Bjørnstjerne Bjørnson holder foredraget om «at være i Sandhed» (1877) i Studentersamfundet i Kristiania. Det gir bud om nye, idéradikale tider, og blant mange, særlig unge studenter i Kristiania, fremstår Bjørnson som kongen for den nye tiden.

Med skuespillene Kongen (1877), som Amalie skal komme til å skrive en begeistret omtale av, og fortellingen Magnhild, som er et oppgjør med den offisielle kristendommen, og dessuten Det ny system og Leonarda, som han skal komme til å publisere om et par år, slutter han seg til «Det moderne Gjennembrud» i Georg Brandes' betydning av ordet; han er en fremskrittets mann.

Romanen Magnhild handler om en kvinne fra enkle kår som følger sin lengsel, forlater en underlegen mann og flytter til Amerika for å se og lære, for siden å vende hjem og lære andre.I talen sin sier Bjørnson: "Ganske nylig har jeg seet, at en Mand - jeg nævner ham ikke, I vil alligevel forstaa, hvem det var - talte til Studenterne i vort Naboland og mindede om dette: «Du skal elske din Fader og din Moder, at det kan gaa dig vel, og du maa længe leve i Landet.» Han lagde det ud saa, at det havde en længere rækkende Betydning end til vor kjødelige Fader og Moder, at det naaede Samfundet og de nu bestaaende Magter, dem, der aandelig havde født os, og dem, der beskyttede os idag. Da jeg læste denne Tale, følte jeg strax: dette er de Ord, som siges oftest til den opvoxende Ungdom i Landet, - de er overordentlig sande. Men det er omtrent af den Sort Sandhed, som at møde Krigeren, der drager ud, med de Ord: «Du skal ikke slaa ihjel»! Det er ogsaa meget sandt! Ja, dersom vi endnu ikke kan komme udover Pieteten for det Bestaaende, det mangfoldige Slags Bestaaende, saa kommer vi sørgelig sent frem. Den er os givet dels i den Oplysning, vi faar i vore Skoler, navnlig den historiske - Intet prentes os saa ofte ind som dette - den er ogsaa given ved vore Forhold, thi Forholdene gjør, at Mange ikke ser andet end sit Eget - selvfølgelig maa Pieteten voxe i betydelig Grad. Vi skal især have Pietet for Sandheden, og kan vi ikke begynde hermed nu om end ganske tarveligt, men ærligt, saa siger jeg, at en Besøgelsens Tid hos os gaar tabt. Thi nu er der en Besøgelsestid. Der er nylig af en stærk Aand blandt os - i «Samfundets Støtter» - ligesom tidligere i «De Unges Forbund» sagt Noget, som tyder paa, at vi lider af et dulgt Kjeltringskab. Se, det lider vi nu ikke af, saavidt jeg forstaar! Men vi lider af Selvbedrag, vi lider af megen Løgn, som vi slet ikke ser, og af megen Løgn, som vi ser men ikke ved, hvad vi skal gjøre med.»