem – det var hin frygtelige aften på Briskeby, den sidste, jeg var sammen med Hilda; jeg siger: frygtelige, endskjønt den ikke var det på den måde, at lidenskaberne var i bevegelse, eller at mit sind var oprevet af sorg eller smerte; nei, den var snarere frygtelig af den grund at mit sind var så koldt, og mine tanker uvilkårlig vendte sig mod fremtiden i egennyttig begjær. Koldt! Ja, hvorledes kunde det være annerledes. Hvert pust af livets varme, som endnu var tilstede hos mig havde jeg dæmpet under mit lange forhold til Hilda; mit sind havde så mange gange været oprevet, og jeg havde indskrænket mig til at nedskrive nogle udgydelser på papiret eller at være sur og gretten mod hende. Jeg var umandig den kveld, som jeg havde været det før. Når jeg tænker på det grin, som gikk over hendes andsigt, da hun – således som hun så ofte før havde gjort – kom hen til mig og lagde sine hænder på min knæ, et ubeskrivelig grin, som indeholdt spot, ligegyldighed, men ikke sorg eller smærte, et dorskhedens smil, som opgav alt, sagde farvel til alt, så må jeg uvilkårlig spøre; Hvordan er hun? Hva har hun forskyldt, siden hun skulde føres ind i en så stor ulykke, at komme i dette fortvivelde forhold til mig? Den gang da hun beskrev for mig, hvorledes Wilhelm hvade opløst deres forbindelse, gikk der en dømmende tanke gjennem mit hjerte, at han havde været hjerteløs. Hva var jeg? Hva måtte jeg nu opleve? Så fik jeg også høre fra hende, at hun takkede og ærede ham, fordi han den gang havde været mandig nok til ophæve forlovelsen. Hun takkede og ærede ham! Hvorledes var hun da sindet mod mig? 8 dager efter at vi vare blevne forlovedesagde jeg til hende, at jeg godt havde følt, at der ikke i vort fohold var den menneskelige kjærlighed; jeg sagde det for at være sand, ikke for at bringe hende til at hæve forlovelsen, den gang var jeg slig at jeg troede det kunde gå an, at byde en kvinde sådant, hvilket hovmod, hvilken indbildning, hvilken livsfortabelse! Og siden var det jo mer eller mindre tydeligt blevet sagt hende, at jeg vilde elske hende, at jeg stræbte at elske hende; men aldrig kom de ord over mine læber, som betegned henne som den elskede, ikke uden i overskriften over breve og i tiltale i breve! Ha ha! (*Den siste setningen er skrevet inn over den foregående setningen*). Det var denne forvildelse , denne store forsyndelse som livet, som jeg gjorde mig skyldig i og som jeg fik hende med i, at menneskelig kjærlighed er for syndig at regne, hvis det ikke ophæves af den guddommelige kjærlighed, at kjærligheden til Gud skal være i den grad væsentlig, at det er ligegyldigt enten mand og kone menneskelig elsker hindanden eller ikke. Og det er sandt på en måde, at retskaffenhed og trofasthed mod tilgiven ord (*?*) skal veie mer end menneskelig kjærlighed, at jeg burde og skulde holde ud, når jeg engang hade givet hende mit ord; ja, om nu blot forholdet var slig og anerkendt som sådant af begge, vilde det havet været mening deri; men uafladelig kom tanken fra hendes side ind om et andet forhold, uafladelig talte hun om, at jeg ikke elskede hende, at hun vilde gjøre en ende på det. – hvorfor vilde hun nu gjøre det? Hun havde fåt indrtryk af, at jeg på Hamar havde mødt noget skjønnere, bedre end jeg nogensinde havde mødt hos hende, hun havde jo også sagt, den gang, jeg reiste til Hamar, at hun troede, jeg vilde gjøre forlovelsen forbi, når jeg kom dit. Hva havde hun så havt at bygge på? Jo på det, at jeg ikke skulde udvikles (*?*) videre, ikke få et friere syn på livet; enten måtte hun jo tro, at jeg var en slyngel, som når en større fordel frembød seg, strax vilde gribe efter denne, eller også måtte hun tro at jeg ikke havde øie for glæden og lykken, og når den oprandt for mit blikk, vilde jeg gribe efter den. Og dog, sådan har vel ikke hun reflecteret! Men hva havde været min pligt mod hende, der er ikke længer tvivl hos mig, at hvis jeg huin gang efter 8 dage  efter vor forbindelses begyndelse havde hævet forlovelsen, da havde jeg gjort min pligt mod hende. At jeg ikke gjorde det, kun af et usselt hovmod, denne elendige tanke, forresten udgået af min sørgelige uklarhed, at jeg skulde kunde være noget for hende, gjøre noget for hende, når jeg ikke kunde byde hende min ærlige kjærlighed. Storligen forsyndede jeg mig den gang mod hende; havde jeg den gang brudt, da havde jeg vist, at jeg avde styrke for hende; således som jeg bar mig afsted, har jeg i sandhed forikjetset (*?*) hendes liv. Og endnu hin sidste aften havde det været tid til at sige dette åpent og særlig, at jeg forbrød mig den gang, jeg ikke gjorde forholdet forbi; men det gjorde jeg ikke; jeg holdt mig til, at jeg havde gjort galt idet jeg forlovede mig. ”Vi skulde have været venner, og intet andet, vi skulde have holdt, på vort Blackhouse”: sagde jeg. ”Ja, det skulde vi,” samtykkede hun. Men så rolig, så stille hun var! Thorvald lå indenfor i det lille kammer ved siden af dagligstuen; og tyst og stille opløstes vort forhold, som havde varet ved i 4 år, i stillhed smislen (*?*) var det blevet til, sådan opløstes det også. Svagt og kraftløst faldt min ytring om at forholdet måtte vedblive som det var, det var ikke at tænke på at gjøre forandring, vistnok en høist umandig bemærkning, men ganske i overenstemmelise med min tankegang. Hun satte sig ved siden af vinduet på en stol, og jeg var i gyngestolen. Hun græd, men jeg bevegedes ikke ved disse tårer. Så vilde hun vide om jeg holdt af nogen anden; hun lod til at vilde finde en trøst i dette, at jeg forlod hende for en andens skyld. Forunderlige kvinde!  Hun var så sikker på det, at jeg havde truffet en anden, som jeg holdt af. Således havde hun også en aften inde i salen, da jeg i nærværelse af hende moder og broder havde fortalt, at man på Hamar sagde at Tage gjorde kur til en frk. Olsen, ytret: ”ja, der er nok også andre, om hvem man siger, at de skal have hinanden.”. Jeg spurgte hende om, hva hun havde ment med denne ytring, og hun sagde, at hun havde ment mig, men at hun havde sagt det uden nogen forheld (*?*) grund ; hun havde intet sådant hørt .-"

Korrekturlest?
Nei
Kilde

Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.

https://amalieskraminfo.wordpress.com/ludvig-alvers-dagbok/